Nyheder

25. december - Nyt i hvalpebloggen

10 dage gamle og nu sker der spændende ting i hvalpenes udvikling, læs mere i L-kuldets hvalpeblog.

21. december - Glædelig Jul og Godt Nytår

Hella var på genvalg, da årets elektroniske julekort skulle laves. Den herlige tøs er fyldt 10 år.

 

16. december - Hvalpe

Så kom Loas små til verden. 5 stk blev det til, 2 tæver og 3 hanner, og både mor og børn har det fortrineligt. Den første hvalp blev født omkring kl 2.30 og den sidste kom omkring kl 7.00 om morgenen. Ved første vejning (12-6 timer gamle) lå gennemsnitsvægten på 425g, så det er nogle ganske store bamser der mosler rundt i halmen hos Loa.

Alle hvalpene har nye hjem der venter på dem, når vi når dertil.

Du kan følge hvalpenes liv og færden i de første 10 uger i hvalpebloggen.

30. november - Vi venter hvalpe.

Loa er blevet insemineret med sæd fra afdøde DKCH Birkebo Black Dusoff Dundee og er konstateret drægtig. Vi venter derfor hvalpe omkring d. 16 december. Der er sidste portion sæd fra Dundee, og vi er meget glade for at få lov at bruge det på Loa. Enkelte af hvalpene har fundet nye hjem inden de er født, men hun er stor og rund, så det er naturligvis muligt at blive skrevet op til en hvalp. Læs mere om kuldet her.

 

 

17. november - Jagt på Christinelund.

I dag var der 3 hunde i bilen da vi styrede mod Christinelund. Dunja, Jeddi og Hella. Øivind lånte Hella ud til Palle, der gik med i drevet, så det hyggede de to sig vist vældigt med hele dagen. Jeddi var med sin far rundt og sætte skytter af, og Dunja fik endnu en tilskuerrolle i dag. Klikker, masser af godbidder og ros når hun var i ro. Det var tydeligt at hun havde været afsted i går og fået lidt med sig derfra. Hun var rolig og tog det hele så fint at jeg lod hende gå et par eftersøg på tynde fugle når såten var blæst af. Hun arbejdede fint og koncenteret selvom hun ikke fandt fugle. Der var ingen tendenser til at gå af hånd og jage for sig selv, og de få rådyr vi stødte på (gudskelov ikke 9 i rap), lod hun også passere uden at stresse voldsomt op. Dagen var en rigtig fin dag, med godt vejr og hyggeligt selskab. Der var flere fugle i luften end på paraden, men de ligger der sikkert næste gang.

 

 

16. november - Jagt i Veksø

Endelig, endelig, endelig blev det så tid til Dunjas debut. Jeg vovede pelsen eftersom jagten i Veksø er en mindre husmandsjagt, hvor man går mere end man skyder. Lille fisen og jeg var vældigt priviligerede og fik lov at kigge på hele dagen. Dagen var som skabt til træning af ro på post. Lange perioder hvor man ventede, intense øjeblikke hvor der blev arbejdet omkring os og transporter rundt om i terrænnet. En perfekt start for mit lille livlige eksplosionsmajs. En situation blev det hende for meget. Drevet gik væk fra os og drev fuglene op til skytterne på modsatte side af såten. Rådyrene i såten igennem driverkæden og i vores retning. En efter en dukkede et flygtende rådyr op og passerede tæt forbi vores post. Da nr 9 stak hovedet ud af såten og flygtede forbi os blev det for meget for den lille tøs. Hun peb lidt og havde klart taget jagten op, hvis ikke snoren havde forhindret dette. Jeg fik nogenlunde ro på hende igen, og med klikker og en masser godbidder sad hun igen stille til der blev blæst af. De andre slap deres hunde og det samme gjorde jeg, eftersom hun så kunne løbe lidt ophobet energi af sig, inden hun skulle sidde stille igen. Og det gjorde hun. Altså løb. Ikke efter de andre hunde, men klokkerent på sporet af de 6 dyre, der var løbet i samme retning. Ud mod Værebro å. Hun var vel 300-400 meter ude (en meget lille prik) før hun forstod at dyrene var pist borte og at det var på tide at vende hjem. Selv var jeg nærmest violet i hovedet af at blæse og kalde banditten til orden, men når jagten går ind går lydigheden helt af fløjten på den lille. Det fik vi da lært. Resten af dagen opførte hun sig eksemplarisk og fik en masse gode oplevelser med i posen. Selv måtte jeg konstatere at ude af øje ikke er ude af sind, og at hvis nogen skal slå en hjerne til der ikke er impulsstyret, så må det ansvar vist hvile på mine skuldre. Nå, men hellere det end at de ikke gider.

Ivan var med Øivind afsted og han fik lov at hente et par fugle. En af dem var en flot høj hane som Øivind selv skød. Bang sagde det og væk var Ivan, hjem til far med pipsen som så mange gange før. Den hund er uden tvivl lykkeligst med sin far på jagt. I dag skulle han ikke en gang dele pladsen med nogen. En herlig dag at være Ivan.

 

 

13. november - Jagt i Hannaskog, Skåne.

Så blev det igen tid for Øivind og Henrik til at tage turen over Sundet til Hannaskog. Jeddi var med igen, og Øivind var spændt på om den gode jagt fra sidste gang havde sat sit præg på ham. Han var mere fortrolig med det varme vildt denne gang og ikke helt så løs i munden som første gang, så det var rigtig gode fremskridt. Jagten var ligeså god og velorganiseret som første gang og det samme var den gode stemning i selskabet. Høje, flotte fugle og velskydende skytter. En dejlig dag i det skånske, hvor der blev sat flere positive oplevelser ind på kontoen.

 

 

10. november - Mocktrial/C-prøve i Frederikssund

Der var lagt op til en meget spændende og anderledes prøve i Frederikssund. Der ville brugt Dummy-launchers i nogle af opgaverne og prøven var bygget op med en semifinale og en finale.

Jeddi og Øivind stillede i dag i åben klasse. Dunja og jeg stillede i begynderklassen, eftersom det med dirigeringen ikke er tilstrækkeligt på plads til en test i åben klasse.

Lige ved og næsten. Dunja og jeg fik 116 point ud af 120 mulige og var i grundomgangen kun et point fra den førende hund. Vi var blandt de 8 bedste hunde og dermed kvalificeret til semifinalen. Her var den lange enkelt markering dog for svær for os, og vi fik den ikke hjem.  Nå, men af med øv-hatten og på med hurra-hatten, skrue op for glæden over det fine stykke arbejde hun fik vist på dagen. 1. præmien var i hus og det var godt. Næste gang sparker vi bolden helt i mål.

Øivind og Jeddi havnede på hæderlige 83 point i åben klasse trods et nul for en manglende dirigering. Der var sat en grænse på 90 point, for at opnå en 1. præmie, så det var tæt på at den unge mand havde klaret cuttet. Han klarede semifinale-posten i fin stil, men havde ikke nok point til at gå videre i finalen. Fint arbejde af "herreholdet"

Bedst af alle os flatter var Dot og sødeste Svea. 3. vinder i begynderklassen af 28 startende hunde!! Sådan!! Tillykke og tak for hyggeligt selskab.

 

 

9. november - Jagt på Falster

Øivind og Ivan var inviteret på husmandsjagt hos min søster og hendes kæreste. De har en lille hyggelig nabojagt hvor de godt kunne bruge noget hund der kunne finde/hente fugle. Ivan synes det var en evigt morsom dag og han knoklede på for fuld damp. Hans erfaring kom ham til gode dagen igennem og hans fine næste var et stor hjælp da den sidste fugl skulle findes i roerne. Herlig med sådan en garvet fyr når det bliver svært.

Tak til søster for invitationen. Vi kommer gerne igen.

 

 

8. november - Nyt hjem til Durin's Alfa Jumper

I dag blev Jumper hentet af sine nye ejer. Nu håber vi at det klikker og at det er starten på et livslangt venskab. Jumper får rig mulighed for at gå på jagt, og det er det bedste vi kunne ønske for ham. Knæk og Bræk til Jens Erik og Jumper.

 

 

6. november - Jagt på Bregentved

Hella og Øivind var i dag afsted igen. God skydning og en god jagt for det rutinerede par.

 

2. & 3. november - DKK Dobbeltudstilling i Herning.

Sidste år tog jeg til Herning for at være sekretær, men i år var jeg med igen som handler. Vores egne hunde er ikke i pels til at komme afsted, og så er det jo godt at man kan låne en "ude i byen" og vise frem. Det var ingen ringere end Hans Jørgen Bilstrups DKBRCH FIBRCH DKJCH DKWTCH NOJCH NORDJCH SEJCH Jigger's Tarka Lovely Alma som jeg havde fornøjelsen af at vise. Hans Jørgen er ikke ligefrem pjattet med det der udstilling, og slipper helst for turen rundt i ringen og tager hellere på jagt. Alma er en rigtig linselus og elsker det der med at suse rundt i ringen og få en masse godbidder for ulejligheden. En imponerende samling titler har hun skrabet sammen i årenes løb, og hun nærmer sig hastigt de 10 år, så man synes nok at hun har gjort sit og har fortjent sin plads i sofaen. Ikke desto mindre var det en nykåret Nordisk Mester for flatcoats jeg havde i snoren da vi optrådte i Herning. Imponerende.

Den noble dame var i sit es og viste sig fra sin absolut bedste side, hvilket resulterede i en 1. v med CK i veteranklassen på udstillingens første dag. Hendes livs første CK på udstilling. Hold da fest hvor var det sjovt at prøve. Hr Bilstrup var da også næsten ved at få noget galt i halsen da vi overbragte ham nyheden.

Dag 2 var hun igen på toppen og blev belønnet med 1. v med excellent. Skønne gamle tøs. Tak for dansen!

Nu varmer vi så op til DRK's juleudstilling som bliver Alma's sidste på de bonede gulve. Det skal fejres, så det gør vi med maner ;0).

Øivind fulgte Hans Jørgens eksempel og tog på jagt på Christinelund. Her havde han, Jeddi og Hella en rigtig god dag sammen med resten af apportørholdet. Dot og Svea var med og Svea fik lov at hente sin første fasan. Dygtig var hun og glad var Dot. En fin premiere for dem begge.

 

 

29. oktober - Jagt i Hannaskog, Skåne.

Øivind var i dag afsted for første gang med Jeddi på et helt nyt terræn. Tilbuddet var kommet i stand takket være Anette Larsen, Kennel Birkebo og Cerea Seidemann, Kennel Silkmann's Castle, Sverige. Jeddi var den eneste af hundene der havde sine vaccinationer i orden (hvorfor tjekker man altid sådan noget i sidste øjeblik??), så han måtte holde for ganske alene. Da Dunja er meget ung, var jeg ikke så lun på at tage hende med på en jagt jeg ikke kender. Hun er meget varm i låget den lille krudtugle, og der skal ikke skrues op for jagtknappen før hun har fået mere erfaring og er bedre til at håndtere det. Det er min beslutning omkring hendes træning og den holder jeg stædigt fast i, hvor fristende det end er at slippe vilddyret løs på jagt. Øivind havde derfor selskab af Henrik Jordt Adsersen og hans erfarne hund. De fik nok at se til. Jeddi skulle lige vænne sig til det der med varme fugle og en hel masse ståhej og skyderi. Til Jeddis ros skal siges at han sad på sin flade mellem apporteringerne og der var ikke den mindste antydning af en knaldapport. Øivind havde nok at rive i dagen igennem. Med så uerfaren en hund gjaldt det om at holde tungen i munden og holde på rutinerne hele dagen også når det smældede tæt og mange fugle faldt om ørerne på dem. De gode vaner skal jo også bygges op i jagtsituationer, og det kræver koncentration og fokus af både hund og føre. Der blev skudt ca 390 fugle i 700 skud, så det var særdeles velskydende skytter, der sørgede for rigeligt med hundearbejde til apportørene. Det var to godt trætte "krigere", der vendte hjem til Kildevej. Det havde været en rigtig god dag, og Øivind var meget begejstret for stedet og for hele holdet omkring jagten. Tusind tak til Anette for at formidle kontakten og ikke mindst en kæmpestor tak til Cerea for invitationen. Vi kommer meget gerne igen.

 

 

27.  oktober - Jagt på Christinelund.

Årest første jagt på Christinelund blev uden min deltagelse, men Øivind var afsted med Jeddi og Hella. Herligt at der nu er taget hul på jagtsæsonen. Det er noget vi ser frem til hvert år her i huset. Matriakken (Hella) kan jo sit kram og Jeddi fik lov at snuse til apporteringens glæder på de sidste såter, da hun var blevet puttet i bilen for at spare lidt på krudetet til den lange sæson der venter. Hun fylder jo 10 år om en månedstid, så vi passer på hende, så vi kan have hende længe. Det blev en fin dag, til trods for at der ikke blev skudt så mange fugle.

 

 

16. oktober - Jagt på Bregentved

Øivind var i dag på jagt med Ivan og Hella. Han var inviteret med som apportør hos en nyt konsortie og derfor var de gamle garvede hunde med. De kan deres kram og det gør det nemt at være med på en ny jagt.

 

 

12. & 13. oktober - Weekend i Gedesby.

To damer i løbetid var ikke velkomne på årest traditionsrige tur til Gedesby, så det blev herreholdet bestående af Jeddi, Jumper og Ivan der stod for tur, mens Dunja, Loa og Hella måtte blive hjemme. Godt at man har gode kræfter til at tage over, når man lever en så travl tilværelse, hvor det med løbetid ikke altid er så praktisk.

 Det blev en weekend med god træning, masser af hygge og samvær, og lidt festligt kongespil på marken. Ja, ja mænderne vandt, men det gør de nok ikke næste år....

Jeg gik med Jumper for at finde ud af hvad den unge mand havde lært, og han havde lært rigtigt meget. Han gik fint i snor, kunne sættes af og kom lige hjem når der skulle apporteres. Vel at mærke når der ikke var andre hunde i nærheden. Han har et meget socialt gen og en meget lille impulskontrol når der kommer andre hunde i nærheden. Væk ar fokus på opgaven med at gå pænt/sidde stille og vips er han fremme for at byde den anden hund op til leg og socialt samvær. Nyttigt at opleve og dejligt at han trods alt var så veltrænet at en brugsprøve er inden for rækkevidde med en smule mere træning.

Der stod en strid blæst ud over markerne og det blev til mere hygge end træning denne gang. Den obligatoriske tur til vandet ville ingen dog gå glip af, så der gik vi afsted med hele flokken. Holger (Dunja's far) fik lettet en hare og så gik den vilde jagt ellers ud over markerne. Jumper var med, men gav forholdsvis hurtigt op og vendte hjem, mens Holger var væk længe. Skam får den der giver sig, eller hva'? Kan kun sige at den lille Dunja har arvet den der tilbøjelighed fra sin kære fader, så der bliver trænet meget med bremser inden hun for alvor skal på jagt.

 

 

29. september - Pearly Coat Cup

Efter at jeg havde takket af i Frederikssund lørdag eftermiddag, kørte vi mod Ringsted for at fejre Øivinds nevø's 30 års fødselsdag. Det blev kun til et kort ophold hos familien, for vi havde takket ja til en invitation fra kennel Pearly Coat Sønderjylland. De havde traditionen tro indbudt alle deres hvalpe til Pearly Coat Cup, hvor alle kunne/skulle deltage både på en WT og et skue. Jeg var inviteret til at dømme skuet, og Øivind hjalp med at dømme en pænt stor hvalpeklasse på WT'en. Han havde dog også fået lov til at lege med på WT'en selv med Jeddi og det nød de begge. Selv havde jeg fornøjelsen af at dømme 38 hunde (37 flatcoats og 1 golden) på skuet. Der var rigtigt mange hanner og alle skulle placeres. Pyyyha, det var lidt af en opgave at holde tungen lige i munden og få placeret dem alle. Det var helt fantastisk at få lov til at dømme så mange flatter, og jeg blev mange gode erfaringere rigere af oplevelsen. Det er ikke lige let at huske systematikken når man skal diktere en kritik. Det er om at huske det hele og i en logisk rækkefølge. Her fik jeg i hvert fald øvet mig i at diktere. Jeg havde verdens bedste sekretær, som var god til at huske mig på de detaljer jeg ikke fik sagt (men nogen gange kun tænkt i farten), så de også kom med.

Øivind var meget tilfreds med niveauet på de hvalpe han havde til bedømmelse på WT'en. Der var et par meget lovende ekvipager imellem og man kan kun håbe at vi møder dem igen på markprøver og WT'er når de bliver klar til den opgave.

Tusind tak til Christian og Marianne for invitationen og den store gæstfrihed. Det er hyggeligt at komme på besøg hos jer, og vi gør det gerne snart igen.

Efter besøget hos Christian og Marianne var vi omkring Vejle for at hente en af Jeddi's brødre hjem til Kildevej. Ejeren kunne af personlige årsager ikke beholde hunden, og aftalen var at vi fandt et nyt og blivende hjem til den. Indtil det skete, så skulle hunden bo hos os. Durin's Alfa Jumper og alle hans pakkenelliker blev stuvet ind i bilen inden vi kørte øst over igen.

 

 

28. september - Skuedommer Nordsjælland.

I maj måned blev jeg inviteret til at dømme Golden, Flat, Chesapeak og Curly Coats på Region Nordsjællands efterårsskue. Der er ikke mange flatcoats i regionen, så jeg havde kun 2 stk af min egen race. Der var derimod flere goldens, så der fik jeg lejlighed til at dømme lidt flere hunde. Jeg synes det er spændende at få lov at bedømme andre racer end flatcoats, for det giver et fint indtryk at racernes forskelligheder og ligheder. Alle har de brug for et sundt konstrueret skelet til at understøtte dem i deres arbejde, og så ligger udfordringen jo i at prøve at spotte dem hvor det meste sidder hvor det skal. Som dommer er mit dillemma som oftest at jeg synes godt om noget på en hund, og godt om noget andet på en anden hund og så er der det man gerne så at hunden havde været foruden... Det bliver til slut til lodder i en vægtskål og for mig er det sunde, stramme bevægelser der er afgørende. Det er kroppen de skal arbejde med, og derfor har hundens konstruktion første prioritet når jeg skal vælge. Overvægtige hunde bryder jeg mig ikke om at se i en ring. Det høre sig ikke til når man er en brugshund og slet ikke når man er en lille hvalp der skal vokse og gro.

Jeg havde en pragtfuld dag i Frederikssund, og glæder mig til næste gang jeg skal dømme.

 

 

22. september - Ringsekretær i Køge.

Turen gik i dag til Køge hvor DRK havde indbudt til certifikatudstilling. Det blev en rigtig hyggelig dag, og der var da et par hunde vi ikke ser så tit med i feltet, så der var lidt nyt at kigge på. Ikke mange deltagere, men det gjorde jo tjansen som sekretær en smule nemmere at komme over, så ingen klager over det i dag. Kvaliteten af flatcoats var svingende, hvorimod de fremmødte Chesapeake alle var af høj klasse. De var heller ikke mange, men de var gode. Da Curlyerne skulle i ringen fik jeg lov at se et sandt pragteksemplar af racen. Det er ikke tit jeg bliver bjergtaget af de krøllede retrievere, men den fine hanhund, der også blev BIR var ualmindelig smuk og velgående. Herligt at få lov at opleve dens fantastiske bevægelser live. Det er altid spændende at hjælpe til og høre dommerens vurderinger af alle hundene. Det er ikke altid man er enig, men der er tilgengæld altid noget man kan lære.

 

 

15. september - Flatcoat WT i Sorø.

Vejret var ikke ligefrem med os da vi susede afsted til WT i Sorø. Der er nu noget særligt ved at stille på racens arrangementer, om ikke andet, så fordi man møder en masser herlige mennesker, som man ikke møder så tit andre steder. Ligeså på dagens prøve. Medbragt var to stk unge hunde meldt til i hver sin klasse. Dunja i begynder og Jeddi i åbenklasse. Jeddi har gået som lyn og torden på workingtests og har nu fået tilstrækkeligt med placeringer til at Øivind ville prøve kræfter med åben klasse. Vel vidende at den unge mand ikke er helt fortrolig med dirigeringsposterne endnu, tog de altså alligevel springet, da markeringerne plejer at sidde som de skal. Prøven skulle altså bruges til at se nærmere på hvad der fungere og hvad der mangler. For Dunjas vedkommende var det besluttet hjemmefra at hun skulle stilles en sidste gang på en officiel WT i begynderklasse. Hun er ikke så langt som Jeddi i sit markeringsarbejde, og havde godt af en tur mere på begynderposterne. Post 1 kan godt drille og det gjorde den også i dag. Posten var en dobbeltpost hvor den ene post var 2 enkelt markeringer og den anden post en lang enkelt markering der faldt i dybden mellem de to nedfaldssteder hvor hunden tidligere havde hentet en dummy. Dunja plukkede de første to markering meget direkte, men da den 3. enkelt markering skulle hentes blev billedet forstyrret af de to foregående markeringer. Hun havde ellers retning og farten, men gik et par meter for kort og da hun begyndte at tvivle, søgte hun tilbage til de to steder hun tidligere havde haft succes. Ikke så tosset en strategi normalt set, men i dag var det ikke det der skulle til for at løse opgaven, så det blev til et ærgerligt 0 på den første post. Resten af dagen blev så til træning i stedet, eftersom en bestået prøve ikke længere var mulig. Hun løste de øvrige opgaver i fin stil, men det der fri ved fod er altså noget vi skal arbejde videre med ;0). Jeddi og Øivind fik også et nul på en af postern og kunne heller ikke bestå i åben klasse, så de trænede også resten af dagen. Der er nu ikke så langt til et bedre resultat for os begge, så det er bare på med vanten og så ud og træne noget hund.

Gladest i dag var nok Ole Munch Petersen med hans dygtige Roja, som stod øverst på skamlen efter blot at have mistet 4 point på 6 poster. Så flot arbejdet af Tean Roja!

Mest imponeret blev man nu af vinderen i veteranklassen, nemlig Dorte Larsen og hendes skønne gamle Please Me Pippi Långstrump som scorede 120 ud af 120 mulige!Vi løfter på hatten i respekt!

Umuligt at slå for den forsvarende vinder fra sidste år Øivind Kaas-Larsen og Hella. Hella havde en af de dage hvor hun synes det var sjovere at gå på egen hånd end at være i hånd... Det kunne høres over det meste af prøveområdet, og kunne ses tydeligt på pointkortet da Kaas-Larsen vendte tilbage efter posterne. Smilet var der nu ikke noget at tage fejl af. Hun havde moret sig kostelige og det samme havde vist den gode Øivind. Ivan havde debut i veteran klasen, men kunne heller ikke hamle op med vinderen. En hæderlig vinderplacering fik han med hjem, og det er jo en god start. Han kan jo også være med næste år. Hella er nok pensioneret fra sin prøvekarriere. Hun kan få lov at optræde på slap line på jagt i stedet.

 

 

7. August - Årest sidste B-prøve i Hellebæk.

B-prøvesæsonen går på hæld og den sidste for vores vedkommende blev afholdt ved Hellebæk Avlsgård. Som altid en hel masse hunde tilmeldt, men heldigvis havde vi et lavt startnummer, så vi var blandt de heldige der kom op om formiddagen inden solen for alvor begyndte at bage. Jeddi skulle starte lige inden Dunja så vi havde ikke mulighed for at se hinandens hunde. Øivind fortalte senere at Jeddi løste alle opgaverne fint, men manglede lidt spontanitet i opsamlingerne, og gik derfor hjem med en 2. præmie. Lige ved og næsten, øv, øv. Dunja og jeg gik en ok prøve, men manglede tydeligt at blive bedre til meget lange strækninger med fri ved fod. Hun var lidt lovlig fri den unge dame, især da hun fik noget vildt i næsen, der ellers var lagt til tørre. Vandhul på den ene side og vildt på den anden. Fokus var ikke rigtigt rettet på at gå pænt, så der måtte en del korrektioner til. Hun søgte fint i det frie søg, men sjuskede lidt med vildtet på en enkelt opsamling, så dommeren kløede sig noget i nakken da han skulle vælge en præmieringsgrad. Det blev til en lille førstepræmie, for hun havde trods alt vist gode takter på de fleste momenter, så det med fri ved fod, blev vi pålagt at træne videre på. Så er det så det vi gør. Fin dag i godt selskab. Stort tillykke til Karen Lisager og hendes lille Leka, der stillede i åben klasse for første gang og susede hjem til Sverige med en flot 1. præmie. Sådan skulle den altså skæres!

 

31. august - Afkomsbeskrivelse i Danstrup Hegn.

 

Endelig blev det tid til afkomsbeskrivelse for hvalpene i både J og K kuldet. Stedet var Danstrup Hegn og der var hentet kyndig hjælp fra Sverige til at forestå beskrivelsen af de jagtlige egenskaber.  Marie Strauss og Tonie Hardegaard fra kennel Meitas stillede sig til rådighed med deres mangeårige erfaring med afkomsbeskrivelser og kundskaber om jagtlige egenskaber hos flatcoats.

Dagen startede med anatomi og eksteriørbeskrivelse af hundene.

Fra Danmark havde vi inviteret tidligere udstillingsdommer for flatcoats Birgit Jordt Adsersen, kennel Please Me, til at varetage den noget krævende opgave at give en eksteriørbeskrivelse af de fremmødte hunde. En ikke helt let opgave, eftersom hundene var midt i voksealderen, og hverken var halvt eller helt færdige med at udvikle sig.

Øivind og Durin's Kække Dunja i ilden.

Birgit gik til opgaven med vanlig professionalisme og faglig kyndighed og alle fik en grundig gennemgang af deres hunds anatomi. Der var god tid så der blev også givet tips til, hvordan man viste sin hund bedst, såfremt man skulle have lyst til at komme på skuer eller udstillinger på et eller andet tidspunkt.

Durin's Alfa Jack og Signe i ilden.

Efter god snak og en masse løbe- og stå øvelser, så kom tiden til den jagtlige del af beskrivelsen.

Marie Strauss og Tonie Hardegaard fra kennel Meitas stillede deres mangeårige erfaring med afkomsbeskrivelser og kundskaber om jagtlige egenskaber hos flatcoats til rådighed for alle deltagere og tilskuere. De har om nogen evnen til at se bag om hundenes tillærte adfærd og kigge efter det som var med "i posen" fra start af.

Fokus, vilje og evne til at hente og bringe. Durin's Kække Mio i aktion.

Det var fantastisk at opleve, hvordan helt urutinerede hunde gik uimponerede til opgaverne og løste dem flot. Der var vist også et par ejere, der fik sig en a-ha oplevelse eller to undervejs og det er jo altid godt. 

Der var god tid til at snakke undervejs, hvilket der blev sat stor pris på fra alle deltagere og tilskuere.

 

Der var naturligvis også plads til frokost i det grønne (mellem bygerne), med kage til kaffen og dagen blev rundet af med en gennemgang af de forskellige hundes præstationer.

 

 

Det var en en gruppe trætte men tilfredse hunde og deres ditto familier, der kørte hjem, med en ordentlig en på opleveren. Vi var ikke mindre trætte, ej heller mindre tilfredse, og vi følte os en masse gode oplevelser rigere, da vi vendte skuden mod Helsinge.

Afkomsbeskrivelsen går i sin enkelthed ud på at beskrive de egenskaber som hunden har med sig uafhængigt af træningsniveau. Alle hunde kan afkomsbeskrives når de er mellem 9 mdr og 24 mdr. Afkomsbeskrivelsen er mere udbredt i Sverige hvor modellen er udviklet. Marie Strauss var rent faktisk med (med hund)  på den allerførste beskrivelse, der blev lavet i Sverige, så for hende var det en særlig oplevelse at rejse over Sundet for at lave en beskrivelse af danske hunde. Man kan jo spørge om en sådan beskrivelse er nødvendig, når nu vi har et velfungerende markprøvesystem i DRK? Til det kan vi kun sige: I allerhøjeste grad. Deltagelse på markprøve forudsætter en træningsindsats, da hunden skal have et vist niveau, for at opnå en præmiering. Et af momenterne der er til bedømmelse på en prøve er lydighed. Ved en afkomsbeskrivelse er lydighed og disciplin ikke et element der beskrives, og alle hunde kan derfor deltage, også selvom de aldrig har set en dummy, aldrig har apporteret, aldrig har...

 

Far (th) og søn (tv) - Æblet falder ikke langt fra stammen.

 

For en opdrætter er det sjældent at et helt kuld bliver solgt til hundeførere som vil træne og deltage på markprøver. Mange gange bliver hundene solgt som familiehunde, og eller jagthunde, der aldrig kommer på prøve. Hvordan kan man så vurdere om man har nået det man ville med en given kombination? Her i huset arbejder vi ud fra hundenes egenskaber, når vi opdrætter hvalpe, og for os er det derfor vigtigt at vide så meget som muligt om hvordan de givne kombinationer er faldet ud.

Dagen var meget givende og lærerig for os begge og det er helt sikkert at de fremtidige kuld også vil blive afkomsbeskrevet efter svensk model. Så kan vi jo bare håbe, at det med tiden vil blive indført i Danmark også, så flere opdrættere vil benytte sig af modellen.

 

 

24. & 25. august - Racearrangement for Flatcoated Retriever i Stenlille Jagtforening.

Så blev det igen til en weekend i hundenes tegn. Flatcoats racearrangementer er noget ganske særligt her i huset, og vi drager gerne afsted og tilbringer et par herlige dage med venner og deres flatcoats fra nær og fjern. Lørdag blev der afholdt officiel udstilling og søndag blev der afviklet en officiel B-prøve. Denne gang deltog vi med Hella og Dunja på udstillingen og Jeddi og Dunja på markprøven.

Udstillingsdagen startede med fælles morgenmad som blev arrangeret af en af de andre udstillere. Et super godt og hyggeligt initiativ som vi også gerne støtter i fremtiden. Det er en god måde at starte udstillingsdagen på.

På udstillingen blev Dunja stillet i juniorklassen. Den unge dame er efterhånden blevet 16 mdr og kunne således deltage i brugsklassen. Hun er lille, og endnu meget ung at se på, så jeg valgte at stille hende i juniorklassen, så hun ikke skulle op i mod de mere modne tæver i brugsklassen. Hun viste sig fint, når hun skulle løbe, og logrede pænt med halen, når hun skulle stå stille, men hendes fokus var noget svært at holde på mig, og ikke på alle de spændende dufte i græsset... Gid den unge dame var et madøre, for så ville det være noget nemmere at få opmærksomhed. Sådan skal det så ikke være, og har hun valget mellem en hunde godbid og en spændende fært, så vælger hun altså at følge færten fremfor godbidden... Dommeren var fra England og hun var meget grundig i sin kritik. Det betød at den tog tid at skrive, og det betød igen at jeg og Dunja var sat på lidt af en opgave med at holde fokus på det rette sted. Skam får den der giver sig, og den unge dame og jeg dansede ud af ringen igen med excellent og en placering i klassen som nr 3 af 3. Hun fik en flot kritik, hvor den eneste anke var at Dunja behøvede mere tid til at udvikle sig. Ikke nogen større overraskelse, og vi var meget tilfredse med resultatet.

Hella går ikke glip af noget som helst inde i ringen. Hun har fokus rettet på der hvor godbidderne kommer ud af hånden, og hun logrer det bedste hun har lært, når hun er på. Det er nemt at udstille hende, for hun synes det er skægt og opfører sig altid pænt. Søde gamle Hella-tøs dansede også ud af ringen med excellent, og hun blev 2.vinder af 2 hunde i klassen. Hun fik også en flot kritik, og dommerens barnebarn, der fungerede som ringsekretær bemærkede at Hella nærmere virkede som en på 2 år i stedet for de 9½ som fødselsattesten afslører. Kan kun give hende ret. Lille Hella Humlebi, evigt ung og evigt på udkig efter det søde i livet.

Jeddi var ikke tilmeldt, for den unge mand er snart velvoksen nok til at stå i brugsklassen, men inden da er der lige en 1. præmie på B-prøve, der skal i hus. Så han var med på en kigger. Øivind og han hyggede sig gevaldigt i løbet af dagen, så der kom en god oplevelse mere med hjem i rygsækken.

Efter udstillingen havde raceledelsen arrangeret fællesspisning. Her var vi også med, og der blev snakket livligt omkring bordet om dette og hint, og mange forventninger til morgendagens prøver blev drøftet. En lang dag fandt sin ende da vi vendte næserne mod Helsinge igen.

 

Søndag stod der så markprøve på programmet. Både Dunja og Jeddi var tilmeldt i begynderklasse, Vi havde fået start nummer 6 og 7 og havde derfor en forventning om at komme op til prøven inden frokost. Det skulle desværre vise sig at det ikke blev sådan, for der var mange hjælpere og dobbeltførere (førere med hunde i flere klasser) som skulle til først, så vi sad i nærheden af ventelinjen i flere timer inden vi kom til. Da vi så troede at nu var det endelig tid, så blev der holdt frokostpause. Ja, ja så hankede vi op i hundene og tøffede tilbage til jagtforeningens hytter, hvor der kunne købes frokost. Efter frokost te vi igen vente endnu et par hunde. Ikke den bedste optakt til prøven, for det er svært at holde fokus og koncentration, når man ikke ved, hvornår det er tid til at gå ind og levere varen.

Så blev start nr 6 endelig kaldt frem og Øivind og Jeddi gik afsted. Der var nu kommet to dommere i klassen, og da jeg og Dunja havde start nr 7 var det ikke muligt for mig at se dem arbejde sig igennem prøven. Jeg måtte derimod fokusere min energi på min og Dunjas prøve. Først blev der kastet 2 enkeltmarkeringer med skjult nedfaldssted. Det var to ænder der blev kastet. Dunja henter normalt duer på markeringerne, men det generede ikke damen at disse fugle var en anelse større end sædvanligt. Hjem kom begge fugle i god fart og stil. Herefter gik vi til vandet hvor vi skulle løse en opgave med en enkelt markering på vand. Dunja hoppede fin i vandet og svømmede direkte ud til fuglen. Hun lod sig ikke distrahere af at der var revler i søbunden så hun skiftevis løb på bunden og svømmede ud til fuglen. Fin aflevering af den våde fugl. Herefter stod den på "fri ved fod" ca 50 m. Det plejer at gå godt, men det er altid lidt mere spændende med en hund der er våd. Den kan jo godt gå hen og blive meget fri ;). Dunja var igen meget fokuseret og koncentreret, og vi løste opgaven pænt. Så var der kun en enkelt opgave tilbage, men som man siger "it ain't over till it's over". Frit søg i kuperet terræn med 4 forskellige vildtarter. Dunja havde masser af søgelyst, så min bekymring gik mere på om det lille hoved kunne holde fokus når nu hun fik lov til at søge på egen hånd. Hun søgte pænt indefra og ud. Spyfluerne drillede lidt så hun rystede et par stykker vildt, men alt blev samlet spontant op og bragt pænt hjem. Der var kun en enkelt "hurtig" aflevering af et stykke vildt, og eftersom mit fokus nu nærmest var forvandlet til tunnelsyn der kun fulgte Dunja, så var jeg på forkant og fik vildet i hånden og ikke på jorden. Hun bragte alle vildtarter og holdt et højt tempo under hele søget. Dommeren gav besked om at jeg skulle sætte snor på, og så var vi færdige. Pyyyyhhh, hvor var jeg glad. Dommeren gav kritik og havde kun lovord og roser til os, så han havde været meget tilpas med det han så, så Dunjas første 1. præmie på B-prøve her i Danmark var i hus. Juhuu. Glad var jeg. Glad blev jeg også da Øivind fortalte at Jeddi også havde gået en fin prøve. Desværre var han gået fra en kanin i søget, inden han havde snuppet en anden kanin, så han havde fået en 2. præmie. Resten af kritikken på Jeddis præstation var noget nær perfekt, så øv med kaninen, men juhuu for resten!

Så var det bare at vente på paraden, der skulle afslutte prøven. Tiden gik med at se nogle af de andre klasser, og sludre med gamle venner om en hel masse hund. Nogen af os er noget nørdede i den retning. Efter at præmieringerne var delt ud og der var almindeligt opbrud, fortalte dommeren i begynderklasse mig at Dunja havde været med i opløbet om at blive prøvens bedste hund. Ikke dårligt at den lille tøs.

Stort tillykke til Alle Tiders Alma (Jigger's Tarka Lovely Alma) som i vinderklassen gik en helt suveræn prøve, fik 98 point ud af 100 mulige og blev 1. vinder med CK, i en alder at 9½ år. Hatten af for den præstation!

Nu ser vi frem mod årets store begivenhed her på kennelen. Nemlig afkomsbeskrivelsen, lørdag d. 31.8. Det bliver alle tiders!

 

11. august - Unghundemesterskab i Bjerregrav mose.

Vi tog afsted lørdag for at overnatte hos Jens og Anette, kennel Birkebo. De bor max 1 times kørsel fra prøveterrænnet og hundene er efterhånden vant til at kommer der, så det var at foretrække frem for at overnatte et helt fremmed sted, eller endnu værre, stå op før hanen har galet og ræse hele vejen fra Helsinge til Randers inden mødetid kl 7.30... Jo det er altid hyggeligt at komme til nordjylland, så det var alletiders optakt. Båd Dunja og Jeddi har være med på UHM træningshold i nordsjælland, så vi havde snuset til de forskellige opgaver, der kunne komme på prøven. UHM er once in a lifetime, for hunden kan kun deltage en gang i sit liv, så derfor skulle vi naturligvis deltage med dem begge. Alt kan ske på sådan en dag og man bliver stoppet for den mindste lille fejl. En enkelt fugl der falder på jorden i stedet for at blive afleveret til hånd, og så er du ude af prøven. Der er 6 poster af stigende sværhedsgrad og der gives point for hver post. 20 er makspoint og får man 5 eller derunder er man ude af mesterskabet. Allerede ved post 2 skal hundene løse en dobbeltmarkering. Det er jo noget ud over begynderklasseniveau, hvor man kun afprøves i enkeltmarkeringer, så hundene skal have et ganske højt niveau i en meget ung alder for at kunne begå sig på mesterskabet. Det var nu ikke vores ambition, men træningen er en god opbygning til det der venter i åben klasse og vinderklasse, så selvom man ikke er med for at vinde, så kan man få et godt indblik i hundens nuværende niveau, i selskab med de bedste på årgangen. Once in a lifetime som sagt.

Dunja startede fint på post 1 med den første enkeltmarkering. På nr 2 enkeltmarkering rodede hun lidt, men fik søgt fuglen fint op og bragte den i fin stil. 14 point, dejligt, så var vi videre. Jeddi klarede post 1 endnu bedre og fik 18 med til post 2. Her var opgaven en dobbeltmarkering med skjulte nedfaldssteder og en kaster der flyttede sig i terænet. Dunja søgte lidt på begge fugle, og kom videre til post 3 med 18 point. Her fik Jeddi rodet lidt rundt, så han fik 17 point videre til post 3. Post 3 var en forholdsvis smal dobbeltmarkering hvor nr 1 fugl landede på den modsatte bred på land og nr 2 fugl landede på blankt vand. Afstandene var ikke lange og Dunja plukkede den på blankt vand i fin stil. Da så hun blev sendt på nr 2 var det tydeligt at den var glemt. Jeg fik hende sendt ud på en linje i vandet og hund svømmede tillidsfuldt ud til det sted hvor hun allerede havde hentet en fugl, men den var jo væk og hun kom ikke i tanke om den anden på vej derud. Fair nok, for det er også en øvelse der er svær for hende til træning. Jeg var meget stolt af min lille tøs, som gjorde sit yderste for at løse opgaven, men som endnu ikke er nået til det niveau endnu. Vi fik et 5 -tal for den flotte markering vi løste, og så var vi ude. Jeddi havde også problemer med at huske den på land, men med god støtte fra Øivind lykkedes det ham at få den hjem til sidst. Alt panglet kostede jo point, men de gik videre til post 4 med et 7 tal. Her blevet niveauet hævet en tand mere, med en dobbeltmarkering der var en vinderklasse værdig. 1. fugl kastes på land (ca 80 m ude) langs en smal sø og kasteren flytter sig efter at have kastet fuglen. 2. fugl lander på den modsatte bred, hvor hundene foruden svømmeturen også lige skal kæmpe sig igennem et bælte af åkander. og op på modsatte bred. Den kraftige vind var ikke til megen hjælp, for hundene havde medvind, så færtforeholdene var svære. Jeddi kæmpede sig gennem åkanderne og over i sivene på modsatte bred. Her mente han helt bestemt at fuglen var faldet, han søgte intensivt, men desværre i det forkerte område, og tiden gik. Post 4 blev endestationen for Jeddi og Øivind, men smilene var såmænd nok så brede alligevel. Begge hunde havde arbejdet fornuftigt og begge havde vist os at uanset tilskuere, masser af andre hunde, og opgaver på et højt niveau, så var ro på post og ventelinje, skudfasthed og vildtbehandling til UG. Det lover godt for fremtiden.

Fordelen ved at ryge ud af feltet med et tidligt startnummer er at man kan køre tidligt hjem. Det gjorde vi efter at have fulgt et par af vores træningskammerater fra nordsjælland. Desværre kom vi ikke tidligt hjem til Helsinge, for en massiv kø på motorvejen ved Storebæltsbroen betød at vi måtte bruge 2½ time længere tid på at komme hjem og hente de andre hunde, end ellers. Øv, øv, øv.

 

29. juli - Summercamp for flatcoats i Finland.

Virrat var stedet hvor den finske flatcoat klub afholdt deres traditionsrige summercamp, med masser af forskellige træningstilbud til deltagerne. Der var både vildtspor, lydighed, waterrescue (altså hvor hunden henter en båd med passagere eller personer i vandet) og så naturligvis markprøvetræning. 4 intensive dage, hvor et træningspas varede ca 3½-4 timer og dem var der to af hver dag undtagen søndag, hvor der kun blev trænet om formiddagen. Øivind og jeg var inviterede som instruktører på markprøvetræningen, og det var en helt fantastisk oplevelse. Det er pragtfuldt at være omgivet af rummelige og åbenhjertige mennesker og deres dejlige hunde. Finnerne er et farverigt og meget hjerteligt folkefærd, og der er plads til alle. Vist var det hårdt at være på i så mange timer, men det gav os begge en masse med hjem i posen, så vi var meget taknemmelige over at være blevet inviterede. Vi lavede træning for hunde på alle niveauer, undtagen for de helt uerfarne hunde. De havde en finsk instruktør alle dagene.

Sproget er jo en verden for sig selv, og det var lidt skægt at være i et nordisk land, hvor man ikke kunne læse skiltene, med mindre der var et piktogram med ;0). Når så man smider noget hundetræning ind i kampen, så kan det pludselig være lidt at en udfordring at udstykke sig så det kan forstås. Jeg jonglerede med 3 sprog: dansk i mit hoved (og med Øivind) og svensk/engelsk med deltagerne. Jeg kan ikke mindes at der blev terpet hundetræningstermer i engelsktimerne og er heller ikke blevet præsenteret for det i mit senere studie af sproget, men sjovt nok, så udvikler der sig ret hurtigt en fælles forståelse af hvad der tales om, og så er det jo egentligt lidt lige meget hvad det "rigtigt" hedder på fagsprog.

Vi fik også mulighed for at se en officiel prøve i alle tre klasser og vi må sige at deres terræn og deres prøver er af en noget anden kaliber end det vi har mulighed for at lave i Danmark. Terrænet gør sit til at det bliver mere udfordrende, og samtidigt lægges opgaverne op så hundene må yde deres bedste for at opnå en præmiering i top. En begynderklasse i Finland kan vare alt mellem 45 min og 1 time. En begynderklasse i Danmark vare som oftest 20 min. Afstandene er større, der er eksempelvis mindre vildt i søget i et større område, der er flere apporteringsopgaver, og hunden bliver afprøvet i linjer (den sendes på noget den ikke har set) både på vand og på land. Som en ekstra lille krølle, så bruges der flest krager og måger på prøverne... Jo da, der er da også en and en gang i mellem, men der er ikke krav om at bruge madvildt, som vi gør i begynderklasse i Danmark... Højt niveau, men ikke mange hunde oppe ad gangen på en prøve. Så når man skal på prøve i Finland, bliver der trukket lod om pladserne. Her er det trods alt bedre at være på prøve i Danmark, for har man meldt til, så er man med.

Selv fik jeg lov at dømme en uofficiel udstilling som blev afholdt lørdag aften. 56 hunde tilmeldt, vi startede klokken 18.00 om aftenen, solen gik ned kl ca 23.00 og beskeden lød: vi vil gerne have lange kritikker.... Pyyyh hvor kunne man lige blive svedt der... Heldigvis fik jeg god hjælp med alt skriveriet af en yderst kompetent ringsekretær, så jeg kunne koncentere mig om at kigge og føle hund. Generelt så jeg fine overlinjer og halsansætninger. De fleste hoveder var også meget typiske og der var ikke mange lyse øjne. Fronterne på hundene var ikke så gode som man kunne ønske, men det gør sig også gældende for en markant stor del af flatterne i det øvrige Skandinavien, og eftersom der er sammenfald i linjerne bag de finske flatter, så følger den slags jo med ;0). Blev så trist inden i over den forholdsvis store del af hunde der var overvægtige i en sådan grad at det påvirkede hundens bevægelser. Værst så det ud i superveteranklassen, og her taler vi om hunde der er 10 år +. Der var også en del hvalpe der havde dykket for dybt i madskålen, hvilket heller ikke er så sundt for det lille skelet.

Generelt var hundene dog i fin form og meget glade i ringen. Fine temperamenter, og en hyggelig stemning blandt handlerne. Et lille hjertesuk skal dog lyde over den fremherskende uskik med at hænge hundene op i linerne og ikke lade dem løbe frit. Ved godt at "alle dem der vinder gør det" men tro mig, når jeg siger at det ikke gør hunden nogen tjenester. Det ser krampagtigt ud, og det er mig en gåde at gode hunde ikke får mulighed for at vise hvor gode de faktisk er. En jagthund kan bære sig selv, den skal da ikke have hjælp med at løfte fronten?? Gid pokker havde det modeflip og gid mange flere ville gå imod strømmen og slippe den der line... Nå, men i Finland var problemet ikke større end at jeg bad udstillerne der gjorde det om at slippe linen og løbe igen. Det er måske vejen frem for udstillingsdommerne? Jeg fik naturligvis også set mange fine hunde og der er flere af de unge som jeg håber på at se igen, når de er blevet mere færdige. Jeg havde ikke noget katalog, hverken før eller efter, så jeg ved meget lidt om hvilke hunde jeg faktisk har set. Der dumper nok en præmieliste ned i mailboxen en dag, og så kan jeg se nærmere på, hvilke hunde jeg har haft fornøjelsen af at se.

Sødeste Øivind havde ikke meget at lave den aften, så han mente bestemt han kunne tage billeder af hundene, hvis jeg blot gav et lille tegn... Efter at have prøvet af få kontakt med manden 3 gange (han var ikke overraskende faldet i snak med en eller anden om noget hund), og eftersom jeg mente det var en kende indiskret af en dommer at råbe ud til sidelinjen at kæresten skal tage billede af en bestemt hund, så opgav jeg hurtigt den plan. Jeg håbede i stedet på at få billeder af de hunde der blev placeret i det mindste om ikke andet, så af arrangørerne.

Da hannerne var dømt blev der lige kastet en lille opgave mere ind på dommerbordet. Hvert år har de en klasse hvor alle de andre racer af hunde som deltagerne også har kan blive bedømt. Den skulle jeg også lige dømme, om jeg var med på det? Det var jeg da helt klart. Havde overhovedet ingen kendskab til de fleste af racerne, så der blev dømt på showmanship og bevægelser. Det blev en yndig Toller der løb med den største roset, foran en smuk Bracco de Italiano, en curly coat og en norsk lundehund. Det var morsomt at få lov at dømme så vidt forskellige racer, og deltagerne viste stort sportsmanship og megen overbærenhed med dommeren;0).

Min BIR/BIS hund fandt jeg blandt tæverne. En nydelig ung championtæve af god størrelse, med sunde effektive bevægelser og alt på rette sted. Hende kunne vi da godt have haft med hjem, men næ nej, den gik ikke. Forståeligt nok mente ejeren at den skulle med hende hjem. Det lykkedes mig faktisk at blive færdig med alle lange kritikker, og alle de mange hunde, inden solen sank helt ned bag trætoppene og en hyggelig dag/aften var til ende.

Søndag forlod vi Virrat, sammen med vores allestedsnærværende hjælper/tolk/chauffør/mv Anu. Bilen blev vendt mod Helsinki, hvor vi overnattede hos en anden flatcoatentusiast, Antti, inden flyet tog os med til Kastrup. Vi var godt trætte da vi endelig nåede bilen i Kastrup, men der var ingen nåde. Hundene skulle hentes på flere forskellige adresser inden vi kunne vende næsen hjem til Helsinge.

Vi blev så grebet af arrangementet at vi har planer om at deltage på en summercamp med egne hunde en gang. Det må simpelthen prøves ;0).

 

22. juli - Ferie med indlagt markprøve i Norge.

Når man nu beslutter sig for at tage til Norge på sommerferie, og der så tikker en besked ind om at man kan komme med på en officiel begynderklasse prøve, så kan man jo ligeså godt kaste sig ud i det, og se hvad de finder på i begynderklasse deroppe. De fandt såmænd på at lave en trampejagt på en myr, med 7-8 apporteringer, der ikke landede de samme steder fra hund til hund. Alle med skjult nedfaldssted. Hundene blev prøvet en af gangen og der blev først kastet og skudt når hunden sad ned og var klar. Den ene markering var en huskemarkering, på den måde at forstå at den blev kastet og så skulle hunden vende rundt, hvor efter den fik en ny markering som skulle hentes først inden huskeren. En slags dobbeltmarkering, men det har man jo ikke i begynderklasse, så opgaven lød at man skulle sende på huskeren som om det var en linje. Det vigtigste var at den kom hjem Dommeren lagde vægt på at hundene skulle søge markeringerne op uden hjælp, og at hvis man hjælp skulle det virke, ellers ville det belaste hunden i forhold til præmieringen. Herefter sad hunden passiv mens skytte og kaster lavede en lille drive ved et vandhul. De skød 4 skud og kastede 2 markeringer, en på land og en i vand. Hundene skulle herefter søge området af. Dommeren ville have to dummier fra vand og efter vurdering af hundens præstation ville han beslutte, hvor mange han i øvrigt ville have... Pyyyyhhha, det havde vores hunde aldrig prøvet før. Vist var prøven på dummier (det er de officielle begynderklasser i Norge), men opgaverne var en smule mere krævende end vi er vant til herhjemmefra. Skam får den der giver sig, så vi gik til den med optimisme og krum hals. Vi kunne faktisk kun blive oplevelsen rigere.

Foto: Marianne Scheie Humbostrand

Jeddi var 4. hund i ilden (af 7 startende) og han lavede et rigtigt flot markeringsarbejde på trampen. I søget havde han vist misforstået opgaven, for da han havde hentet to dummier (der var jo blevet kastet to) var det svært for Øivind at overbevise den unge mand om at det handlede om at søge og ikke dobbeltmarkere... Med nogen opfordring og motivering gik det og Jeddi fik to fra vand og en fra land inden dommeren lukkede bogen og takkede for i dag.

Foto: Marianne Scheie Humbostrand

Mange rosende ord til Ø og Jeddi og kun et lille minus for ikke at være hurtigt ude og hente den sidste. De var på præmielisten (JUHUU).

 

Foto: Marianne Scheie Humbostrand

Dunja var hund nr 6 i feltet, og jeg synes selv hun rodede rundt i markeringsarbejdet, men jeg havde ikke et helt realistisk billede af hvor svært terrænnet faktisk var at arbejde i, så det var godt at både dommer og Øivind kunne fortælle mig noget ganske andet .

Dunja knoklede på det bedste hun havde lært og fik alle sine markeringer hjem. Et enkelt lille knaldforsøg, som skyldes en misforståelse mellem hende og mig, var den eneste skønhedsplet. I det frie søg synes hun at det der vand arbejde var helt fantastisk morsomt, så selvom jeg også synes hun rodede lidt her, så var dommeren igen af en anden opfattelse (Øivind gav faktisk mig ret i denne øvelse) og roste hendes vandarbejde og hendes effektivitet i søget.

Foto: Marianne Scheie Humbostrand

En lektie i at ens egne briller ofte er farvede af ens egne fikse ideer . Dunja fik mange rosende ord med på vejen og vi var også på præmielisten (JUHUU).

Nu er de der nordmænd ganske socialt anlagt, og da vi var få deltagere på prøven besluttede man at læse præmieringerne op når prøven var afsluttet. Vente, vente, vente... Da resultatet endeligt tikkede ind så var vi meget tilfredse. Jeddi havde fået en 2. præmie og Dunja fik en 1. præmie. Så der var mange smil og tilfredshed i bilen da vi vendte snuden mod Valdres og så frem mod 6 timers køretur på de norske landeveje i stegende hede.

Resten af ferien gik med vandreture i fjeldet, en smule hundetræning og en ualmindelig stor portion afslapning. Herlig ferie af den slags man ikke vil hjem fra.Vi havde fantastisk vejr under hele ferien, så det blev nydt i fulde drag på de vandreture vi tog ud i landskabet. Der er smukt i Valdres...Meget smukt! Der er lavet et helt galleri med et udpluk af billeder fra ferien.

Vi var overraskede over at ikke flere nordmænd benyttede sig af det fantastiske vejr og var ude og vandre, men det var faktisk meget få vi mødte, hvilket jo er en kende uforståeligt, når man ser den natur de har lige udenfor døren... Ja ja, man skal jo ikke klage når man har hele legepladsen for sig selv. Hundene synes i hvert fald det var skønt, og vi var helt enige om at det ikke var det sidste besøg vi aflægger på de kanter.

Vandreture kræver jo en del energi, også når man er hund, men vores to yngste mente bestemt man kunne leve af kærlighed og kildevand, så trods vores store anstrengelser for at få dem til at spise hele måltider, så valgte de at nippe til maden, med den naturlige følge at de begge havde tabt sig markant ved feriens afslutning. Hmmmm, her må tænkes kreativt næste år. De var jo i fin form inden vi tog afsted, og trængte ikke ligefrem til at tabe sig, så det var en lykkens dag da de normale portioner røg ned igen. Det sker åbenbart kun når man er hjemme i de vante rammer.

Pragtfuld ferie og vi glæder os allerede til næste år.

 

6. juli - Officiel WT, DRK.

Herlig dag på WT er overstået. Resultaterne var ikke prangende, altså hvis man kun ser på facit. Hverken Dunja eller Jeddi bestod i dag, da de begge havde nuller på pointkortene. Så det der ikke gik, gik slet ikke. Men så var der også alt det der gik godt. For Dunjas vedkommende, så scorede hun 20, 20 og 19 på de poster hun gennemførte... Ikke dårligt, og mor er stolt som en pave og meget tilfreds med det. Hun var uheldig i starten og misser en enkeltmarkering pga svære fært forhold, deraf et nul. Nul nr 2 kom, da hun ikke kunne sendes blindt ud i et retningsbestemt frit søg i to forskellige retninger. Helt OK, for hun er endnu ikke så skarp på "blinde" linjer. Ellers en rigtig god dag for den lille Dunder-tøs, så smilet var stort trods de små misser undervejs.

Jeddi var tilmeldt i åben klasse, og det vidste vi begge var for svært for ham, hvis målet med at stille ham, var at bestå. Han er rigtig god på markeringsarbejdet, men dirigeringsarbejdet er endnu ikke trænet op på åbenklasse niveau, så prøven blev brugt på at træne markeringer af en sværere kaliber end begynderklasse, og til at teste, hvor langt dirigeringen var kommet. Det blev også til 2 nuller til Jeddi, men derudover fik han faktisk også scoret 10, 15 og 20, og den ene dirigeringspost var meget tæt på at lykkes. Fint arbejde og mere at arbejde med.

Når nu vi ikke selv havde store resultater at fejre, så var det da heldigt at vores gode venner klarede deres udfordringer bedre ;0). Holger (Dunjas far) bestod sin begynderklasse og er nu kvalificeret til åben klasse, vores træningskammerat Bo og hans Chili bestod åben klasse på 1. start og vores regionsfælle, Ole Munch Petersen med Roja, snuppede en superflot 2.vinder i vinderklassen med 92 point (!) i et stærkt felt med 55 deltagere!! Så flot og vi kipper med hatten i Helsinge og råber hurra!! Fedt at være flat på prøven i dag.

9. juni - Birkebotræf

Vi fortsatte vores tur over Fyn og endte helt i Nord hos kennel Birkebo. Det årlige sommertræf er en af milepælene i årets planlægning, da de altid samler en hel masse hunde i meget forskellige aldre. Herligt at se opdræt fra flere generationer samlet på et og samme sted.

Jeg fik fornøjelsen af at træne med Soyas børnebørn. Arven fra "Farmor" fornægter sig ikke, og hendes om ikke smukke, så i hvert fald karakteristiske ydre var at finde igen på flere i kuldet. Heldigvis så det også ud til at flere af de positive egenskaber også var kommet med i posen, så det var en sand fornøjelse at tilbringe formiddagen med de "små". Dunja var med hele vejen rundt, og fik lejlighed til at træne en masse ro på post. Hun var noget flad, da hun blev lagt i bilen ved frokost tid.

EFter frokost havde jeg fået lov til at trimme noget hund (ganske som jeg plejer) og efter en introduktions klipning, så gik jeg videre i samme spor og fik love at gennemgå og bedømme mange af de fremmødte hunde, som jeg ville have gjort på et skue. Rigtigt spændende at se hvilke træk der gik igen trods forskellige aner, og hvilke træk der var forskellige/udviklet i forskellig retning. Deltagerne var meget nysgerrige og interesserede, og der var bestemt flere kandidater til de officielle udstillingsringe i feltet. Det er bare at få gang i noget tilmelding.

Må sige at det var trætte to og firbenede der trillede ind på gårdspladsen efter den weekend. Næste år er vi naturligvis med igen, om alt går vel!

 

8. juni - Uofficiel Mini-WT for flat og Officiel DJ Apporteringsprøve - Fyn.

Mini-WT på Fyn var en rigtig god idé for alle hundene. De viste med al tydelighed, hvad der sidder på rygraden og hvad der skal trænes videre på:

- Jeddi lavede et fin markeringsarbejde i åben klasse, men er endnu ikke på klassens niveau i dirigeringsøvelserne, hvilket er helt som vi forventede. Det trænes der videre på. Han var også til officiel apporteringsprøve, men mente ikke kaninen var værd at hente hjem, så trods makspoint på duebanen, nåede han ikke videre end til kaninbanen. Der trænes videre med kaniner, så det falder helt på plads

- Hella mente bestemt at uofficielle arrangementer ikke skal tages så pokkers seriøst, så hun lavede både superflotte poster, og et par totalt "ude-af-hånd-løsninger" hvilket gave hende point i både den ene og den anden ende af skalaen... Meget morsom prøve for Hella-Caramella, mens Hr. Kaas-Larsen måtte overgive sig og bare nyde sin gamle hund i meget fri dressur. Udenfor pædagogisk rækkevidde, men absolut ikke uden charme, selvtillid og en god portion vilje ;0).

- Dunja kastede sig frådende ud i begynderklassens 80 m lange markeringer, men kludrede gevaldigt i den første enkeltmarkering, som blev fumlet hjem i grevens tid, inden hendes mor fik famlet sin fløjte frem og skulle til at kalde tumlingen hjem. 2. markering blev løst som en udsending på en linje på 80 m. Dunja fokuserede nemlig så meget på skytten at hun ikke så dummien og vinden var ikke til meget hjælp... Men en linje på 80 m er da ikke så ringe af den lille tøs. Hjem kom dummien, og vi var med selvom pointkortet ikke ligefrem var gyldent... Det blev der så rådet bod på på post 3 og 4 som hun løste fint. Da dagen var omme viste det sig at den unge dame var den eneste hund der havde bestået klassen og derfor vand hun også klassen. Ikke lige hvad jeg havde troet efter de to første poster, men så har vi også prøvet det...

25.-26. Maj - Ringsekretær på DRK's udstilling.

I denne weekend fik jeg ikke megen sol at se. Gråvejr og regn der stod ned i stænger bød vejrguderne på, og hvad er så bedre end at sætte sig i et telt ved en elektrisk skrivemaskine, og kigge på flatcoats, mens en dommer dikterer tasternes dans? Ja, de gale har det sjovest... Der var desværre alt for få flatcoats, der stillede op til DRK's dobbelt udstilling i Næstved, og det kan jo ikke helt være vejret, der afholdt folk fra at dukke op eftersom man melder til flere uger i forvejen. Det er desværre en trend, som er meget uheldig set med racens øjne. Vi ser forsvindende få repræsentanter for dansk flatopdræt, sådan set over en bred kam.

Det er sikkert ikke et større problem for de hunde/førere, der plejer at være med, og som ofte står i vinderkredsen til sidst, men for racen er det et stort problem. For mig som opdrætter er det, i bund og grund, ikke konkurrenceelementet i udstillingen der er det mest interessante, det er derimod chancen for at møde afkom fra andre opdrættere, som man ellers ikke ser. Det er unægteligt svært at få øje på en hund, man ikke får lejlighed til at se ;0). Det er også svært at følge med i udviklingen af racen i Danmark, hvis man ikke får set resultatet af avl og opdræt i nogen sammenhæng. Det er unægteligt nemmere for en utrænet hund at være med på en udstilling, end det er at være med på en markprøve, så formen er mere tilgængelig for de ejere, der eventuelt ikke er så aktive på jagter og markprøver.

En kilde til stor glæde er det at der trods alt er mange der melder til en udstilling, når raceledelsen afholder raceudstillinger. Så ønsker man at se friske pust og andre hunde end de "sædvanlige", så er det bare om at dukke op på de to racearrangementer.

Trods det dårlige vejr og det gammelkendte felt af deltagere, så havde jeg en rigtig dejlig weekend, med gode dommere, som gerne delte ud af deres holdninger omkring racen, så det var lærerigt og meget spændende at hjælpe til.

11. - 12. maj - Bornholmertur.

I weekenden var jeg en tur på Bornholm, hvor jeg var inviteret til at dømme hunde. Lørdag dømte jeg begynderklasse og søndag dømte jeg skue. Det er altid så hyggeligt at besøge Bornholm, da man møder en masse meget entusiastiske og hyggelige retrieverfolk. Der findes faktisk også flatentusiaster på øen og den første overnatning var hos Preben og Jette og deres 4 skønne flatter. Herligt at starte sin weekend på solskindsøen i selskab med de sorte langhårede... Lørdagen bød på godt vejr men ikke mange hunde i begynderklasse. Det er meget naturligt med store og små årgange på en lille ø som Bornholm, og jeg var allerede blevet advaret om at deltagereantallet ikke ville være stort, da de fleste af de unge hunde ikke var klar til prøve endnu. Det er jo en del af charmen ved det lille lukkede miljø. Alle kender alle og alle ved hvem der kan tænkes at stille og hvem der ikke kommer. En let tjans til mig, men til gengæld bød dagen på meget talentfulde hunde der alle viste gode anlæg for retrieverarbejdet. 2x 1.pr og 1.x 2. præmie var dagens uddeling til de 3 startende. Bedste hund blev "Skattkammarens Maxwell Klinger". En dejlig flathan som jeg helt sikkert vil følge lidt nærmere i fremtiden.

Søndag dømte jeg skue. Sidste år havde der været 6 deltagere, og i år var vi helt oppe på 8 hunde. 1 baby, 2 hvalpe og 5 voksne hunde deltog. Til Bornholmernes ros skal siges at jeg fik lov at dømme både Golden, Labrador og flat. Ingen slinger i valsen der. BIS blev en Golden, der også var blevet bedste hund i åben klasse om lørdagen. Der var to hunde til brugsprøve, som begge bestod, så der var glade miner rundt om ringen.

Tusind tak til Preben, Jette (+ døtrene) og Pia for husly, udsøgt forplejning og hyggeligt selskab. Jeg har nu forelagt ideen om at deltage på prøve på Bornholm her hjemme, og ideen blev vel modtaget, så jeg er glad for at kunne sige: Vi ses på øen!!

Det var en noget slidt frk Pedersen, der blev hentet på Hillerød station søndag aften, men sikke en dejlig hjemkomst til glade hunde og grillmad i haven. Det er nemt at være borte, når man har ankermanden hjemme til at passe på husholdet på Kildevej.

9. maj - Skue i Nordsjælland.

Jeddi og Hella var tilmeldt region Nordsjællands traditionsrige skue. Jeddi var slet ikke i humør til at vise sig frem fra sin pæne side, og var komplet umulig i ringen. Han var meget mere interesseret i at springe rundt som en anden hanekylling og vise hele verden hvor stor og stærk han (ikke) er... Glæder mig til at det der teenage/løbetids-flip går over. Som Øivind siger, så går alting over, så det ender vel med at den gode Jeddi bliver sig selv igen på et tidspunkt. Han var den eneste hanhund i racen, så han blev (trods alle vanskeligheder og distraktioner) både bedste han og BIM. Det er jo meget nemt når der ikke er konkurrence... Hella havde derimod fokus på det vigtigste, nemlig hvor intenst man skulle logre med halen for at udløse så mange godbidder som muligt. Sødeste gamle tøs havde en herlig dag i ringen, og endte med at blive 3. bedste tæve (ud af 4) og racens bedste veteran (der var kun hende).

Skulle det undre en enkelt eller to af vore læsere, at vi overhovedet tager afsted, er svaret enkelt og ligetil. Her i huset mener vi, at det er vigtigt, at vores race bliver repræsenteret på klubbens forskellige arrangementer. Vi opfordrer alle til at vise deres flatcoats, jo flere jo bedre. Når man har den holdning, nytter det jo ikke meget at sidde hjemme i lænestolen, og pippe om hvad andre skal gøre... Næ nej, på med vanten og så afsted. Naturligvis deltager vi i det omfang det nu er praktisk muligt. Desuden er det er jo superhyggeligt at være med til alt muligt, så gid vi møder mange flere flatcoats derude fremover...

Nå, men tilbage på sporet... Hella var jo ikke færdig, så vi måtte vente laaaaaang tid på at alle andre racer blev dømt, og så var det tid til Best In Show konkurrencerne. Hella skulle her kæmpe mod en labrador på nogenlunde samme alder. Hun stod så fint, logrede entusiastisk med halen, nærmest fløj rundt i ringen, og pludselig stod vi der og var blevet BIS Veteran! Mums... Dejlig chokolade vandt vi, og alle mulige andre lækkerier i en kæmpe godtepose. De forstår at få halet nogle fine sponsorpræmier i land, her i region Nordsjælland! Velbegavet (kunne ikke dy mig) var det endelig tid til at vende næsen hjemad til grillmad i det fri ;).

 

4. - 5. maj - WT og B-prøve

Timing is everything - Det er i hvert fald ikke løgn. Med to højløbske tæver i huset og et stramt prøveprogram, så må man sige at Jeddi er blevet sat noget under pres på det seneste. I denne weekend gjaldt det en officiel WT og en B-prøve. Lørdag var han på en hel dag i Frederikssund, og da dagen var til ende, stod han placeret som 7. bedste hund ud af 39 startende. Hans fine præstation blev fulgt op af flere af de deltagende flatter, og både 2.v, 4.v og 10.v var også flatcoats. Træningskammeraterne Dorte (med Soya) og Bo (med Chili), der endte dagen som hhv nr 4 og nr 10 er ligesom Jeddi, formelt klar til åben klasse på WT. Herligt at kunne slå følgeskab på de næste prøver ;0). En anden træningskammerat, Dot og hendes søde Svea er også med gruppen der har kvalificeret sig til åben klasse. Svea gik en fin prøve og ifølge Dot selv var det vist hendes handling der kostede de fleste point. Så kan man jo træne videre med det i baghovedet ;0). Både Dunja's far Holger og "Onkel Walde" bestod, hvilket betød at Walde og Berit er nu klar til åben klasse, mens Holger (ligesom som Dunja) mangler en enkelt bestået prøve inden de er videre. Alle flatcoats, der stillede i begynderklasse bestod, og det var jo værd at fejre ;0).

Billedet er ikke det skarpeste og lyset kunne være bedre, men viljen er ikke til at overse ;0).

 

I dag stod den så på B-prøve på Fyn. Øivind havde Mikael hans hund Vita med i bilen, mens jeg blev hjemme og passede på resten af hundeholdet. Mikael har været med på apportørholdet i Præstø, så det blev vist en rigtig herretur. Summen af Kardemummen (som man siger i Sverige) blev at det frie søg igen drillede. Jeddi blev ukoncentreret i den sidste del af opgaven. Desuden gik han fra en kanin den første gang han møder den, så det blev til en 3. præmie igen i dag. Der er dog fremgang at spore, for markeringsarbejde og alt det andet fik Øivind stor ros for, og Jeddi lagde bedre ud i søget end han har gjort længe. Han havde alle vildtarter hjemme inden han tabte fokus på opgaven, så der er positive takter at arbejde videre med.

Nu er der pause fra alt hvad der hedder prøver den næste måned. Fokus bliver at træne vildt og søg med fyren, så han bliver stabil igen i øvelsen. Så prøver vi igen med B-prøver til august. Her kan han jo også få selskab af Dunja. Mikael og Vita klarede dagen i fin stil. De hjembragte både en flot 1. pr og pokalen som "Bedste Hund" i begynderklasse! Øivind mente at taget i bilen muligvis var en smule bulet i bilen efter hjemturen. Stort tillykke til Mikael og Vita! Mikael lovede mig tilmed at det ikke er sidste gang han og Vita går på prøve. Dejligt!!

29. april - St. Bededagsferie i nord.

Det har været et par hektiske men hyggelige dage i det nordjyske. Torsdag pakkede vi bilen med hunde og grej og susede til Nordjylland og spiste hjemmebagte hveder hos Jens og Anette på kennel Birkebo. Altid herligt at hygge med gamle venner man ikke ser så tit. Fredag blev der trænet hund. Jens og Anette har et pragtfuldt terræn med masser af vand (brrrr...), lidt skov og lidt grantræer.

Der blev trænet vand, men kun for hunde... Brrr, for koldt endnu for os andre.

Jeddi og Øivind ladede op til den stundende B-prøve om lørdagen med træning på vildt, mens Dunja og jeg holdt disciplinerne ved lige trods løbetid. Hun kom ikke i nærheden af vandet, for det venter vi med til løbetiden er slut

Fredag eftermiddag tog vi færgen til Læsø og checkede ind i en meget hyggelig og hundevenlig ferielejlighed. Læsø har en helt fantastisk natur og vi kom igennem en masse skov, der mindede om Sverige og Norges natur. Fjelde var der dog ingen af ;0). Lørdag morgen var jeg sat i stævne som hjælper, og min opgave var at lægge frit søg ud i et meget tungt terræn. Det var tuer og ankeldybt løbevand, og jeg skal love for at jeg havde noget at se til i løbet af dagen. En supergod åben klasse i den svære ende, men i et utroligt lækkert terræn. Øivind skulle op med Jeddi og mobilen blev tjekket ofte i løbet af dagen. Jeg turde dog ikke hoppe rundt med den i lommen ude på tuerne, for man blev våd hvis man gik på halen, og det var der en overvejende sandsynlighed for at man kunne risikere ;0). ENDELIG tikkede beskeden ind. De havde fået en 3. præmie. Bedre end sidst men også lidt øv. Denne gang gik det bedre med vildtbehandlingen, men han missede en markering og gik fra en kanin inden han tog en anden, så det kunne ikke blive til mere. En rigtig god prøve i øvrigt, og resten løste han så fint.

Efter en lang dag i solen, var det rart at komme hjem i lejligheden og nyde en lækker fiskeret. Man kan jo næsten ikke spise andet når man er på Læsø ;0). Mens maden snurrede så lystifg i ovnen blev der lige tid til en tur på stranden i den smukke aftensol. Lyng og klitter er ikke hverdagskost for os, så vi nød det i fulde drag. Efter aftentur og mad var alle godt trætte. For alle mand og hund blev det hurtigt sengetid.

Søndag stod på officiel WT og denne dag hjalp jeg til som kaster/udlægger af dirigering. Mangen en gang bandede jeg Dunjas løbetid hen hvor peberet gror, men ikke om det hjalp en disse. WT'en bestod af 5 poster, og spørg lige om der blev fulgt med på mobilen når der kom et enkelt "pip" fra den gode Øivind. Han var sørme ikke hurtig med opdateringerne, men efter 4 poster havde de scoret 18, 16, 19 og 20, og det var jo ikke så ringe. Der gik evigheder før den sidste post tikkede ind, og her havde de scoret 10. Jeddi var stormet forbi markeringen, der lå godt nede i tuerne, inden opgaven var blevet løst med hjælp. Så tæt på og dog så langt fra de højeste point. Øivind var meget tilfreds med at Jeddi arbejdede energisk og fokuseret under hele prøven. Resultatet betød at Jeddi havde bestået sin 2. begynderklasse på WT (Juhuu) og at Øivind nu ikke vidste om det kunne række til en placering på prøven (Spændingen stiger).

Ingen grund til bekymring, far...

 

Den samlede pointsum rakte til en placering som 3. WT i begynderklasse. Samme placering som på hans første WT. Denne gang var der kun 1. sølle point op til nr 2. Fin udvikling, som gerne må fortsætte ;0).

 

 

1. WT er vores træner på UHM 2013 holdet,

så mon ikke han skal få lov at gi' en "lille en" når vi ser ham igen??

 

 

 

21. april - Debut på B-prøve.

Jeddi og Øivind var på prøve i weekenden i Danstrup i Nordsjælland. Her var det Jeddi's første optræden i begynderklasse på B-prøve det gjaldt. Det viste sig at Jeddi ikke er helt rutineret nok i håndteringen af vildt, da han gik fra en and (på 1. markering) og en kanin (i det frie søg). Det duer ikke, så han fik et nul for sin præstation. Det hjalp ikke synderligt at han tog begge vildtarter i andre dele af øcvelserne, og ej heller at hans vildtbehandling i øvrigt var fin. Ærgerligt med resultatet, men nu var det hele ikke den rene elendighed. Der var mange gode ting at tage med hjem i bagagen. Hans vandmarkering var noget nær perfekt, hans markeringsarbejde var godt, han var helt med på hvad et frit søg gik ud på og alle afleveringerne var fine. Disciplinerne er på plads. Nu pusles der så noget vildterfaring på plads, og så der det rigtigt lovende ud. Vi glæder os begge til St. Bededagsferien, hvor vi smutter en tur til Læsø og går lidt på prøve. Det bliver et glædeligt gensyn med en masse gamle venner og bekendte, men desværre ikke mange flatter... Øv. Ved godt at Læsø ligger et stykke fra alfa vej, men det havde været sjovt, hvis der var dukket flere flattere op... Det er nu en gang så hyggeligt med flatfolk ;0).

17. april - Træning for hvalpekøbere.

Vi arrangerer aftentræning for interesserede hvalpekøbere, hvor vi fokuserer på lydighed og apportering. Alle interesserede er velkomne, det eneste krav er at du har en kennel Durin's hund at træne med ;0). Første træning bliver mandag d. 22.4 kl 18.30 her på Kildevej. Interesserede kan meldte til til på mail: durins@mail.dk.

Vi ses!!

 

Jeddi er nu blevet en flot fyr på 18 mdr.

 

11. april - Parring har fundet sted.

Så har Ivan været på ferie i det Nordjyske og det håber vi der kommer en masse dejlige hvalpe ud af. Kennel Birkebo venter hvalpe efter Durin's H.M. Ivan og Birkebo Boblin Billie. Hvalpene forventes født omkring 8. juni. Her kan du læse mere om Kennel Birkebo.

10. april - Fællestræning for flatcoat

Hermed en opfordring til alle vores hvalpekøbere, som er medlemmer af DRK til at deltage i fællestræning arrangeret af Raceledelsen for Flatcoated Retriever.

Læs mere her: Fællestræning

 

8. april - Herlig raceweekend på Fyn

Vi var i Tarup-Davinde på racearrangement i weekenden, med workingtest lørdag og certifikatudstilling søndag. Herlig weekend med venner og bekendte fra nær og fjern, og fine resultater med hjem oven i købet. På lørdagens WT manglede der en hund i vinderklassen for at der eventuelt kunne uddeles certifikat til vinderen (der stillede 9 hunde til start pga afbud - og der skal være 10 før resultatet af prøven kan tælles med). Øivind sprang til med Hella, så prøven kunne udløse certifikat. Vi havde nu nok tænk at hun skulle pensioneres i august sidste år, da hun fik 1. præmie i åben klasse i en moden alder af 8½, men skæbnen ville det anderledes. Da hun formelt er kvalificeret til deltagelse på vinderklasse niveau, fik hun en herlig dag med mange udfordringer i stedet for at ligge i bilen og misse alt det sjove. Hun nærmer sig 9½ og hun er ikke blevet trænet siden august sidste år, så det var ikke med ambitioner om at vinde hele molevitten, at hun blev stillet, men vi håbede at hun ville klare sig fornuftigt igennem dagen. Hun lagde ud i fin stil med 2 x nul på de to første poster (dirigeringsposter), hvilket jo betød at en hver chance for at bestå var udelukket, men på de fire sidste poster klarede hun sig fint og scorede sågar 16, 2x17 og 19 ud af 20 mulige. Sejt gået af den gamle tøs, som nok fik nul i starten, men som hyggede sig gevaldigt alligevel på de to poster. Jeg kunne i hvert fald høre Øivind både fløjte og kalde på hende, mens jeg sad og ventede på en af de andre poster med Dunja, så jeg var ikke spor i tvivl om at det var Hella der morede sig mest lige der... Herligt at hun bare stiller op til hvad som helst og gør hvad hun kan, så godt hun nu kan. På markeringsposterne gik det helt forrygende, så man kunne jo i sit stille sind spørge hvordan det kunne være gået, hvis man lige havde fået trænet lidt dirigering op til prøven... Nå, men nu var hun jo ikke den eneste der var i ilden. Jeddi Konfetti (for livet er en fest) gjorde officiel WT debut på fornemste vis og gik en rigtig god prøve. Nå ja, han startede lige med at rode lidt rundt på den 1. post, men ellers gjorde han det pænt. Så pænt at han trods den ene rodepost endte med at blive 3. vinder i begynderklassen. Så var der diplom til ham og Øivind, og de kom sørme med på noget billede igen... Et par rigtige linselus, kan man roligt sige... Og så var der jo Dunja. Lille kække Dunja-dut, som lige nåede at fylde 1 år fredag inden også hun fik debut på officiel WT om lørdagen. Hun lagde flot ud på de første 4 poster med høje point, men som dagen skred frem blev det mere og mere svært for hende at holde fokus. Ikke så underligt med tanke på hendes unge alder, så jeg var meget stolt af tøsen da vi efter den 6. og sidste post kunne konstatere at hun havde bestået sin første WT. Vi fik masser af god erfaring med hjem i posen, og vi glæder os begge meget til vi skal på prøve igen. Det bliver et ganske travlt forår i hundenes tegn.

Nu var der jo udstilling søndag og også her fik vi fine resultater med hjem. Dunja havde en rigtig debut weekend, med debut i juniorklasse. her blev hun 2.v med excellent, mens Jeddi vandt Juniorklassen og fik CK. Senere på dagen blev han så BIM junior, og så kom der en stor roset og en sæk foder med hjem i bilen. Sikke han kan den "lille"fyr. Hella var naturligvis også med i veteranklassen, hvor hun blev 2.v med excellent. Så her i huset siger vi bare: "Fyn er fin!!"

 

5. april - Tillykke til de "Kække"!

Så kom dagen hvor Loas hvalpe blev 1 år. En gang var de små og nuttede,

 

(på billedet er de ca 7 uger)

nu er de blevet større og krudtede...

 

 

Mio - alias "Mini Holger" i september 2012.

 

Mille oktober 2012

 

Molly - marts 2013

 

Cille - Juni 2012

 

Sommer - marts 2013

 

 

25. marts - Glade dage i solen.

Her trodser vi vinteren, og bruger de velkomne solstrejf som en kærkommen lejlighed til at lege med nyt kamera. Øvelse gør mester, så vi øver os en masse og en gang imellem bliver resultatet da hæderligt. Jeddi og Dunja afsluttede deres træningshold i går, så nu ser vi frem mod UHM holdets opstart. Først ser vi nu frem til flatternes forårsweekend d. 6-.7. april. WT om lørdagen, som er den første officielle prøve for begge hunde, og så udstilling om søndagen. Håber vejret bliver MEGET varmere end nu... Brrr... -6 grader i nat. Utroligt så længe det der forår ligger i mølposen og snuer. Har den største lyst til at finde den man nu en gang skal give et ordentligt los i møllen, så det der vinterdvale kan blive et overstået kapitel for denne gang. Nu bør al den globale opvarmning tage sig sammen!! Det er ikke nok med forår på Grønland, vi skal sørme til at have noget forår i Helsinge!! Nå, men sålænge solen skinner og man har påskeferie (Juhuu), så kan man jo altid tage et par billeder af de skønne hunde i fri dressur.

Galleriet et opdateret med en masse vinterleg, men her kommer et par af favoritterne.

 

Jeddi, Hella og Ivan

 

Jeddi og Dunja

 

Sne er hyggeligt, synes Hella

 

Hella og Ivan

 

Jeddi og Hella

17. Marts - C-prøve, nu på vildt

Så blev det tid for C-prøve igen, og denne gang blev både Dunja og Jeddi afprøvet på vildt. Det blev ikke til toppræstationer i dag for nogen af dem, men vi blev gode erfaringer rigere. Det er uden tvivl ganske sundt at se med egne øjne, at træerne ikke vokser så hurtigt ind i himlen, som man kunne forledes til at tro i hverdagens træning. Jeddi lavede et godt stykke arbejde og løste alle sine opgaver, men vildtbehandlingen var ikke i top idag, så det blev til en 2. præmie. Han var ikke så spontan i sine opsamlinger som han plejer at være når vi træner, og han gik fra en kanin i det frie søg. At han senere samlede en anden op var ikke helt nok til at redde dagen, så der skal trænes mere med vildt på ukendt terræn inden han skal på prøve i april. Dunja var også med, og som Jeddi løste hun markeringsopgaverne fint, og gik et fint frit søg, men vildt er hun ikke fortrolig nok med endnu, og det var tydeligt at se at hun prøven igennem blev mere og mere sjusket med opsamling af vildtet. Vildt er noget hun tænder voldsomt på, og hendes reaktion var et klart signal om at hun endnu ikke er klar til at håndtere både vildt og prøvesituation på samme tid. Så jeg træner videre med vildt for sig og prøver for sig lidt endnu. Jeg var meget tilfreds med hendes arbejde og hendes fokus og koncentration i øvrigt. Så vi trækker i arbejdstøjet og fortsætter den positive udvikling.

 

Her er et par pletskud af Jack, som vi har fået tilsendt af Lene. Tak for det! Dejlige Jack, der vist er ret ligeglad med temperatur og årstid. En våd Jack, er en glad Jack ;0).

 

 

 

Utvivlsomt et Hella-barn ;0).

18. Februar - Brugsprøve og C-prøve debut.

For mig er der næppe noget værre end at gå til brugsprøve. Ja, tro det hvem der kan, men det er for mig den værste af alle prøverne, fordi den er så enkel i sin opbygning, og fordi der ikke kræves meget apporteringsarbejde eller noget af alt det andet der er sjovt. Det er en test på disciplin og det er en grundlæggende prøve, der lukke op for et sandt overflødighedshorn af aktiviteter... Altså når den er bestået. Der er blevet trænet intenst på at blive siddende, gå pænt i snor, gå pænt fri ved fod og lave en disciplineret og velovervejet apportering. Klikkeren har været til stor hjælp, så det der en gang var en sur pligt for mig, og dermed også for hunden, nu er blevet sjovt og motiverende.

I lørdags var det tid til at snøre sækken sammen, og få papir på alle de ting som Dunja og jeg har lært. En enkelt prøve, og en topmotiveret hund. Hvad kunne dog gå galt? Ja, i mit hoved kunne det meste gå galt. Hvis der er nogen der forstår at psyke sig selv helt ud i tovene, ja så er det da mig. En kær veninde kom til min undsætning med en god gammel anekdote fra hendes tidlige hundeliv, hvor hun både var faldet over hunden og egne ben til brugsprøven, og hvad kunne dog være mere pinligt end det? Med billedet af min venindes fortrædeligheder på nethinden, blev det lidt lettere at få styr på egne nerver. Hun var jo bestået uanset det lille uheld.

Nu er det sådan at der kan ske ting på prøve som aldrig sker hjemme. Det har de fleste vist prøvet. Således også mig da Dunja fandt på, at det skulle være dagen, hvor hun lettede sin lille popo, uagtet at hun efter alle kunstens regler og sædvanen tro var blevet plantet ved den ene stople i brugsprøvebanen. Min plan var at hun skulle sidde og vente på at jeg gik 50 meter ned til dommeren. Dunjas plan var noget med tidsoptimering tror jeg, for hun kunne da lige bruge ventetiden på at snuse lidt omkring sig. Og så var det jo frygteligt koldt for pariseren i sneen. I kampens hede blev der bandet og svovlet en hel masse indvendigt, inden jeg satte fløjten for munden og gav hende et sitfløjt. Til hendes ros skal det siges, at det viste sig at være dagen, hvor hun ville demonstrere, at hun da udemærket vidste, hvad et sitfløjt betyder. Hun plantede straks sin yndige popo i sneen igen. Mit humør røg fra kulkælderen til penthouselejligheden i løbet af et splitsekund. Jeg fik besked på at kalde hjem, og hjem kom Dunja i en vældig fart. Dygtig hund! Så skulle der apporteres og det kunne vi! Ja, altså det kunne vi i hvert fald derhjemme, med aflevering til hånd og det hele. Så jeg slyngede dummien afsted, alt jeg kunne. Dunja blev pænt siddende og dommeren gav tegn, hvorefter hun fløj ud, nærmest greb dummien i vendingen, hvorefter hun strøg lige forbi mig, og lagde dummien på sneen for lige at snuse til et og andet. Et splitsekund senere afleverede hun dummien fint til hånd. Fuldstændig paf stod jeg så der, med alle de hundrede af apporteringer, der bare var gået godt, sejlende forbi på en indre biografstrimmel, og tænkte med syndigt grimme ord på, hvorfor pokker hun lige valgte den dag til at vise hvad hun også kunne hitte på. Hvorfor var det ikke lige dagen hvor hun bare gjorde som vi plejer? Vi fik en chance mere og denne gang gik alt efter bogen. Dommeren afgav skud, og så havde Dunja og jeg bestået brugsprøven! Pyyyy, hvor jeg var lettet!

Nu handlede dagen jo ikke kun om brugsprøven, selvom den klart fyldte mest i mit hoved. Øivind og Jeddi havde debut i begynderklasse og det gik fint. Ja, det er ikke fordi jeg ønsker at undlade en masse detaljer, men Øivind trives bedst med at sætte sit lys under en skæppe, så der må det så stå. Jeg har dog fået tilladelse til at nævne at den unge Jeddi lavede et godt stykke arbejde og endte da også med at snuppe sin allerførste førstepræmie på C-prøve. En rigtig god prøve, der trods det manglende vand holdt en høj sværhedsgrad med mange udfordringer til de unge og uerfarne hunde.

Dunja og jeg var også med på C-prøve, og hun gik godt på de momenter som hun kan. Markerings og apporteringsdelen gik fint, men frit søg har hun ikke lært endnu, så der blev det ikke til mange plusser i dommerens bog. Målet med at stille hende så tidligt, var at få en fornemmelse af hendes niveau i markeringsarbejdet og prøvesituationen i det hele taget, hvilket hun klarede fint. Jeg var meget tilfreds med hendes arbejde, og det bliver sjovt at komme på prøve med hende igen. Øivind mente nu også at det ville blive sjovt at komme på prøve med Jeddi igen, så her bliver der set frem til næste C-prøve i marts.

Her et billede af en glad mand og hans hund:

 

13. Februar - HD og AD resultater for Jeddi.

Jeddi var ved fotografen i sidste uge, og i dag tikkede hans HD og AD bedømmelser så ind i mailboksen. Vi kunne med glæde konstatere at han er ligeså fin inden i som uden på. HD: A og AD: 0. Sådan skulle det altså være. Nu ser vi frem mod weekendens C-prøve og træning på regionshold. Nå ja, så er der jo kære Dunjas brugsprøve på lørdag at se frem til også. Vi satser på det går som det skal, så kryds gerne fingre på lørdag.

 

3. Februar - Kyndelmisse og små lam.

Her venter vi på forårets komme med længsel og fejrede i den anledning Kyndelmisse eller Kjørmes Knud, i går i Ringsted sammen med noget af familien. Hyggeligt med suppe og pandekager. Traditionen er helt ny og startede med en undring over, hvem Kjørmes Knud dog var i sangen "Sneflokke kommer vrimlende". Øivinds familie tog hul på den nye fest sidste år, og i år var vi så også med til at spise vinterens rester og fejre lysets komme. Nå ja, det med resterne var nu ikke taget så bogstaveligt, for der blev serveret lækker marokansk suppe med lam og linser. Mums! Og så blev der lige vendt en masse pandekager på panden som blev serveret med alt hvad der dertil hører. Mere mums! En dejlig tradition, som vi gerne tager til os og hjælper med at holde i hævd.

"Livet er jo andet end "sødbrød og smatøl, lille Jucks!", og i dag kom så endnu en forårsbebuder. Årets to første to lam så dagens lys. NØJ hvor er de nuttede... Lange, tykke sorte ben, som de endnu ikke helt har fået styr på og en vidunderlig nysgerrighed på tilværelsen. Verden er så stor når man er så lille.

 

 Den er da bare så sød, sådan en lille gimmer...

 

Brormand tager sig en tår varm mælk.

 

Den ærværdige fru moder, som er vores ældste og kan det der med at opforstre lam.

 

Faderen, som i den grad har sat sit præg på afkommet allerede. Sorte Ben og sorte fjæs...

Næ nej, det slægtskab fornægter sig ikke ;0).

 

Der er lagt en masse planer for deltagelser på forskellige prøver i år, så Jeddi og Dunja får lidt at rive i.Først så skal man jo træne, så vi har begge hundene med på et af regionens begynderklassehold. Det bliver skægt at gå på hold sammen, og vi glæder os meget til at fortsætte den fine udvikling ud i apporteringens fortræffeligheder, som de begge har vist indtil nu. Foråret står i den grad i hundenes tegn, så det er vel ikke så mærkeligt, at vi næsten ikke kan vente på at det skal komme.

 

 

 

1. Januar 2012 - Godt Nytår!

Så tog vi hul på det nye år med en dejlig tur til stranden. Hundene blev våde og det var de glade for. Vi undgik vandet i videst mulige omfang, og var glade da det lykkedes. Et enkelt stænk eller to når der blev rystet vand ud af pelsen kunne dog ikke helt undgås, så nu bliver der kamp om pladserne foran brændeovnen! Brrrr, men hvor de dog nød det, de kære vovser.

Uha, det så koldt ud i bølgen blå.

Dunder Dunja i fuldt firspring mod land

Jeddi og Hella tog sig god tid i bølgerne

Smuk eftermiddag i Asserbo.