Nyheder

31. oktober & 1. november - DKK udstilling i Herning.

Durin's Kække Dunja og Durin's Kække Lilli var begge på udstilling i Herning. Dunja var afsted om lørdagen og blev smukt vist frem af Marianne Buur Røjgaard, da jeg selv var kørt fra kufferten med al stadstøjet på Sjælland. Tak, Marianne for din hjælp. Det var jeg rigtig glad for. Dunja viste sig fint og for en gangs skyld fik jeg lov selv at se hende fra sidelinjen. Dommeren mente hun havde for flade poter til mere end en Vg, og fred være med det. Jeg var glad for hvad jeg så i ringen, så Dunja fik stor pose luksusguf som tak for den fine indsats.

Lilli og Anette var i ringen om søndagen og her var jeg på plads ved ringsiden og fulgte slagets gang i ringen. Lilli viste sig fint, men strakte ikke rigtigt ud på de blå måtter i hallen, så hun fik en flot kritik og et Vg for sin optræden. Glæder mig til at se den unge dame når udendørssæsonen starter igen til næste år.

Dunja får en udstilling mere i år, nemlig i Næstved på DRK's juleudstilling.

9. august - Flot resultat på DRKs Unghundemesterskab.

Durin's Listige Lilli og Durin's Listige Dixie var begge blandt de deltagende hunde ved dette års Unghundemesterskab i Region Østjylland. I år var reglerne lavet sådan at det var muligt at opnå en 1. pr i begynderklasse, såfremt man nåede igennem de første 4 poster. Anette havde haft hænderne fulde med de to søskende op til mesterskabet og vi var meget spændte på at høre nyt fra det jyske. Dixie rodede lidt rundt på de første poster, så han kom til post tre, men havde ikke point nok til at gå videre til post 4 (søget). Lilli derimod klarede de første poster fint og gik desuden et flot frit søg, så hun fik sin 1. pr med hjem fra sin dag i Bjerregrav Mose. Det var en glad Anette Larsen vi havde i røret på vej hjem fra FM i Småland.

8. - 9. august - Flatmersterskab i Kosta, Småland.

Vi havde set frem til denne weekend siden vi i vinterens mulm og mørke tog den friske beslutning at deltage med Jeddi og Dunja. FM i Sverige er en større affære og i år nåede deltagerantalet næsten op på 500 arbejdende flatcoats! Det ser man vist ingen andre steder i verden, så det var da klart at vi skulle med. Begge hunde var meldt til i åben klasse, og Øivind og Jeddi havde fået den tvivlsomme ære at starte som nr 2 ud af ca. 116 tilmeldte hunde i klassen. Aldrig nemt at lægge ud på en WT, men de to klarede sig igennem alle opgaverne, og kom igennem posterne uden et eneste nul på scorekortet. Det var umuligt at sige noget om hvordan det var gået, for pointgivningen var hemmelig under afviklingen af prøven. Det tog laaaaaangt tid før det endelig blev Dunja's og min tur til at gå prøven igennem. Post 1 havde drillet mange hunde, hvilket dommeren også sagde da jeg kom frem til posten. Dunja havde vist ikke hørt ham for hun plukkede dobbeltmarkeringen i fin stil, så fin at dommeren afslørede at vi gik derfra med 20 point på kontoen. Så var vi igang! Næste post var en enkeltmarkering over vand og da dommeren begyndte at sige mit nr (havde nr 416) sendte jeg Dunja. Hun stod i vandkanten inden dommeren var færdig med at sige 416, og så var det lige meget hvad Dunja gjorde efter det, for det blev dømt som en knaldapport. Det fik vi så et nul for. Øv. Ikke langt fra succes til fiasko. Nå det var bare at hanke op i sig selv og træne på resten af posterne. Næste post var en dirigeringspost hvor hunde forsvandt undervejs og man måtte stole på at den løb i rigtig regning. Her rodede jeg lidt med signalerne, for jeg havde noget svært ved at se hvor langt Dunja var nået, men hjem kom dummien, så jeg kunne ikke være utilfreds med Dunjas arbejde her heller. post 4 blev vores akilleshæl (altså bortset fra min brøler på post 2). En enkelt markering i en retning og ca 45 grader i modsat retning lå en dirigering. Dunja forstod ikke hun skulle slippe markeringsområdet så her manglede vi en dummy. Fair nok, noget vi kunne gå hjem og blive bedre til. post 5 var en tramp med en makkerhund. En enkeltmarkering faldt på den anden side af en højtliggende grusvej, skjult nedfaldssted og ca. 100 hundes fært og nedfaldssteder i terrænet. Tidligere ekvipager havde vist at hund nr 1 havde en større succesrate på opgaven end hund nr to der skulle passere hund nr 1.s markeringsområde. Vi trak lod og klart nok blev jeg hund nr 2. Det var bare sådan en dag.... Makkerhunden lagde ud med ikke at kunne finde sin markering efter nogen tids søgen, og den blev så samlet op. Mit hjerte hamrede så de kunne høre det i teltlejren 3 km borte... (I'm sure). Dunja gik fint fri ved fod, var fokuseret på din markering og hentede den uden hverken hjælp fra mig, rod eller tøven. Mine knæ rystede og jeg smilede over hele femøren da hun kom op over vejen med dummien i munden. Lettet og meget, meget stolt af min hund lagde jeg snor på hende, og så var FM2015 overstået for vores vedkommende. Med et nul i bagagen og en manglende dummy var der ingen chance for en finaleplads, men med den afslutning, var jeg nu knapt så ked af det. Nu var det mere spændende hvordan Øivind og Jeddi havde klaret sig. Det viste sig at heller ikke de havde samlet point nok sammen til en finaleplads og så var der jo kun tilbage at klappe og gratulere de ekvipager der gik videre. Eller næsten. For der var jo lige en præmie til dommerens valg på hver post, og det viste sig at dommeren på post 5 havde valgt Dunja og mig til den bedste hund på deres post. Juhuu! Det var herligt at prøve, men næste gang så er sigtet altså stillet ind på noget finale!! Søndag kiggede vi på eliteklasse og så her Tone Høyland og Nacho i aktion. Det var herligt at se dem igen, og fedt at se hvor langt de var kommet siden vi så dem i Danmark i 2012. Vi blev ikke og så finalen, for turen til Danmark ventede og det samme gjorde jobbet mandag morgen. Det er ikke sidste gang vi deltager på FM og vi kan kun anbefale alle med hang til arbejdende flatcoats til at være med ;). Tak til alle vores dejlige venner som gjorde weekenden til en fantastisk oplevelse og tak til Flatklubbens Smålandssektion for et uovertruffet, veltilrettelagt arrangement!

 

1. august - B-prøve Bratrolleborg, Fyn

En meget, meget glad Øivind havde jeg i røret i dag. Jeddi og Øivind var suset hele vejen til Fyn for at deltage i åben klasse på markprøve og her sad den eftertragtede 1. præmie lige i skabet! Godt gået af de to gutter i det fynske. Så venter der A-prøver til efteråret.

 

5. juli B-prøve Svebølle Midtsjælland

Det var varmt. MEGET varmt! Og hvad finder man så på en varm, varm sommerdag? Man suser til noget Svebølle og futter rundt i en grusgrav i den stegende hede med dejligste Dunja... Og så så man lige os score en fin 1. præmie i åben klasse! Efter et par stolpe ud oplevelser var det en helt igennem vidunderlig følelse at endelig hente det ønskede 1-tal hjem i det rigtige felt på kritiksedlen. Fint arbejde af Dunja prøven igennem, men da søget kom var hun godt nok mat i sokkerne. Trods varmen fik hun gennemført et søg men da hendes vanlige ild i røven synes brændt ud, var jeg noget bange for at 1. tallet skulle ryge på det denne gang. Dommeren stod selvfølgelig selv i bageovnen og havde den usædvanlige kraftige varme med i sin vurdering, så 1- tallet var slet ikke i fare på noget tidspunkt. Fin kritik, dejligt at stå med det ene ben i vinderklasse og så venter der ellers A-prøver til efteråret! Jeddi og Øivind havde en rigtig off day, så det gider vi ikke snakke mere om.

9. maj - Trippelarrangement, Skue, Nordjylland.

Anette synes det var trist at der nærmest ingen flatcoats var tilmeldt til skuet i Astrup, så Lilli fik lov at vise sig fra sin pæneste side. Hun endte som BIM, og fik en meget flot kritik. Tillykke til Lilli og Anette.

8. maj - Kulsø, Markprøve B

Durins Listige Lilli og Durin's Listige Dixie var i dag på prøve i Kulsø. Dommeren var den samme som på flatarrangementet på Fyn, men præmieringerne blev der vendt lidt rundt på. Denne gang tog Dixie en 3. præmie med hjem, og Lilli en 2. præmie. Begge hunde viste at der ikke er noget i vejen med næsen, og at den ønskede præmiegrad er lige om hjørnet. Knæk og bræk på de næste prøve til de to og Anette. Det er flot arbejde med de to.

11.-12. april - Træningsweekend med Poul Rønnow Kjeldsen på Kildevej.

 Når man gentager en succes, så har man vel allerede lagt sporet til en god tradition? Vi havde i hvert fald den store fornøjelse at gentage sidste års træningsweekend med flatfolk fra nær og fjern. I år havde vi inviteret Poul Rønnow Kjeldsen, Kennel Jigger til at komme og guide os mod nye mål. Det er altid spændende at få rusket op i gamle vaner og få tillagt sig nye.

 

DSC_0001

 

DSC_0020

 

DSC_0051

 

DSC_0059

 

DSC_0043

 

Der blev arbejdet fokuseret med længder, opbygning af opgaverne, forskellige momenter i både dirigerings og markeringstræningen. Der blev givet gode råd og værktøjer til den videre træning, for naturligvis er man ikke færdig med at træne de forskellige ting, blot fordi man har hevet en weekend ud af kalenderen.

 

DSC_0139

Noget kunne tyde på at det vist ikke altid var lige let at være Poul...

Spøg til side, så var alle deltagerne meget opsatte på at få så meget som muligt ud af træningen, så der blev arbejdet intenst efter Pouls anvisninger.

 

DSC_0184

Archie for fuld udblæsning

DSC_0340

Dot og Svea - Fokus på opgaven.

 

DSC_0351

Hjem med dummyen.

DSC_0389

Der tegnes og fortælles...

 

Vi var på lånt terræn om lørdagen og på hjemmebane om søndagen. Dorthe havde bagt lækre kager til kaffen og lørdag var der middag for alle deltagerne plus det løse. Den seriøse indstilling til træningen og den hyggelige stemning i øvrigt, er det der gør, at vi gerne lægger hus og terræn til lignende arrangementer i fremtiden.

 

DSC_0418

Holger i aktion - ned ad bakken.

DSC_0110

Chili på arbejde.

DSC_0459

Lena og Archie igang.

DSC_0488

Smuksakken Jeddi - for hjemadgående.

 

Tak til alle vores venner for endnu en fantastisk weekend, og ikke mindst tak til Poul som stillede op til en hel weekend i det sjællandske. Deltagerne gik derfra med tydelige billeder af hvad der skulle trænes, og mange værktøjer til hvordan det kunne gribes an. Det bliver der så arbejdet videre med, og fremtiden vil vise, hvor det leder hen.

 

DSC_0505

Vi ser frem til næste træningsweekend!


Kig forbi galleriet og se mange flere billeder fra weekenden.

 

 

12. april - Durin's Listige Saga på sporet.

I dag fik vi en herlig mail fra Jesper og Saga, der havde været på deres livs første officielle schweiss prøve. Et 400 meter langt spor som var 3 timer gammelt. Den fiksede Saga i fin stil og en fin tid (ca. 10 minutter ifølge kritissedlen). Makkerparet høstede en meget flot 1. præmie for den præstation.Hverken Øivind eller jeg har nogen erfaring med den form for prøver, så det er lidt ekstra sjovt for os at følge med på sidelinjen. Spændende ny verden, der åbner sig lidt der. Saga har næse for det med spor, så det er godt at hun og Jesper er kommet så flot fra start.

STORT TILLYKKE fra de stolte opdrættere.

 

3t 400m Broby 20150412 - Saga FB

Team Saga på sporet! Flot arbejde.

 

 

 

Saga Diplom 12042015

Lige til glas og ramme.

 

Saga

Fin fin debut. Næste stop er 400 m spor / 20 timer.

(dvs 400 m spor har ligget i 20 timer inden hunden går sporet)

 

Vi ønsker knæk og bræk og glæder os til mere nyt fra sporteamet i vest.

 

 

5. april - Et Kækt "TILLYKKE"!

Tillykke med alle de kække i dag. Håber jeres 3 årsdag bliver fejret med manér. Her i huset er det så som så med fejringen, for Dunja er i løbetid, så al den sjove træning med alle vennerne må vente.

 

27. & 28. marts - Loa er parret.

Loa er blevet insemineret og vi venter derfor hvalpe omkring d. 28. maj. Alt gik fint hos dyrlægen og kvaliteten af frostsæden var rigtig god, så nu må naturen klare resten.

 

22. marts. - WT i Stensbæk Plantage.

I dag var vi tidligt oppe for køreturen til Stensbæk Plantage i Sønderjylland tog omkring 3 timer og der var altså morgen mad med jydekompagniet kl 08.00! Vi var da godt på vej, da undertegnede konstaterede at vi havde glemt kagen, og det går bare ikke, så tilbage og henter sukkeriet og så afsted igen. Nej på den tid af døgnet er det ikke fedt at være glemsom... Vi nåede ikke helt frem til kl 08.00, men sødest Lisa sørgede for at vi fik nået at sætte tænderne i noget af det lækre morgenbrød som Hr. Rethmeier diskede op med. Tak for det, for uden mad og drikke (og kage) duer helten(e) ikke. Ja, man er lidt af en entusiast når man ofrer sin nattesøvn og de mange kilometer asfalt for at være med i Sønderjylland, men vi fik rigtigt nok noget med tilbage.

Området prøven var lagt i var helt suverænt. Et bakket terræn med klatter af lyng og masser af udfordringer for hundene. Tror aldrig jeg har set et lignende terræn på Sjælland, så alene af den grund var det hele rejsen værd. Der var 6 poster på prøven, 3 om formiddagen og 3 om eftermiddagen. Terrænet gjorde sit til at prøven lå i den udfordrende ende af skalaen, og det var helt klart en prøve der passede de fremmødte hunde vel. Der blev givet høje point til rigtigt mange hunde, så der var smil og god stemning prøven igennem. Sådan er prøver når de er bedst ;).

Hella missede en markering på sin uofficielle prøve i veteranklassen, så hun bestod ikke sin prøve. Hun havde nu en helt fantastisk dag alligevel, og der var ikke mange der gættede på at hun er fyldt 11. Herlige gamle tøs. I grøn klasse på den uofficielle del af WT'en var der hele 3 hvalpe fra vores Listige kuld tilmeldt. Dejligt at se dem alle og de gjorde det flot alle sammen. Listige Louie havde vi jo på besøg i starten af marts måned, og det var tydeligt at han og Helle er ved at finde melodien. Han fik fine point på de fleste poster og kun et enkelt nul på en post hvor han hellere ville i vandet end hente en dummy. Fair nok Louie, det er jo fristende med sådan en tur i baljen ;). Det er ikke det sidste vi har set til de to, så vi glæder os til at følge dem i deres bestræbelser fremover. Listige Lili og Listige Dixie var også på prøve, og de bestod begge klassen med flotte point. Dengsen Dixie blev oven i købet 3.vinder med 98 point ud af 100 mulige. Sådan gør man det, fru Larsen. Kanon. Nu er både Lili og Dixie meldt til B-prøve i begynderklasse, så vi ses igen til april på Fyn.

Jeddi lavede et flot stykke arbejde inden frokost, og Øivind var svært tilfreds med den unge mand. Han var skarp på sine markeringsopgaver og lydhør på dirigeringeposten. Fedt at træningen giver pote. Over middag var de to uheldige på den ene markeringspost, og fik noteret et 0 på scorekortet. Øv, øv og det er jo ikke let at være tilfreds med det, men det tager nu alligevel ikke pynten af det fine arbejde Jeddi leverede i øvrigt. De to er godt på vej og næste gang er heldet på deres side. Det følger jo som bekendt de tossede.

Apros pros tossede... Så var Dunja og jeg jo også i ilden, og til min store skræk skulle vi lægge ud med en dirigeringsøvelse på vores 1. post. Den åben klasse hund der var oppe før mig gik ud med et nul, og så stod jeg ellers der og tænkte en masse... Det viste sig at være helt unødigt for den artige Dunja smækkede måsen i sædet så såre jeg blæste stop, og hun fulgte alle signaler i fin stil og hentede den udlagte dummy. Klikkertræning er vejen frem! Det var en fed oplevelse som vi gerne gentager. På en post måtte jeg gribe ind og hjælpe den unge dame på sporet igen. Hun skulle hente en enkelt markering på den anden side af en "sø" med løbevand. Sådan noget løbevand er altså spændende, så jeg måtte lige blæse i fløjten og kalde damen til orden inden der gik badeland i den. Også denne gang lystrede hun, men jeg måtte opfordre hende kraftigere til at hoppe ud af vandet og få hentet dummyen. Hjem kom den, og det var det vigtigste. Vi må vist hellere få skærpet disciplinen omkring løbevand i vores træning. Da så vi stod ved dagens sidste post var jeg nærmest grøn i hovedet af nerver. Nu var det jo gået godt hele dagen, så nu gjaldt det om ikke at miste fokus på den sidste post. En rigtig god post, hvor der blev afgivet flere skud men kun kastet en dummy. Kasteren og skytten flyttede sig undervejs, så det gjorde det lidt sværere for hundene at fastholde et markeringspunkt. Dunja blev snydt en smule at de bevægelige folk ude i terrænet og havde en lidt skæv kurs inden hun forsvandt bag en lille bakke. Næste gang jeg så hende havde hun dummyen i munden og stor var min glæde da hun i vanlig stil afleverede nydeligt til hånd. Dygtige lille trold.

Mens dommerne og prøvelederen regnede og placerede, så spiste vi den føromtalte kage med stort velbehag. En fed dag i det jyske lakkede mod enden, og trods lidt skuffelser hist og her, var der en rigtig dejlig stemning blandt deltagerne. Det skal vi værne om på vores prøver.

Spændingen blev udløst. Dunja og jeg endte som WT3 i åben klasse. Nu er min kække frøken kvalificeret til vinderklasse på WT. Altså på papiret. Der er vist lige et par ting vi skal være bedre til før vi optræder på den scene ;).

 

14. marts - Loa er gået i løbetid.

Loa er gået i løbetid, så vi forventer at hun bliver insemineret med sæd fra Beauly omkring d. 25-27. marts. Det betyder at vi forhåbentlig kan sige velkommen til et nyt kuld Loa-hvalpe i slutningen af maj. Der blev altså ingen Englandsrejse i denne omgang, men valget af hanhund er naturligvis uændret. I stedet for at tage til England, får vi en portion af Beauly sendt til Danmark. Det er naturligvis ikke helt så spændende at blive hjemme. Øivind må desuden nøjes med at se på billeder af den vordende fader, men vi håber på det bedste og overlader alt det med odds og sandsynligheder til videnskaben. Loa har jo været igennem en insemination en gang tidligere, med godt resultat, så det skal nok gå alt sammen. Vi benytter de bedste fagfolk i branchen, så vi glæder os meget til en masse små langhårede banditter i slutningen af maj.

 

14. marts - C-prøve i Bølleljungen.

I dag var vi deltagere på Region Nordsjællands C-prøve i Bøllejungen. Jeddi og Dunja stillede begge i åben klasse og både Øivind og jeg var lidt spændt på, hvor vi egentlig var henne rent træningsmæssigt. Nu er det jo noget tid siden, at vi har været på prøve, og i den mellemliggende periode har vi haft rimeligt travlt på diverse jagter rundt omkring. Så derfor var der en del ting, der lige skulle afklares inden de officielle prøver starter.

Jeddi var først i ilden og gik en god prøve, med fint markeringsarbejde, flot fri ved fod og en god dirigering. Søget gik også godt, indtil han fik et lille koncentrationssvigt til sidst og mente at man skulle byde sin makker på lidt leg. Nåja, det må han jo lære at vente med til prøven er ovre. Øv så ærgerligt, når nu det var gået så godt indtil da. En fin 2. præmie kom med i bagagen, og så var man den erfaring rigere.

Dunja og jeg lavede også fine markeringer, til og med en dobbelt på linje, som bare blev plukket - Juhuu! Fri ved fod var OK, men må da gerne blive pænere, så der er plads til forbedring. Jeg var yderst tilfreds med hendes arbejde på dirigeringen og benytter gerne lejligheden til igen at sige: Klikkertræning er bare sagen! Hendes frie søg sad lige i skabet, og hun var helt upåvirket af makkerhunden. Hun samlede hurtigt og effektivt op indefra og ud, var vældig systematisk, og arbejdede i fin stil så dommeren havde egentlig ikke lyst til at stoppe os. Kritikken efter endt prøve er nok den flotteste jeg nogensinde har fået på en prøve. Ja, der var da noget fri ved fod, der kunne være pænere, men dommeren var meget betaget at vores fine samarbejde, og med ordene "Der er så meget kærlighed, jer to imellem og det er en fornøjelse at se jer arbejde sammen" så var det svært at få armene ned. Ordene blev gentaget ved præmieoverækkelsen, da Dunja (og jeg) blev kåret som prøvens bedste hund i åben klasse. Det vil jeg varme mig på i lang tid fremover. Du og jeg, Dunja - Min lille krudttønde.

Tak til alle som gjorde dagen til noget ganske særligt. Tillykke til alle som gjorde det så flot. Der var generelt et højt niveau på de deltagende hunde i åben klasse, og det var ekstra rart at 10 ud af 36 deltagere var flatcoats. Det lover jo godt for fremtiden i vinderklasse! Et ekstra tillykke sender vi afsted til Birgit Jordt Adsersen og Flat-For-Ever Please Please Me (Please), som blev bedste hund for den anden dommer i åben klasse. To flatcoats som bedste hund hos begge dommerne i åben klasse. Herligt! Tak til alle gode venner fra nær og fjern for en pragtfuld dag. Det er altså sjovest at grine i kor.

 

Dunja Båkl140315

Prøvens Bedste Hund og vinder af Vandrepokalen stiftet af den syngende hundefører:

Durin's Kække Dunja.

Tak til fotograf Anne Winkel for det flotte billede.

 

 

8. marts - Louie og Albert på besøg.

Vi har i dag haft besøg af Louie (Durin's Listige Louie) og hans træningsmakker Albert (fra kennel Bouncer's). De tog den lange vej fra Lisbjerg ved Århus og til Kildevejen i Helsinge for at få hjælp med den videre træning. Det er jo altid en fornøjelse at få lov at se de hvalpe man har sat i verden udvikle sig. I hvilken retning de så udvikler sig er jo altid spændende ;). Louie og Helle fik sat fokus på nogle øvelser som skal hjælpe med bedre impulskontrol, samtidig med at den kvikke pære skal have noget at arbejde med. Albert og hans fører Birgit fik øvelser med hjem som skal træne hukommelsen og skærpe fokus på den stillede opgave. Begge drenge er velsignede med en meget veludviklet næse, og den tager ofte al fokus i en opgave. Der er masser af opfindsomhed og virkelyst i de to unge drenge, så vi glæder os meget til at følge med fra sidelinjen. Vi havde en supergod dag i godt selskab, så det gør vi gerne igen. Helle og Louie er nu meldt til WT i grøn klasse i Sønderjylland d. 22. marts. Vi glæder os til gensynet ;).

 

21. februar - Nyt fra L-kuldet.

Durin's Listige Saga gik idag sit livs første blodspor under kyndig vejledning. Det gjorde hun meget overbevisende, så her glæder vi os til at høre mere fra Jesper og Saga i sporet ;).

Durin's Listige Lilli og Durin's Listige Dixie fik debut i begynderklassen på C-prøve, og gjorde det flot. Dixie fik en 3. præmie, mens søster Lilli snuppede en 2. præmie. Ro på hele vejen for de to, fine afleveringer og opsamlinger, og god vildtbehandling. Tillykke til Anette og Jens med den fine start på sæsonen. Vi glæder os til at se de to på WT i marts måned.

 

14. februar - Hjælper på C-prøve i Nordsjælland.

Alle hjerternes dag trak vi i arbejdstøjet og lod egne hunde blive hjemme, for at hjælpe til ved region nordsjællands C-prøve på Jespersvej. Vi var med til at lægge prøven i åben klasse d. 8. februar og fik ved den lejlighed prøvet momenterne af med egne hunde. Vi var spændte på at se, hvordan prøven ville fungere for deltagerne. Som det så ofte er tilfældet, så var terrænets beskaffenhed og færtforhold ændret markant fra dagen hvor vi lavede prøven til den dag prøven blev afholdt. Vi lagde prøven i frostvejr med sne på jorden og en kraftig vind (iiiiskold), mens prøven blev afholdt i tøvejr, uden sne, med svag vind og lidt plumret terræn. Det ændrede lidt på oplægget, men i det store hele var prøven intakt. Prøven lå i den teknisk lidt sværere ende og det krævende moment for hundene var evnen til at huske markeringspunkterne i en "smal" dobbeltmarkering. Vi havde lavet et meget jagtrealistisk oplæg, hvor hund og fører skal passe en skytte og samle det vildt op han skyder. Hundene sad højt med godt udsyn, men når man skal ned af bakke og igennem skrub, så ændre billedet sig en smule, og når man bliver sendt flere gang fra samme sted, kan det være svært at holde rede på retning, afstand og nedfaldssted. Jeg lagde frit søg ud, mens der blev brug for Øivinds hjælp som skytte i vinderklasse. Der var rigtigt meget godt hundearbejde at se på prøven, og der er meget godt at arbejde videre på mod de næste prøver. Det lover godt for regionens næste prøver. En lækker bonus til alle som hjalp var de dejlige fastelavnsboller som hr prøveleder Gert Jensen og frue serverede i Skovløberhuset efter prøven. Mums! Det var ikke første gang, men uden tvivl heller ikke sidste gang vi har hjulpet på en prøve.

 

23. Januar - Jagt på Valnæs.

Jeddi var tilbage i fin form ved Øivinds side, og de tog mente at dagen var bedst brugt på at samle fugle op på Valnæs, mens en anden måtte passe sit job og slæbe det daglige brød til huse. En rigtig god dag med mange flotte apporteringer i det skønne terræn. Jeddi fik demonstreret at det skam ikke kun er hans ærverdige fru moder som kan knaldapportere, så Hr Kaas-Larsen har fået et nyt mål med hjem i posen. "Man skal også sidde stille, inden man bliver sendt på den første fugl..."Ja ja, altid er der noget at arbejde med. Ville da også være en kende trist, hvis det pludselig holdt op ;).

 

1. Januar - Velkommen til 2015!

Vi byder det nye år velkomment, og glæder os meget til alle de spændende ting vi skal opleve i løbet af året. Vi glæder os til at sige goddag til Loas hvalpe, til at få afkomsbeskrevet L-kuldet og mest af alt til at tilbringe en hel masse gode timer i selskab med hunde og venner og hundevenner fra nær og fjern. Det bliver da et helt vidunderligt år, så velkommen 2015!

Her er billeder fra årets første strandtur. Brrrr.... Jeg er glad for, at jeg slap for at gå i vandet... Hundene var vist glade for at hoppe i. Win-win hele vejen rundt ;).

 

Loa Vand

Badenymfen Loa

 

DSC_0122

Skønne Hella - Caramella... Sikke et blik.

 

Jeddi I Vand

Jeddi Konfetti - Strandløven

 

Dunja 010115

Dunja-Dut med sømmet i bund.

 

Hella 1

En fin dame. 11 år er ingen alder!

 

Hella 2

Så må vi hellere få løbet os tørre...

 

Jeddi

Smukke dreng.