Nyheder

28. december - Jagt på Egedal.

I dag var det tid til årets sidste jagt på Egedal. Det er altid hyggeligt med jagterne på Egedal. Der bliver gået og stået mere end der bliver skudt, men det er en samling pragtfulde mennesker så dagen går altid for hurtigt, uanset hvor meget vildt der kommer på vingerne. Dunja og Hella havde en herlig dag, og Øivind fik ramt en enkelt fasan, så jublen ville nærmest ingen ende tage. Dunja viste mig at hun drager nytte af gode erfaringer, da hun blev sendt på en fugl der var landet i nogle oversvømmede rør der var iset til. Ikke om jeg kunne få hende til at søge der hvor jeg synes fuglen var gået ned. Lydigt slog hun et slag ind i rørene og vendte tilbage med en mine, der kunne tolkes i retning af: "Ja, det var så det og hvad skulle jeg der??!". Da hun så på egen hånd fandt nedfaldsstedet, så var hun pist væk og det eneste jeg hørte var isen, der knagede og rørerne, der raslede. Der var ikke dybt under isen, så der var ingen fare for hundenes sikkerhed. Kunsten for hundene var at holde balancen på den glatte overflade og navigere i rørene med næsen slået til. Der var flere hunde igang på stedet, så glad var jeg, da Dunja havde succes med projektet og kom ud med en fasan. Godt man også kan rage ganske så prøverelevant erfaring med makkersøg til sig når nu man er på jagt. 

 

27. december - Jagt i Bjergskoven.

I dag var vi på jagt med gode venner i Bjergskoven som ligger i nærheden af Ledreborg Gods. Sneen knirkede under støvlerne, og søerne var froset til med is, så det blev hurtigt aftalt at hundene ikke ville blive sendt på fugle der landede midt på søerne, af hensyn til hundenes sikkerhed. Skytterne var også opmærksomme på at få skudt fuglene, så de ikke landede uheldigt. Dunja og Hella var med. Jeddi måtte blive hjemme og passe sin medicin efter en infektion i mundhulen. Der blev trænet en del ro på post. Øivind havde Hella med og var selv skytte, så det var vist lidt så som så med roen. Hun stod i et mere roligt hjørne, så hun havde ikke udsyn til alle fugle, og det var nok meget godt, for den gamle tøs har vist tænkt sig at forfine teknikken omkring udførelsen af en knaldapport til et hidtil ukendt niveau. 11 år og hurtig som lynet (i hvert fald på de første meter). Humøret var i top hos makkerparret Øivind og Hella. Dunja fik lov at sidde med numsen i sneen til der blev givet tegn til andet. Det gik godt med det. Hun fik hentet en and inde i et oversvømmet krat, hvor vandet var frosset til og hun måtte navigere på isen mellem grenene. Vandet var ikke dybt i krattet men gik mig til midt på gummistøvlerne, men det gav hende vist lidt træning til finmotorikken og det er jo altid godt. Hjem kom anden og glad var både skytten og jeg. En and landede lidt usikkert på marken og jeg fik besked på at sende Dunja, for at se hvor skadet den var. Det var lidt svært for hende at lokalisere anden i det knoldede terræn, men da hun først fik kalorius i næsen, så lettede den og fløj  godt ½ m over jorden med Dunja i hælene ned mod søen. Der blev blæst og der blev råbt for at kalde tøsen til orden og lade and, være and inden den fortsatte ud over søen. Det skal vi vist lige træne noget mere, det der med hjemkald - No Matter What!

En dejlig dag i herligt selskab og hvor vejret bestemt var på vores side ;). Tak til John for invitationen. Vi vender gerne tilbage.

 

 

21. December - Glædelig Jul og Godt Nytår!

 

 

 

16. December - Tillykke til det Listige kuld!

Så oprandt dagen hvor hvalpene fra det listige kuld blev 1 år.

Så små og tykke var de i dag for et år siden.

Stort tillykke til Femmer, Louie, Saga, Lili og Dixie.

- Vi glæder os til at høre mere om jeres oplevelser i 2015!

14. December - Vikarerne i Vildmosen.

Vi var blevet tilbudt endnu en vikartjans, denne gang i Vildmosen, hvilket vi naturligvis glade og gerne takkede ja til. Jeg har en gang tidligere været hjælper på en jagt deroppe, men for Øivind var det første gang i "mosen". Et helt fantastisk terræn, med en meget varieret fauna. Vi skulle naturligvis hjælpe den del af jægerne som havde haglbøssen med, mens øvrige del af jægerne satte sig godt tilrette på anviste stiger, med rifflen parat. Vildmosen er nok mest kendt for sine mange krikænder. På Facebook kan man se en video som en af apportørerne lagde ud tidligere i år, hvor det nærmest ligner "sort sol" med krikænder. Mange af jægerne talte meget om den jagt dag, hvor krikænderne for alvor kom på vingerne.

Nu var forventningerne til krikænderne ligsom skruet lidt i vejret, men vi startede med en såt med gråænder og fasaner. Dunja måtte sidde længe og vente på sin første apport, og da den kom var det en gråand som nægtede at forlade jordelivet uden kamp. Den sprællede og gjorde ved, og viste sig ganske sejlivet, men lige lidt hjalp det, og så hang den ellers på sin plads i galgen. I den følgende såt fik Dunja flere fine fasaner ud over en roemark. Hun lærte hurtigt at det lønner sig at stikke næsen ned mellem roebladene og sætte tempoet ned, når fuglene skulle findes. Herligt at se at hun selv fandt ud af det, for det er altså lidt bøvlet at skulle forklare en hund det lille trick på mere pædagogisk vis. Hun fik da også demonstreret at fløjtelydighed har sin (for hende) helt naturlige begrænsning, og stak af efter en kok, der sejlede smukt hen over marken, videre over vejen for at lande fint og fornemt i en udsætning i nærheden af den første såt. Hun kiggede sig vist ikke for, da hun krydsede vejen. Jeg var bestem ikke stolt af det stunt. Må have fundet den der nødbremse, så hun ikke ender med at komme til skade en dag. Hun sad tålmodigt og ventede selvom hundene fra drevet kom ud og hentede "vores" fugle en gang i mellem. Udemærket at få trænet den slags forstyrrelser også. Den ene driverhund havde færten af en anskudt kok, men fik aldrig søgt den op før den susede videre ind i drevet igen. Den fugl blev Dunja så sendt på, og hun måtte da lede lidt inden hun kom i vind af fyren og fik ham bragt hjem. Den havde brækket vingen og var løbet lidt i ly af roebladende, så hun måtte følge færten et stykke fra nedfaldsstedet inden hun fik sin fugl. Da hun kom hjem med den, blev den tidligere demonstration af "fri vilje" parkeret i glemmebogen. Sket var jo alligevel sket ;).

 Så var det tid til "Fridas Badekar". Altså der hvor alle krikænderne lå. Altså det der med sort sol og alt muligt. Helt stille gik vi på post. Skytterne havde alle blikket rettet stift i retning af mosen. Stilhed før stormen og så gik drevet i gang... Og ud kom 4 stk krikænder, som alle tog en helt skæv rute i forhold til skytternes placering. Hmmm.... Sensationen udeblev. Krikænderne havde fundet læ og ly andet steds. Dunja fik dog lov til at hente en enkelt gråand, så helt kedeligt blev det ikke. Både Øivind og jeg var enige om at vi havde et par krikænder til gode, så vi må afsted til Vildmosen igen, hvis chancen skulle byde sig.

Vi fik begge rigtigt mange fine oplevelser med hjem, og hundene blev gode erfaringere rigere. Dunja hentede en enkelt markering på over 200 meter, og hermed bragte hun sin første sneppe hjem. Spontant samlet op og leveret fint til hånd. Tak, min tøs. Sneppen ligger nu i fryseren, for skytten mente helt bestemt, at den havde vi fortjent. Øivind fik lov at nyde Jeddi i aktion på en anskudt hare i samme såt. Han var først i tvivl om haren egentlig var ramt, men skytten mente, at det var den og så blev Jeddi sendt afsted. Haren spurtede afsted hen over marken med det ene bagløb brækket, og Jeddi måtte strække de lange stænger godt og grundigt for at hale ind på den. Da han kommer tæt på, begynder den at lave undvigemanøvre, og så var det pludselig forbi. Den havde kæmpet en sej kamp, men overmagten var for stor. Jeddi samlede haren op, og Øivind kunne stå og se den lille sorte prik i horisonten blive større. Fed oplevelse at få med hjem.

 Da jagten var ovre blev der serveret en herlig julefrokost, hvor der bestemt ikke manglede noget. Det var så hyggeligt og en helt perfekt afslutning på en dejlig dag på jagt. Tak til skytter og Nol for alle de fine fugle, Tak til de apportører som valgte at lave noget andet den dag, så vi kunne vikariere, og sidst men ikke mindst, tusind tak til Anette Larsen og Fin Mikkelsen for et super samarbejde dagen igennem. Altid fedt at være afsted i selskab med gode mennesker. (Også selvom de render rundt med en labrador, hr Fin Mikkelsen). Der var langt hjem til Helsinge, og solen var ved at gå ned, men dagens oplevelser kan man altså komme langt på. Turen hjem gik meget hurtigere end forventet.

 

13. December - Skue i Sortebakkehallen, Nørager.

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Det blev et dejligt gensyn med Listige Louie og Helle i Sortebakkehallen, og julestemningen omkring "flat-bordet" var helt i top. Der var ikke mange flattere tilmeldt, men der var nu mange samlet omkring bordet alligevel. Flere var kommet blot for at kigge og hygge, så det blev en rigtig dejlig dag. Dunja var den eneste der var med fra Kildevej, og hun gjorde det fint i brugsklassen. Hun løb fint og viste sig fra sin bedste side og fik en fin kritik med hjem, sammen med en lækker godtepose sponsoreret af kennel Birkebo. Tak for den. Dunja blev 2.vinder i brugsklassen (af 2 deltagere) og skulle ikke være med mere den dag. Det skulle tilgengæld Durin's Listige Lilli, som vandt juniorklassen (2 deltagere) og derfor var med i konkurrencen om at blive bedste tæve.Her blev hun slået af vinderen af brugsklassen, og endte som BIK2 (af 2). Lilli kunne også bryste sig af en fin kritik og en stor bunke af sponsorpræmier. Tillykke til Jens og Anette med den fine tøs.

 

Durin's Listige Lilli - 1.V juniorklassen - BIK2. Fin dag i ringen!

 

 

6. december - Jagt på Valnæs

 

I dag var vi flere vikarer på appotørholdet på Valnæs Gods på Falster. Billedet viser den danske del af holdet. Øivind (Nordsj), Jane (Midtsj), Randi, Per og Gert (alle 3 Nordsj). 2 stk flatter og 3 labradors. De øvrige kom fra Sverige. Det er altid spændende at være med på en jagt for første gang, og denne gang var det lidt mere spændende, da ingen af de andre på holdet havde været med før, så ingen vidste hvad der skulle ske, når instruktionen løs: "Vi gør som vi plejer"... Når terrænet så er ukendt og man ikke ved hvordan fuglene kommer, så kræver det at man er lidt mere på tæerne og læser jagten, så hundene bliver stillet mest hensigtsmæssigt i forhold til skytterne. Det gik fint med det, og undervejs blev der også tid til at drive et par af såterne. Apportørerne slap ikke hundene i drevet (med mindre de var vant til det) og for Dunjas vedkommende blev drevene tilbragt i snor, mens Jeddi og Øivind trænede fri ved fod i lange baner. Der blev derfor ikke lettet for mange fugle og dem der lettede kom i fine buketter, så skytterne fik gode muligheder for at ramme plet.

Vejret startede gråt og vådt, men i løbet af den første såt holdt regnen op og lidt længere op ad formiddagen lettede skyerne. Solen brød igennem og gjorde forholdene lidt sværere for skytterne. Ikke nemt at ramme høje fasaner med solen i øjnene. Der var nok at se til både for skytter og hunde. dunja fik sin debut på fasaner, og det var først i 3. såt at jeg kom i tanke om at hun jo faktisk ikke havde prøvet at hente varme fasaner før. Hun har primært været med på andejagt. Nå ja, det gik jo fint med det, så nu er det så streget af listen over ting vi ikke har prøvet endnu. Hun har haft det lidt svært med at sidde og vente hvis der bliver skudt noget som ingen samler op. Så har hun ikke været helt lydløs. Tendensen var den samme i starten af jagten, men fik hun først lov til at hente en eller to fugle, så kunne hun sidde tyst lige så længe det skulle være resten af såten, og havde ingen problemer med at andre fik lov at hente det, der faldt tæt på os. Fedt at opleve, og de gode takter arbejder vi så videre med.

Den første såt var ret så travl for Dunja og jeg. Vi havde Jeddi og Øivind som sidemakkere på den ene side,  så der var frit udsyn til at se de to hunde arbejde i samme såt. Det er ikke så tit vi har den mulighed, så det var lidt fedt. Bag os var der en indhegnet have med dyrehegn for neden og en enkelt eltråd for oven. Her gik en del af anskydningerne ned, så der blev også mulighed for at træne hegn. Jeg konstaterede hurtigt, at der ikke var strøm i den øverste tråd, så da den første vingebrækker gik ned derinde, fik Dunja lov til at prøve kræfter med hegnet. Først prøvede hun pomfritmetoden (igennem hegnet) det gik ikke og hun fik et par rifter i sit yndige ansigt for det stunt. Hvad gør en lille klog så? Jo uden tøven sprang hun over hegnet og efter vingebrækkeren. Hjem kom den, men terrænet gjorde at tilbagespringet var højere end springet på vej ud, så jeg hoppede over og løftede hende og fasanen over på den rigtige side af hegnet. Tilbage på ret side blev fasanen aflivet og Dunja tog dydigt plads ved siden af mig og ventede på den næste. Hun fik et par stykker der landede foran os, og så gik det ellers løs inde i indhegningen igen. Flere anskydninger landede derinde, så jeg og Dunja forcerede endnu en gang hegnet og gik efter de ramte fugle.

Første fandt hun en, så en til og så fik jeg øje på den tredje, i færd med at teste hegnet for smuthuller. Han havde ikke fået meget peber, den fine kok, så han var noget så levende. Dunja blev sat på sporet af den mens jeg fumlede de to andre på plads i galgen og så kom hun stolt med den flotte, spillevende kok. Afleverede pænt til hånd, fuglen blev aflivet og da jeg så vendte mig for at gå tilbage med totenschlägeren i hånden stod jeg pludselig ansigt til ansigt med 3 stk tyrekalve af ubestemmelig race, men i vægtklasse 250 kg+..... Jeg stivnede, Dunja kiggede nysgerrigt, og den ene af de 3 banditter begyndte at hoppe lidt hen imod os, mens den slog lidt legesygt med hovedet...?! F...................CK!!! tænkte jeg. Fat i vovse, ikke vende ryggen til, ikke løbe, vifte lidt med armene så de ikke kom for tæt på, lidt bedre fat i vovse, og hvorfor pokker var der så¨langt hen til det hegn!!!!!!! Jeg fik krabbet mig hen til hegnet med Dunja, fik løftet hende over i en fiks fart og kastede mig selv over hegnet, noget mindre stilrent. Der stod de så og gloede de tre. Med hovedet lidt på skrå og et noget konfunderet udtryk i de mørke øjne.... Og så slog de over i en kæk hoppetur rundt i indhegningen. Efter den oplevelse skulle jeg ikke nyde noget af at hente flere fugle på den side af hegnet. Der landede flere fugle derinde, og de blev hentet efterhånden som kalvene fortrak sig til den anden ende af indhegningen. Jeg overlod glad og gerne den opgave til dem, der var bedre til det med dirigering end Dunja og jeg er. Jeg nævnte oplevelsen for skytten som grinede, og sagde at de gjorde bestemt ikke noget, de tre kalve. Meget, meget muligt, og ikke spor nemt at vide sådan ved første, panikslagne øjekast. De fik da jaget en skræk i livet på mig, uanset deres hyggelige og legesyge intentioner.

Min makker på den anden side arbejdede inde i indhegningen, da der falder en vingeskudt hane ude på marken. Den falder til jorden og bliver liggende, men der er ikke tvivl om, at den ikke er død i skuddet. Jeg sender Dunja, og da hun er næsten ude ved fuglen, rejser den sig og begynder at løbe. Dunja vender på en femøre og optager jagten på løberen. Jagten er kort, men intensiv, og hun er hurtig til at vende hjem med kalorius, selvom der skydes flere fugle omkring hende. Fedt at lade fløjten hvile og se instinkterne tage over. Sådan vil vi have det ;).

 Jeddi startede dagen med en knaldapport, til Øivinds store overraskelse. Det er længe siden det er sket, så den blev ignoreret, og resten af dagen ventede Jeddi med at suse afsted indtil han faktisk blev sendt. Han markerede flot dagen igennem og fandt mange af de gode fugle, om ellers ikke var kommet hjem. Han arbejde fint i brombærkrattene, og brugte sit store løbepensum og sine fine næse til sin fordel. Linjerne begynder at fungere også på jagt, mens fløjtelydigheden skal blive bedre. Svært at høre at man skal komme hjem, hvis ikke lige man har en fugl i munden ;). Han kom i nærkontakt med tidslerne, så der var en del at rede ud, da vi nåede Helsinge.

Vi havde en rigtig dejlig dag på Valnæs Gods, sammen med gode venner, nye som gamle, så vi vil absolut ikke have det mindste imod at blive brugt som vikarer dernede igen en anden god gang. Tak til Lene og John som gav os buddet og tak til hele apportørholdet, svenske som danske, for en rigtig herlig dag på jagt.

Tak.

 

 

23. november - Fødselar på Kildevej

I dag fylder Hella så 11 år. Utroligt som tiden stikker af. Pelsen skinner, glimtet i øjet er som det skal være, og hun holder stadig orden og styr på alting. Hun er med på mindre jagter, eller dele af dagene, og hun arbejder glad og gerne i al slags vejr. Det får hun så lov til, alt det hun vil. Gamle hunde skal have det lidt ekstra godt. Man har fortjent privilegier i moden alder.

 

 

 Dejligste Hella, tillykke med din store dag. (Billedet er fra vinteren 2012)

 

 

 

16. november - Jagt i Tureby Dyrehave, Bregentved Gods.

Idag var Dunja og jeg vikarer på apportørholdet, sammen med Øivind og Jeddi og Thorvald og Una. Alle hundene og os blev stuvet ind i Thorvalds fine Seat Leon, da vi mødtes i Virum. Så tilbage i Citröenen lå så min friskbryggede te, Dunjas snor og en masse godbidder man skulle have haft med når der skulle trænes ro på post.... Pokker heller. Så må man klare sig med det man har. Eller låne. Snoren blev lånt og godbidderne der lå i lommen rationeret. Så var vi ovre den lille hurdle.

1. såt var et andehul midt i en mark af meterhøje ræddiker. Dunja kunne intet se, men hun var ikke et sekund i tvivl om at noget var faldet. Optimistisk sendte jeg hende på en fugl, og hun fræsede afsted, men for vild i ræddikerne og så blev der skudt en anden fugl i modsatte retning og så løb hun efter den, og den tog en anden hund, men så blev der skudt en anden og så løb hun efter den..... Og sådan snurrede karrusellen alt, alt for hurtigt for det lille hoved. Minus point til mig for ikke at tage godt nok vare på min kække hund. Det var klart en såt, hvor hun skulle have siddet med snoren på og ventet til der blev blæst af. Hun fik ikke en ærlig chance for at lykkes, og den eneste jeg kunne klandre var mig selv... Øv, for en start. Hun knoklede rundt i ræddikerne efter såten var blæst af, men havde ikke held til at finde fuglene. De lå i et lidt andet område. Svært at bedømme, både for hende og mig. Øivind havde mere is i maven og et bedre overblik, så Jeddi fik hentet et par gode fugle. Dygtig dreng!

Nu var flammen så tændt, så resten af jagten gik med at få skruet ned for blusset igen. Det var fine såter med gode drev, og hun fik lov at løbe dampen af, efter såterne var blæst af. En gang faldt en fugl i vores nærhed, men den var så tæt på, at den samlede jeg op selv, til Dunjas store forundring. Dagen bød også på en haretramp, hvor der blev lettet en håndfuld harer, og nedlagt en. Det klarede Dunja fint. Der var god ro på, selvom det gippede noget i hende, når harerne strøg afsted. Markerne vi gik på lå op til en vej, så jeg tog ingen chanser, men havde hende i snor det meste af vejen. Haren, der blev fældet, faldt i den anden ende af rækken, så den kom vi ikke i nærheden af.

Det var en fin dag, hvor jeg fik trænet masser af fri ved fod, skudfasthed og ro på post. Det skal vi nok få styr på med tiden.

 

15. november - "Apportera För Livet mot Cancer" Trænings WT i Njura, Skåne.

Det blev tid til WT træning i Skåne. Fredag vendte vi citröenen mod Sverige og forude ventede en hyggelig aften i selskab med Peder og Karina. Lørdag stod der TræningsWT på programmet og vi var så heldige at man i Njura havde redt op så vi kunne overnatte og slippe for den tidlige start lørdag. Altid hyggeligt med god mad, godt selskab og cognac til kaffen. What's not to like? Peder har adgang til herligt terræn nærmest lige udenfor døren, så Wt'en havde han arrangeret terræn til. Han havde også lavet gode poster og fået arrangeret officielle dommere til at komme og dømme. Startgebyret gik ubeskåret til Cancerfonden i Sverige, og det samme gjorde overskuddet ved salg af burgere til frokost, samt salg af fløjtesnore og fløjter og andet godt. Det hele var arrangeret for at støtte en indsamling til Cancerfonden, så her fik vi både trænet hund i spændende terræn, gode råd af officielle dommere, mad i maven til frokost og samtidigt støttet et godt formål, der vedrøre os alle. Det var mange fluer med et smæk ;).

 Posterne var lagt meget jagtrealistisk op, og vores absolutte favorit var en post hvor der blev kastet en and som en enkelsmarkering (i elite og åben klasse så hundene ikke fuglen blive kastet, men hørte bumpet), hvorefter fuglen blev trukket på slæb ca 25 meter og lagt der. Altså en anskudt fugl der var løbet. Sådan en har vi vist tit været udefor på jagt. Åbenklasse skulle dirigere ud til nedfaldsstedet, og hunden skulle så selv fange sporet og søge fuglen op. Jeddi blev dommerens valg på denne post, hvor han fik 20 point, da han løste posten lige efter dommerens anvisninger. Dygtige Jeddi. Så nu har vi en bog om fisk i kogebogsbiblioteket. Royal Greenland havde sponsoreret ærespræmier i stor stil, så det var da dejligt at få en af dem med hjem til Danmark ;). Hella blev passet hjemme hos Holger (og Søren og Berit), da hun ikke er vaccineret til at tage til Sverige, men de andre tre var med på løjerne. Loa havde en hyggelig dag, hvor hun futtede igennem en begynderklasse. Mest for at hun ikke skulle ligge i bilen og kede sig. Dunja klarede sig hæderligt på posterne, men måtte sendes to gange på dirigeringsposten inden den blev løst, så hun fik et nul med i bagagen. Jeddi klarede sig fint og det var en herlig prøve og en god dag. Efter prøven var vi inviteret til middag i Höör hos Lena og Thorbjörn. Mums hvor det var lækker mad. Hvor godtfolk er kommer godtfolk til, så nu er der smedet planer for næste år. Det ser vi frem til ;). Tak til alle for en dejlig dag i det svenske. Særlig tak til Karina og Peder for jeres gæstfrihed. Vi vender gerne tilbage. Tak til Thorbjörn og Lena for en rigtig hyggelig aften, og tak til Dot som sørgede for at jeg også kan nyde en Xanté hjemme i Helsinge ved særlige lejligheder. Gode venner er det bedste i verden ;).

 

8. november - Visit på Flatcoats vinder A, Lolland.

Næ, det er ikke april, og derfor heller ikke et datobestemt forsøg på morskab. Det var såmænd, som der skrevet står en (kort) visit i vinderklasse. Ivan og jeg stod der blandt nogle af de dygtigste flatter i norden og gjorde hvad vi kunne med det vi havde. Hvorfor Ivan? Der manglede hunde til prøven, og da Ivan pt er den eneste hund i huset der er kvalificeret til Vinderklasse på A-prøver, så blev det ham der kom afsted. Her i huset synes vi det er vigtigt at racen kan afholde så mange A-prøver som muligt, så vi bakker gerne op, hvis det kniber. Også selvom det er på Lolland og man skal tidligt op. Hvorfor lige mig? Øivind og Jeddi skulle på C-prøve i nabolaget, så de kunne fylde på af gode erfaringer, og så fik jeg lov at tage afsted. Ivan bor til dagligt hos Bent og Anni i Humlebæk, så optakten til prøven bestod i afhentning og paniktræning fredag eftermiddag inden solen sank i vest, og så en masse bønner til de højere magter om at vi ikke faldt helt ved siden af i det stærke felt. En tur til Lolland er absolut sjovest når man har selskab, for så er udsigten til den tidlige morgenstund og den lange køretur ikke helt så slem. Ivan og jeg fik selskab af Ole Munch Petersen og hans fine Roja (Flathounds Everlasting Flame). GPS'en var god at have når man skulle finde til Rødovre og lokalkendingen guidede fint ud til motorvejen igen, så det var faktisk først da GPS'en døde ved bageren i Bårse, at stemningen blev en smule febrilsk og en anelse anstrengt. Ole og hans Iphone reddede dagen, så vi fandt vej og var i rigtig god tid til og med. Godt med en god makker, når udstyret gør knuder!

 På plads var også Per Rethmeier og Hans Jørgen Bilstrup, så jeg pakkede straks klynkeriet om den årle morgenstund helt væk. Den konkurrence vandt de to let. Der var besøg fra Norge, Sverige, Tyskland og så lille Danmark. Hyggeligt at se de mange kendte ansigter, og der var en rigtig god stemning inden prøven gik igang.

Nu var vi jo ikke fræset helt til Lollands nordkyst for at spise morgenmad og sludre, så stemningen blev både spændt og forventningsfuld jo nærmere vi kom prøvestart. Ind i bilerne og så afsted til første såt. Der blev lige sendt et par ekstra bønner op over inden jeg tog Ivan ud af bilen. Fri ved fod var noget fri under paniktræningen, og han insisterede på at sætte sig skævt når vi stod stille. Ikke noget der kunne rettes, så det måtte jeg leve med. Det var jo trods alt ca 5 år siden han sidst var på prøve og den gang med Øivind i den anden ende af snøren, så alle de fine finesser var jo nok rustet en smule under de mellemliggende jagtsæsoner. Nå men skam får den de rgiver sig, og jeg havde jo ganske så kålhøgent trukket startnummer 1, så der var ingen tid til at fumle. vi blev sat af, der blev blæst på, snoren kom af (Jeg huskede i befippelsen af komme den i lommen. Ole ville være stolt af mig) og så var vi igang!

Der kom fine buketter af høje fugle ud på 1. såt. Vi kunne følge dem langt. Ivan sad fint og stille og kiggede opmærksomt. Og så kom den. Den første der røg hen over hovedet på os. Der lød et smæld og hanen blev stangskudt. Vi havde fået instrukser om at vi kun måtte hente fugle der faldt maks 25 meter inde i såten bag os, og jeg var naturligvis nødt til at se om hanen faldt ned indenfor området. I det splitsekund glemte jeg at det ikke var min lille frøken ved min side, men Øivinds gamle jagthund og da jeg fjernede blikket fra Ivan for at følge hanens færd, mente han ikke der var nogen grund til at side ved siden af mig, hvor man jo ikke kunne se fuglen, så han rejste sig, og fulgte med mig rundt, så da jeg kiggede på ham igen, efter hanen langt havde overskredet de 25 meter og stadig fløj, stod han der foran mig og kiggede efter hanen. Febrilsk fik jeg rettet ham ind, og takke alle guder for at den fine hane ikke var røget ned 10 meter bag os, for så havde Ivan nok ikke stået så fint og logret... Nå, men dommerens vågne øje havde bestemt noteret det lille stunt, så vi var allerede noteret i den sorte bog. Og ikke for noget godt. Der faldt en fugl i den anden ende af rækken, og dommeren spurgte om Ivan havde set den. Det mente jeg nok han havde og jeg fik lov til at sende ham. Han brugte ikke mange unødigt meter på at hente den fugl og kom lige hjem med sit bytte. Lidt oprejsning fik vi da for det der karruselstunt. Da såten blev blæst af fik vi en lille kritik af dommeren, så vi vidste om vi var med eller om vi var ude. En hund på holdet havde knaldapporteret, så den var ude, men Ivan og jeg var med endnu. Fra det andet hold hørte jeg at Ole's Roja havde knaldapporteret 2 gange, så de var også ude. ØV.

2. såt startede i og for sig fint for Ivan og jeg. Det gik godt med at sidde stille uden snor, og da der faldt en fugl til os, sendte jeg ham med en overbevisning om at den kunne han da sagtens hente. Det kunne han så ikke helt. Han gik for kort, og fik noget andet i næsen. Så måtte jeg jo have gang i fløjten. Han lystrede fint mine signaler de første 5 gange, men så var kvoten brugt, næsen tog over, og så gik den unge mand på jagt... Ikke meget jeg kunne påvirke den beslutning. Dommeren bad mig naturligvis kalde vovse hjem, og jeg prøvede ihærdigt. Det tog laaaaaaang tid. Så dukkede han pludselig op, med tungen langt ud af halsen og et lykkeligt blik i øjnene. Livet var uden tvivl fedt for Ivan i det øjeblik. Han blev bedt om at parkere sig ved min side, og inden jeg kunne blinke var han så smuttet efter en fugl der landede 10 meter bag os. Lykkelig var han, da han kom med den, og så kom snoren altså på. Farvel og tak til konkurrencen, og så kunne Ivans herlige dag ellers fortsætte med efterapporteringer i lange baner. Jeg vidste jo at vi næppe ville gå igennem hele dagen med nummeret i behold, allerede inden vi startede. Det ville også have været en hån mod alle de dygtige veltrænede hunde der var med, så det var svært at være ærgerlig over resultatet. Det var jo lidt af en bedrift at vi trods alt overlevede den første såt med æren i behold.

 Resten af dagen knoklede Ivan afsted på de små korte ben alt hvad han fik lov til. En fugl brændte sig ind på nethinden hos mig, og det vil nok være noget af det jeg husker ham bedst for fra den prøve. Vi stod ved et andehul og vi var trukket lidt væk fra skyttekæden. Instruktionen fra prøvelederen gik på at hvis der kom fugle om til os der var døde, så kunne vi lade dem ligge til prøven, mens anskydninger skulle hentes med det samme. Der blev skudt en del, og prøvehundene havde sikkert sit for sig, men Ivan og jeg havde ikke meget at rive i. Snoren var på, klog af skade, så han kunne ikke forårsage så megen festivitas. Vi stod ned i en gryde, med skrænter omkring os, og så landede der en anskudt andrik oppe på en ene skrænt. Den havde ikke fået meget, men den havde fået nok til at det var svært for den at lande. Ørerene sad helt oppe på hovedet af Ivan. Fuglen var spottet. Jeg slap Ivan løs, og hans små tykke ben gik som trommestikker op ad skrænten. Vel oppe på kanten, fik han hurtigt fært og sprang hen mod fuglen. Sjoveren havde bølletriks i ærmet. den havde fået vrikket sig hen til kanten, og lige som Ivan skulle lukke munden om sit bytte, spredte den vingerne, væltede ud over kanten og fløj 20 meter, lige forbi mig og landede i noget buskads, hvor den hastigt vraltede videre. Ivan var en smule konfus over at blive snydt for sit bytte, men han kastede sig efter anden, ud over kanten og ned af skrænten igen, lige forbi mig og ind i buskadset. Her kæmpede andrikken formålsløst for sin frihed. Jagten blev intens men kort og en stolt Ivan bragte mig den sprællevende fugl, så jeg kunne tage mig kærligt af den. Så fantastisk at få lov at opleve det på tæt hold. Fin apportering af Ivan, og skønt at se hvad der sker når dressuren holder op og jagthunden tager over. Billedet af Ivan i halen på anden er puttet ned i æsken med særlige dejlige minder.

Da dagen var ovre skulle det vise sig at Ivan langt fra havde været den eneste ulydige hund på prøven. Der blev placeret 3 hunde og ingen af dem fik CK, bl.a på grund af ulydighed.

Det var dejligt at være afsted på Vinder A prøve. Den var veltilrettelagt og dommerne havde også en god dag, så det kan man godt gå hen og blive helt bidt af. Ja det kræver så lige, at vi får et par hunde kvalificeret på det niveau, så det må vi jo arbejde på.

 

2. november - Andetræk i Mårum

Det er oftest Dunja som er med mig på jagt, men idag skulle det altså være anderledes. I dag kom Loa med ud og blev luftet. Det er et lille andetræk i Mårum, på vildænder, så man skal være god til at være stille, til at liste sig på plads og til at ramme når ænderne letter. Loa er god til at være stille, hun kan sidde musestille så man næsten glemmer hun er der, og så overlod vi det ellers til skytterne at ramme... Øivind havde Hella med og deres job var at få ænderne på vingerne på det rigtige tidspunkt. Det gik ikke helt efter planen og ænderne lettede lidt hurtigere end planlagt, men det lykkedes alligevel for Palle at få ram på en enkelt. Loa blev sendt og det havde hun meget sjov med. Anden kom hjem, og så var trækket i princip overstået. Hella fik lettet et par stykker mere, men ingen kom rigtigt på skudhold af dem, så de vender tilbage til en anden god gang. De fleste kørte hjem, mens Øivind, jeg og Palle blev tilbage for at se om der vendte nogen ænder tilbage til søen. Det gjorde der, men der sad vi jo nok så komfortabelt og sludrede i et væk, så de er sikkert også at finde næste gang vi skal på jagt i Mårum ;). En dejlig dag der blev afsluttet med Pizza og hygge i gode venners selskab.

 

1. november - Jagt på Egedal.

Det er altid en udsøgt fornøjelse at tage på jagt i Veksø på Egedal. Herligt selskab, fine såter og maden er som oftest helt fantastisk. 1. november blev første jagtdag i det fine selskab for Øivind og jeg. Der bliver som regel drevet meget og skudt moderat med fugle, men det er lige sådan en jagt som Dunja og jeg kan bruge til at træne ro i det lille hovede. Jeddi er jo født med den der fine slap af og nyd det knap, så det er vel mere vedligehold for ham. Dunja fik ikke lov at hente en eneste fugl på dagens jagt, men hun blev sendt på flere eftersøgninger i varieret terræn, og det klarede hun fint. Der er masser af damp på kedlen, når man har siddet længe på måsen og set drevet komme igennem såten. Hun er ikke helt lydfri, når andre får lov at hente, eller hun ser en fugl der ikke bliver hentet med det samme, så det arbejder vi så med. Der var masser af vand i mosen, så meget af eftersøgningsarbejdet foregik i løbevand for hendes vedkommende. Hun gør hvad hun kan, den lille strik. Det skal hun ha' tak for. Øivind fik ram på en fasan og var et rent stilstudie i hvor roligt man kan knække bøssen og sende sin hund på det nedlagte bytte. Jeddi efterkom ordren med appel og fuglen var lynsnart hjemme. Havde den gode Kaas-Larsen haft sigtekornet stillet rigtigt ind og ikke fået præstationsnerver midt i det hele, kunne der såmænd være fældet en fin sneppe for hans dydigt ventende vovse... Men næ nej. Pulsen steg, bevægelserne blev en anelse febrilske og skuddet missede sit mål. Øv, for den havde da været dejlig på paraden. Nå, men der blev skudt snepper. Der var en dygtig skytte på plads som fældede 2 snepper i 3 skud på sidste såt. Det er bare at løfte på hatten og bukke. Flot skydning. Det kan man da lære noget af, eller hvad Øivind? Da en hyggelig jagt dag var ovre, lå der 35 fugle på paraden. Der var 6 hornblæsere til at blæse deres signaler. Man gør tingene ordentligt og med fuld musik på Egedal. Tak fordi vi måtte komme og på gensyn.

1. november - DKK udstilling i Herning.

Anette Larsen og Durin's Listige Lilli havde debut i juniorklassen i dag i Herning. Det blev til excellent og 4.v i juniorklassen og en fin kritik. Tillykke med det fine resultat og tak fordi I tog afsted.

Fine Lilli er nu blevet gammel nok til at stå i junior klassen. Utrolig som tiden flyver!

 

 

26. oktober - Jagt i Tureby Dyrehave, Bregentved Gods.

Øivind og Jeddi var afsted hele dagen og samlede fugle op. Tak for lån af bilen var en masse sønderbidte, visne burre som lå spredt ud over tæppet bag i bilen. Bilen lugtede af våd hund og det der er værre i dagevis efter udlånet, så der bliver kigget nøje på betingelserne inden udlån af den lille sorte kommer på tale igen... Kald mig bare sart. Jeg kan bære det med...

 

19. oktober - Andetræk i Mårum og besøg fra Sverige.

Øivind og Hella havde selskab af Peder Pedersen, Kennel Sweet Licorice og Milla (Duckfinders Strega) på aftentrækket i Mårum. Peder og Karina kom på besøg fra Sverige, så efter jagten blev der spist god mad og snakket længe. Altid hyggeligt at have gode venner på besøg, og vi fik hurtigt aftalt at mødes igen i November til en trænings WT hos Peder. Så det ser vi frem til. Peder havde fået ram på et par ænder og Milla havde været hurtig og effektiv til at samle op, så det var en rigtig god dag at være svensk i Danmark. Velkommen tilbage!

 

15. oktober - Sviptur til Plymouth.

Turen var planlagt i bedste "Olsen-Banden" stil. Timet og tilrettelagt, og planlagt i stor stil via nettet. Når man nu har fået den småtossede ide, at det da ikke er for langt at suse et smut til Plymouth for at kigge på en hanhund man måske vil bruge, ja så kræver det at der er styr på planlægningen. Det tager 2 timer med fly fra København til London og herefter ca 5 timer i tog til Plymouth. En dags rejse ud og en dags rejse hjem betyder derfor kun en enkelt dag på en godsjagt i selskab med hund og ejer. Med andre ord, mere rejse end hund, men hvad gør man ikke, når nu man har fået den skøre idé på hjernen, og når mavefornemmelsen nærmest skriger, at man simpelthen må og skal afsted. Så pakker man da kufferten, ringer til en ven, og så tager man på tur til England. Klart man gør! Hvo intet vover, intet vinder, og med det gamle ordsprog ringende i ørerne, ringede jeg til Anette Larsen, Kennel Birkebo for at lokke hende med på turen. Øivind var ophængt af en hel masse arbejde, og det var ikke lige sådan at flytte rundt på, så jeg var lykkelig for at Anette glad og gerne stillede op som rejsekammerat, trods den lange rejse. Og lang det blev den. Ja, jeg skal jo ikke jamre, for hvis jeg synes der var langt, så læg lige ca. 5 timers togrejse oveni, og så har du tiden, som Fru Larsen skulle bruge på at komme frem. Godt at der er opfundet noget der hedder stillekupé. Vi havde ca 4 skift på udrejsen fra afgangen i Kastrup til vi landede på Plymouth Station, sent onsdag aften. Et kort ophold på Paddington Station levnede lige tid nok til at få fyldt den tomme mave op med sandwiches og varm te. Lang togtur forude og det meste af den foregik i mørke, så det var vist ganske heldigt at det var meget længe siden vi rigtigt havde haft tid til at sludre. Man keder sig aldrig i godt selskab.

Vel fremme på hotellet blev vi mødt med nye udfordringer. Hotellets restaurent og roomservice var nærmest lagt ned (trods klokken var omkring 21.00 da vi kom frem til hotellet) og hotellet lå lidt afsidiges i forhold til selve byen, så der var ikke meget andet at gøre end at vente tålmodigt på at køkkenet havde tid til os. Da vi så endelig fik et bord i en halvtom restaurant, og fik serveret vores mad, så var det alligevel så som så med appetitten. Risotto med svampe og noget italiensk ost, lyder da dejligt sådan en sen aften, men risengrød med purløg, ost og champion, er hvad retten lignede, da den blev serveret. Her var ikke tale om Noma portioner, så der var vel nok til at mætte en granvoksen (vegetarisk) skovarbejder (gad vide om de findes??), men det kunstneriske indtryk lod noget tilbage at ønske. Kan man mon blive mæt af at være sulten for længe??

Det blev morgen. Der var buffet. Der var masser af det. All you can eat. Toast & tea. Eggs & bacon. Sausages & beans. Det tog lidt tid at spise sig igennem, og det var skønt at kunne nyde maden i fred og ro. Man havde jo trods alt ferie. Aftalen med Chris Howe var, at han ville hente os på hotellet når jagten holdt en kortere middagspause. Det tog ca en time længere end ventet før Chris kom og hentede os foran hotellet, i en godt tilpløret Landrover. Mindre kunne ikke gøre det. Der havde vi så stået klar alt for længe i jagtudstyr og gummistøvler, til stor moro og undren for de fine forretningefolk og receptionister i Lobbyen. Vi skulle senere finde ud af, hvorfor en Landrover er god at have når man samler op på en godsjagt i omegnen af Plymouth. Ja, den er da sikkert også rar at have på en knoldesparker jagt på flad mark i Sønder Omme, det skal jeg da ikke sige andet, men den kom ligesom mere til sin ret i det kuperede terræn i Sydengland.

 

 

På den første såt havde Chris to hunde med, Izzy og Tain. Der var ca 8 skytter. De skulle skyde 1000 fugle, de havde 5 såter til at få det gjort i. Ikke helt en knoldesparker jagt på flat mark i Sønder Omme (no offence)...! De havde haft 2 såter inden vi blev hentet af Chris, men det kunne nu ikke ses på skytterne. De var utrættelige i jagten på næste ramte fugl. Alle havde loaders med, så når to skud var fyret af, så fik skytten serveret et nyt fuldt ladet gevær. Chris fortalte at en Loader også er Gamekeeperens sikkerhedsrepræsentant, og skal sørge for at skydningen foregår sikkert. Der var masser og masser og atter masser af fugle i luften. Fasaner og portugisiske stenhøns (en fugl af agerhønsetype. Øivind kalder dem rødben) i sværme. Der blev skudt så fingrene var lige lange og fuglene væltede ned om ørerne på os. Nok har jeg været med til jagter af anseelig størrelse, men jeg har aldrig set så mange fugle på en jagt i hele mit liv. Driverne vidste hvad de gjorde og rejste fuglene i mindre buketter. Apportørerne holdt klogeligt hundene fra såterne, så der ikke blev lettet fugle i utide, og det hele var nærmest som en koreograferet ballet, hvor alle havde en rolle at spille.

Jeg kiggede på Tain og Izzy, velvidende at hvis min lille Dunja havde været vidne til samme optrin, ville der ikke være meget sikring tilbage i hendes lille hoved. Tain og Izzy var ikke amatører. De havde været med før, og havde tydeligt ikke tænkt sig at sprænge nogen sikringer under drevet. De sad begge opmærksomme, lydløse og meget rolige og ventede på tegn fra Chris. De havde line på begge to, for som Chris sagde: "Hvorfor risikere noget, når man kan give dem snor på?" Manden havde unægteligt en pointe. Her var ikke tale om prøvetræning, eller blærerøvsjegharstyrpådethele - attitude, men derimod ret fokus på arbejdet der skulle gøres. Apportørerne skulle være usynlige, mens skytterne var igang, og deres arbejde gik først igang, når skytterne var færdige. Medmindre der faldt en løber i en retning væk fra skyttekæden og væk fra såten. Alle de døde blev jo ved med at være døde, så dem samlede man op bagefter. Det ved jeg også praktiseres hjerhjemme. Synes bare der var rigtigt mange døde fugle at holde tal på. Skytterne holdt inde og apportørerne gik igang. Tain og Izzy gik igang. Det samme gjorde deres kollegaer med kortere pels. Chris var den eneste der havde flatcoats med, de fleste andre havde labradors med. Og så var der de små spaniels, og terriers. Så en Jack Russel apportere stenhøns fra et brombærkrat. Der var masser af brombærkrat. Tætte og uvejsomme og pokkers stikkende. Ikke nemt for de større hunde at komme frem, men er man en lille spaniel eller en terrier, så dukker man sig en gang og suser ind under de stikkende tentakler. Var noget imponeret af at se de små hurtige størrelser arbejde i det hårde terræn. Tain og Izzy arbejde sig også igennem de mere ufremkommelige steder, støttet af Chris. Her var ingen blåviolet hudfarve, ingen hysterisk fløjte og ingen krævende hersen med hundene. Helt nede på jorden og igang med dagens arbejde. Herligt at se deres samarbejde. Tænkte lidt på om nu det er så sikkert at prøver og prestige altid får det bedste frem i hund og fører....?

Til vores store overraskelse blev alle fugle, der blev samlet op, sorteret og puttet i kasser med det samme. Nåja, det er vel også nemmere at holde styr på antallet på den måde. Chris fortalte at de røg i på køl med det samme og så blev de transporteret til Frankrig for at blive til postejer mm. Ingen parade? Ingen fakler og grangrene, fine lige rækker af fugle og hornblæsere efter jagten? Kunne det have sin rigtighed, når nu man stod der imellem en hel masse tweed og slipsenåle, med sixpence og manchetknapper, at man ikke gav et enkelt lille trut for fuglene, der var faldet? Det havde det. Fuglene skulle i kasser og til Frankrig, og hornblæseriet blev der ikke noget af. Det var der ikke tradition for på godset og ej heller i omegnen. Chris havde været i Danmark en enkelt gang, hvor han havde oplevet den højtidelige afslutning på en almindelig dansk jagt. Det var han meget betaget af, men man ærede vildtet og jagten ved at tage pænt tøj og slips på når man samlede op i stedet. Mange steder har man jo æret Gud ved at tage pænt tøj på i kirke, så logikken er nok ikke så langsøgt endda. Det forklarede i hvert fald de mange meter tweedtøj vi blev præsenteret for undervejs.

Vores 2. såt (dagens 4) var så den såt der overbeviste mig om at en Landrover er meget, meget handy når man skal op af stejle skrænter og ned i dybe dale for at skyde og samle fugle op. Den "vej" vi kørte på kunne godt minde om en grusvej, altså hvor man havde glemt at male klippeblokkene til grus. Det var en "spændende" nedstigning, til et smukt område.

 

Udsigten fra vores "post" på 2. såt.

 

Den lille hvide plet på bakkekammen er driverholdet. Derfra kom fuglene flyvende.

Det var plads nok.

 

Her fik jeg ham så at se i aktion. Skyfire Jasper of Achilty også kaldet "Beauly" eller "Boo".

 

 

Skyfire Jasper of Achilty - 8 år.

 

Lad det være sagt med det samme. Han var hele rejsen værd, den herlige Beauly. At se ham i sit rette element, var et privilegie, jeg var rejst langt for at få, så jeg fulgte ham nærmest som en skygge. Han tog ingen notits af mig og mit kamera, men gjorde sit job, som han plejer. Han fik ikke meget at lave på såten for fuglene landede tættere på skytterne, hvor der stod andre apportører. Så jeg fik mulighed for at studere hans arbejde i hårdt terræn med sparsomt vildt. Han tjekkede alle "sine" sædvanlige steder, og Chris fortalte at han sjældent greb ind i hundenes arbejde på den såt, for de vidste som regel bedre end ham hvor fuglene gemte sig. Beauly kom med en enkelt fasanhøne efter sin runde, og Chris' spaniel arbejde vedholdende under brombærene for til sidst at bringe en Rødben. Beauly arbejdede vedholdene og fokuseret når han søgte og under afskydningen var han som de andre helt lydløs.

 

Opmærksom og fokuseret.

 

 

Gode chancer for høje fugle.

 

 Dagens sidste såt foregik i en dalsænkning, hvor en brusende bæk skar gennem bunden af dalen. Den løb videre ind i en skov og væk fra såten. Faldt der en fugl i den stærke strøm, ville den hurtigt forsvinde uanset om den var død eller anskudt.

 

En fugl i den strøm er ikke let at rede ud.

 

Beauly optog forfølgelsen på en fugl, der landede i bækken og blev båret væk af strømmen. Han havde selskab af flere labber, som også havde fært af fuglen. Beauly sprang op af vandet, op på kanten og løb ned til et sted, hvor bækken slog et skarpt sving, og her stod han så og ventede på at fuglen kom til ham. Lige inden den når ham, bliver den trukket ned under vandet af strømmen, så Beauly hoppede i og gav sig til at søge omkring brinken. Fuglen kommer op til overfladen lidt længere henne, og Beauly ser den ud af øjenkrogen, og snupper den inden den sejler videre. Ejeren af de labradors, der havde været med i eftersættelsen af den sejlende fugl, var helt vild med Beaulys måde at løse problemet på. "He's so smart your dog, Chris" og det må man da give hende ret i ;).

 

Han fik den til sidst, den gode Beauly.

 

A job well done.

 

Han fik også lov at hente helt almindelige løbere, og det gjorde han i fin stil.

 

Og så var det pludseligt forbi. Ikke mere opsamling for den femogtyveøre. Hjem til Sausages, mashed peas og applecrumble with vanilla custard. Og til en hel masse snak med en hel masse skønne englændere, der var lige så tossede med at gå på jagt og samle op som vi er. En skøn dag i en pragtfuld natur og med det bedste selskab man kunne ønske. Nå ja altså næsten... Øivind var jo hjemme og slog søm i eller noget....

Summa summarum. Loa bliver parret med Beauly i april 2015. Vi glæder os til at se hvad der kommer ud af den kombination.

Chris og Sandra Howe, der ejer Beauly, var et par fantastiske flatcoat entusiaster, med hjertet på det rette sted. De fik os med det samme til at føle os meget velkomne og var utroligt hjælpsomme på hele vores tur. Hvor er det fantastisk at rejse så langt på en mavefornemmelse, og så blive mødt af så rare og helt vidunderlige mennesker. Nogen gange er man bare mere end heldig. Chris var med på jagten, mens Sandra var hjemme og passe sit arbejde. Det er ikke alle der er så heldige, at man kan få fri til at gå på jagt når chancen byder sig. Den byder sig ofte for Chris, der samler op på 3 forskellige steder i området og gerne er afsted op til 4 gange på en uge. De har primært flatcoats i sit hundehold, og et par spaniels. Han og Sandra havde et nært forhold til nu afdøde Brenda Philips (Kennel Exclyst) og deres linjer går tilbage til nogle af hendes hunde. Da min første tæve også havde Exclyst blod i årerne, og jeg ved en tidligere lejlighed var heldig at besøge Brenda i Exeter, så var det næsten som at snakke gamle dage med gode venner. Vi havde en rigtig hyggelig aften i Plymouth, inden Anette og jeg skulle vende næsen mod Danmark igen. 

Thank you Chris and Sandra for letting us use Beauly for Loa's final litter. Thank your for your hospitality and for a lovely evening out in Plymouth. Next time we will definitely have to try some original Plymouth Gin ;). See you both in April.

Der er lavet et galleri med billeder fra turen til Plymouth.

 

5. oktober - Andejagt i Mårum.

Øivind og Hella havde en hyggelig eftermiddag/aften i Mårum. Dunja og Loa var begge gået i løbetid, så der blev ikke noget jagt for de to.

 

4. oktober - Apportering på Hanaskog

Endelig tid til andejagt i Sverige! Dunja var så flink at vente med at gå i løbetid, så hun kunne være med til at samle ænder op på Hanaskog. Øivind havde Jeddi med og de to "gamle" blev hjemme. Vi blev standset i tolden for at få tjekket pas, og jeg skulle jo være enormt tjekket og slå op på siderne på forhånd, inden jeg afleverede passene. Tolderen kiggede længe og noget konfunderet på passene og som sekunderne tikkede forbi, kunne jeg mærke en lille uro lægge sig om hjertet. Var der noget jeg havde overset? Havde vi glemt at få vaccineret den ene hund...? Hun spurgte så hvad "Milbermax" var for et mærke, for det havde hun aldrig set som rabbiesvaccine og så gik det op for mig at jeg havde slået op på siderne med ormekur, som de skulle ha i sommers da vi var i Norge. Vi fandt i fællesskab frem til de rette sider og så var det lettere konfunderede udtryk forsvundet som dug for solen. Med et "Trevlig resa" blev vi ledt videre ind i Sveriges land, og så kunne vi ellers se frem til en dag med masser af ænder. Jeddi var jo nærmest hjemmevant på terrænet og Øivind havde en lille fornemmelse af hvad der var i vente, mens Dunja og jeg var de rene novicer. 1)  Den lille kække havde inden dagens jagt ikke hentet mere end en enkelt fugl, mens hun havde brugt alle de andre jagter på at sidde stille og holde bøtte. 2) Jeg havde ingen ide om hvor mange fugle der forventeligt kunne falde og hvordan terrænet så ud, så jeg havde en smule sommerfugle i maven inden det gik løs. Ville sikringen springe i hovedet på min lille jetjager eller kunne hun holde dampen nede og fokus på opgaven...? Det var fine såter dagen igennem og jeg fik rig lejlighed til både at træne markeringer og ro på post. Og bedst af alt... Det lille hoved holdt. Vi fik tildelt de mere stille poster af hensyn til hendes erfaringsniveau og alder, men hun havde alligevel frit udsyn til de andre hundes arbejde. Der blev givet mange godbidder i hendes favør, for hun forstod at være stille og lade andre komme til faddet. Samtidigt formåede hun at koncentrere sig helt om det hun selv blev sendt på. En enkelt gang blev hun sendt ud på en fugl men kom med en anden, der faldt lige for næsen af hende, da hun var næsten ude ved den tilsigtede fugl. Lidt øv, men den hun kom med var ganske levende, så det var jo godt at den kom hjem, inden den rendte af gårde. Nok ikke sidste gang det sker, men så tager vi det med ;). Jeddi har et godt hoved til jagt og er god til at rumme fugle der falder i lind strøm fra himmelen, så Øivind havde en herlig dag med sin makker. Vejret var godt og skytterne fik pillet fugle ned, så der var nok at se til. Efter sidste såt var blevet blæst af, blev Dunja og Jeddi sendt ud for at finde de sidste i et stort søg. Det lunede i hjertekulen at se de to gå til opgaven i fin stil og med højt humør, trods dagens øvrige arbejde. Jeddi fik fært af en høne der havde gemt sig under noget skrub og han blev helt væk inde i krattet, Dunja fik også fært i næsen og hun var på vej ind i krattet, da Jeddi kommer ud med fuglen, fuldstændigt dækket af visne burre og andet godt. Han lignede mest af alt et ramponeret juletræ fra forrige år. Fuglen var stadig i live, så det fik Øivind lov at tage sig af ;). Fars hund. Dunja - Jeddi duoen skulle så lige demonstrere at ubetinget lydighed ikke er en af deres features, da de på en åben mark satte sig for at jagte vildtvognen til trods for hidsige fløjtetoner, der kunne høres helt til Hässleholm. Ja ja, så groede træerne altså ikke helt ind i himmelen den dag heller ;). Fin debut for Dunja og en god dags arbejde af Jeddi. En herlig dag på jagt sluttede med kaffe og muffins i skyttens lade. Tak til alle på apportørholdet for en dejlig dag i det svenske.

 

 

27. september - Jagt og hyggeligt selskab i Borup

I dag var vi vikarer på en jagt ved Duelundshuset, med Dorte og Bo og Birgit. Der var mange ænder i luften, og terrænet var noget udfordrende, men det blev en flot dag og hundene fik lidt at se til. Terrænet gjorde at en del af fuglende faldt på ganske udfordrende steder, og der var også et par "dykkere" i mellem, som var noget at en opgave at få hentet hjem. Dorhte og Soya lavede et rigtigt flot arbejde på en dykker som jeg først havde sendt Dunja på. Forestil jer hendes overraskelse, da hun var næsten ude ved anden og den så dykkede... Det var første gang hun stødte på sådan en, og hun havde lidt svært ved at greje hvordan pokker det kunne ske. Soja havde bedre held med forehavendet, og fulgte den anskudte and til dørs og snuppede den da den gik på land. Fint arbejde, fedt at fuglen kom hjem og så det var bare at bukke og kippe med hatten ;).

Efter jagten brugte vi resten af dagen i hyggeligt selskab hos Birgit og Povl sammen med Bo og Dorthe. Tak for en ualmindelig dejlig dag, lækker mad og en hyggelig aften i det fineste selskab.

 

20. september - 2 x Tillykke med bestået brugsprøve.

Durin's Listige Lilli og Durin's Listige Dixie har i dag bestået brugsprøven. Stort tillykke til Anette og Jens Peter Larsen, kennel Birkebo, og knæk og bræk fremover. Vi glæder os til at se mere ;).

Så fine gik de i takt da de blev BIR - og BIM Baby i foråret, og nu har de begge en brugsprøve.

Så er der fri bane til officielle markprøver og WT. Herligt!

 

13 & 14. september - WT og fødselsdag i Jylland.

Fredag aften styrede vi bilen mod Sønderjylland, hvor Per Rethmeier bød på husly og dejlig mad. Det blev en rigtig hyggelig aften, med masser af hundesnak og gode grin. Tak for eminent forplejning, Per. Klart anbefalelsesværdigt, og noget vi gerne gør igen ;).

 Lørdag stod den så på WT for Dunja og Jeddi. Hella var også med i vinderklasse, hvilket hun virkede super tilfreds med ;). Det blev en god dag for os alle, og vi blev gode erfaringer rigere. Øivind og Jeddi klarede de fleste af posterne fint (15-20-0-13-17-16), men vanddirigeringen sidder ikke i skabet endnu, så her fik de desværre et nul. Det er sjældent spændende at få et nul, men det er til at leve med, når det kommer på en opgave der ikke er helt på plads endnu.

Dunja og jeg hold fanen højt på 4 poster, med 4x20, mens dirigeringsposterne kostede 2x0. Det skal nok blive rigtigt sjovt når dirigeringerne sidder i skabet ;). Kan man være glad og tilfreds når man får to nuller? Klart man kan. Der blev jo givet fine eksempler på ting der fungerer optimalt, og også på denne Wt  var der mange 20 taller på pointkortet, så det tyder jo på et stabilt niveau, når man ser på det der virker. Det er da herligt at konstatere.

Kigger man på resultatet indenfor "familien", så slog Jeddi, Dunja med 1 point. og de var de bedst placerede hunde af dem der ikke bestod. Ikke noget man kan bruge til meget, men det giver da motivation til at træne på alle upserne ;).

                         Jesper og hans søde Durin's Listige Saga var med i hvalpeklassen på UWT. Det var   første gang de var ude på prøve, og de fik en god start på karrieren.

Prøven trak ud, og vi havde en fødselsdag vi skulle nå i Astrup, så vi trak Hella fra de sidste poster og så kørte vi mod Nordjylland. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor vi også fik selskab af flere af prøvedeltagerne fra Sønderjylland. Alle var enige om at elementerne i prøven havde været gode, men at der nok skulle arbejdes lidt med logistikken næste gang, så prøven kunne afvikles lidt mere smidigt. WT er altid spændende og vi er klar til foråret igen. Mon ikke der skal trænes dirigeringer i vinterpausen?

 

 

 

6. & 7. september - Hundeweekend i Gedesby og årets første andejagt.

Weekenden blev tilbragt i selskab med vores gode hundevenner, hvilket er gået hen og blevet en hyggelig tradition i september måned. Man skulle næsten tro at det stadig var sommer, selvom kalenderen sagde efterår. Det var høj sol og varmt, så hundene blev hurtigt flade og træningen måtte lægges lidt om så de kunne blive våde undervejs. Det blev til træning af tramp og markeringer på en let bølgende stubmark.

Der ventes i spænding, mens Dunja arbejder i terrænet.

 

Hundene nød en velfortjent vandgang ovenpå de varme træningspas:

Hella-Hyggesvømmer

 

Jeddi - Her var godt at være.

 

Dunja med det aerodynamiske, pelsløse look ;).

 

Loa havde mere pels at ryste med efter svømmeturen.

 

Er man blevet våd, må man løbe sig tør...

 

Den yngste og den ældste i fuld firspring.

 

Forplejningen var i top og som altid var hyggen i højsædet. G&T inden maden blev serveret hører sig til i det finere selskab ;). Søndag var der præmiere på andejagten i Maarum, så der sad Dunja og jeg og var helt stille og håbede på chancen for at hente et par ænder. Ingen held denne gang, så er det jo godt der er mange flere jagter i vente ;).

 

30. & 31. august - Racearrangement i Sorø

Sidste weekend i august er altid helliget flatcoats racearrangement. Denne gang havde vi hunde med på både udstilling og markprøve. Lørdagens udstilling foregik på det fine areal ved Stenlille Jagtforenings klubhus, og her dømte Glynnis Gwilliam, fra England. Annette Larsen havde Durin's Listige Lilli havde skåret en ridse i en trædepude dagen før, så hun haltede desværre i ringen. Øv, øv for hun fik en fin kritik og præsenterede sig ellers fint i ringen. Jeg fik løbet et par omgange i ringen i løbet af dagen, for der var flere som havde brug for hjælp til handling af deres hund. Det var en stor ring, så der var frisk luft til lungerne hele vejen rundt. Det gik fint for de fleste af de hunde jeg viste, trods hundenes meget varieret erfaringsniveau i ringen. Ringtræning er jo godt og kræver faktisk ikke meget tid og ulejlighed, men hvis den mangler helt kan det godt være lidt af en udfordring at få vist hunden fra sin bedste side ;).

Dunja var først på scenen af vores hunde og hun var med i en pænt stor brugshundeklasse for første gang. Hun er ret nem at få til at stå i ringen og hun logrer gerne med halen undervejs (længe leve klikkeren), så det var en sand fornøjelse af vise hende frem. Vi gik ud af ringen med en fin kritik og en excellent. Dejligt.

Hun er blevet 2 år nu, lille Dunja og sådan ser hun ud i bikini.

Hella var med i veteranklassen for sidste gang, og hun blev anden vinder i klassen (der var tre deltagere) med CK. Hold da op! Det var et fint farvel til udstillingsringen for hende. Da vi så stod i bedst i køn konkurrencen og ventede på dommerens bedømmelse, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt ved synet af det fine selskab vi var havnet i. Godt gået, gamle tøs. Det var sjovt at prøve. Glæden ville i hvert fald ingen ende tage i vores lille telt, der sædvanen tro var fyldt til randen med gode venner og højt humør, trods et voldsomt regnvejr, der nærmest skyllede de afsluttende konkurrencer væk.

 Søndagen stod i markprøvens tegn, og her skulle jeg op med Dunja i åben klasse for første gang. Vi fik en makkerhund a fineste kaliber i form af Preben Jørgensen og hans herlige Skattkammarens Maxwell Klinger. De to har haft et forrygende år siden de vandt unghundeklassen på det svenske flatmesterskab sidste år, kun for at vende tilbage i år, og komme i finalen i åben klasse. Utrolig flot præstation af de to, så jeg var spændt på at se, hvordan Dunja gebærde sig i det selskab. Ulempen var jo at jeg ikke fik set Preben og Klinger i aktion, men jeg kunne høre at opgaverne kom i rimelig hurtig takt efter hinanden, så der havde ikke været det store bøvl på de første opgaver. Så var det vores tur. Dunja og jeg. Åben klasse, GO! Første opgave var en ganske simpel enkeltmarkering på en and. den blev hurtigt hentet og bragt hjem i fin stil. Så gik vi videre til dirigeringen. Vores akilleshæl... Vores sten i skoen... Med andre ord, det vi ikke er gode nok til endnu. Hundene skulle ned i en bred grøft, løbe langs med en lille sti i bunden af grøften, stoppes og sendes tilhøjre op af skråningen og op på et plateau. Oplægget var rigtig godt og udfordrende, sådan som en åben klasse skal være, så niveauet var, hvor det skulle være. Det var vi så ikke helt. Hun løb fint ud i retningen, og stoppede fint på fløjten, og blev så sidende uanset hvilke fagter jeg prøvede. To gange kaldte jeg hende hjem, og først i tredje forsøg kom kaninen hjem. Jeg var lykkelig over at vi lykkedes med at få løst opgaven trods alt. Dunja gjorde hvad hun kunne og at det så lykkes til sidst med en kommando, et stop og en venstrevinkling op ad skråningen, satte bare en masse godt ind på kontoen til en anden god gang. Dejlig at slutte et svært moment med succes.  Glad (og meget lettet) gik vi videre til markeringsarbejdet ved vandet. Her var der ingen slinger i valsen. Hun sad roligt til hun blev sendt og hentede hurtigt begge fugle. Fine afleveringer både fra land og fra vand. Og så var det tid til søget. Dunja er en god vildtfinder og søger normalt rigtigt fint, så på papiret var der ikke noget at være så nervøs for, men det var der så alligevel. Udover alle de der irrationelle ting, som hunden alligevel aldrig finder på at lave, men som man bruger en masse energi på at bekymre sig om alligevel, så var der jo lige det faktum at det faktisk var første gang hun skulle gå et rigtigt makkersøg med en ukendt makker.... Det er ikke småting man kan bilde sig selv ind, når man står der på linjen inden det hele sættes igang. Fantasien fik frit løb og min dejlige Dunja tøs gjorde enhver af mine mere eller mindre velfunderede bekymringer totalt til skamme. Hun gik er flot frit søg, og var ikke det mindste påvirket af makkerhunden. Hun kom overalt i søget og fik alle vildtarter med hjem. Da makkerhunden til sidst fik lidt svært ved at holde fokus på opgaven og måtte støttes lidt, så fortsatte hun ufortrødent uden den mindste hjælp fra mig. Dejlige, dejlige Dunja!

Var så utrolig stolt af Dunjas fine makkersøg.

Så var det hele pludseligt ovre. Prøven var slut. Vi havde klaret opgaverne efter bedste evne, så nu var der kun dommerens bedømmelse tilbage. Preben og Klinger fik en 2. præmie, mest på grund af søget, mens Dunja og jeg fik en 3. præmie, på grund af vores vanskeligheder i dirigeringsopgaven. En fin debut, og det med dirigeringen skal vi nok få lært.

Vi havde en skøn weekend i selskab med en masse af vores gode venner fra nær og fjern. Tak til alle for at gøre weekenden til endnu et herligt minde ;).

 

 

 

1. & 2. august - Træningsweekend i Jylland.

I denne weekend var vi så heldige at være med til et træningstræf med den nordirske instruktør Simon Parke. Pakkede bilen torsdag aften og satte kurs mod Lisbjerg, hvor vi blev modtage på fornemste vis af Lisa og Kent og alle deres skønne hunde. Aftenen blev tilbragt sammen med gode venner vi ser for sjældent og nye venner vi lærte at kende. Alle som en med hjertet på det rette sted, hvad flatcoats angår. Hyggelig optakt til en inspirerende og lærerig weekend. Simon havde mange gode tips med i posen og der var meget at tænke over både undervejs og bagefter. Filosofien om at bruge det vores hunde er gode til, til deres fordel er jo enkel at tage til sig, men det praktiske i at genkende når den viser os hvad det er den kan var det godt at få andre øjne på. Flatcoats er gode til at trække færter på lange afstande fordi de går højere med hovedet når de søger. I stedet for at træne intensivt på at få næsen ned, så brug den evne til hundens fordel og lær den så at få næsen ned i et nærsøg på signal. Simpelt når man siger det, men der var flere gode øvelser i praksis, som man nok ikke lige selv var kommet på som det første.

 

 

Kent og Munkhavens Super Karla i en tænksom stund som tilskuere til en af de mange spændende oplæg.

 

Karla har spottet fotografen.

 

Hun gav den gas, den gode Karla - både ud og hjem.

 

Jeddi var også med på løjerne.

 

Der blev givet instruktioner og snakket teori i forbindelse med de forskellige oplæg. En kærkommen pause i skyggen for både to- og firbenede.

 

Fine Lilli, Durin's Listige Lilli, var med på hvalpeholdet om lørdagen.

 

For de yngste deltagere lagde Simon meget vægt på ro og evnen til at koble helt af uanset hvad der sker omkring dig. Det var meget vigtigt at hunden først "tændte" når der var brug for det og i øvrigt koblede helt af. Her havde han flere øvelser, som krævede både tid og tålmodighed for nogle hunde. Pointen var her at man fulgte en øvelse til dørs og først skiftede fokus når man havde opnået den ønskede afslappede tilstand hos hunden.

 

Et andet tema var længden på de linjer vi arbejdede med. Jyderne er nok vant til at arbejde med et lidt andet metermål en os fra Djævleøen, og "længere ud" er vel noget nær en standard kommando på de kanter, men de måtte vist som os sande at nordirerne trækker den endnu længere ud... Det er noget med at gå meget, meget langt, for øvelserne blev alle bygget op omkring det faktum at hunden vidste med sikkerhed at der lå noget helt derude i det blå... Eller horisonten.... På vanten og så derudaf.

Ja, den lille sorte klat i det grønne er hunden... Den er på vej hjem med en dummy, som lå helt ude for enden af sporet, i noget højt græs lige før rækken af grantræer.

 

 

Det var som sagt noget med at få puttet længde på.

 

Altså seriøse længder.

 

Mens der blev lagt ud, blev der tid til snak om teori og oplæg, på et højere plan ;).

 

 

 

Dunja fik også den udsøgte fornøjelse at løbe laaaaangt efter en dummy.

 

Lars Pedersens herlige hanhund Serengolau Bullfinch (Bobby) i fuld firspring.

 

En superherlig weekend, med masser af skønne hunde mennesker som vi ser alt for sjældent. Det var benhårdt og usædvanligt varmt, men det gav masser af energi og inspiration til den videre træning. Vi er helt sikkert klar, hvis Simon vender tilbage en anden god gang. Welcome back Simon! We thoroughly enjoyed your inspirational training.

 

 

 

 

 

28. juni - Flatcoat WT i Sorø

Sommerferien startede på bedste vis med en WT arrangeret af raceledelsen for flatcoats. De fleste af vores træningskammerater var med, og det samme var gode venner fra nær og fjern. Elsker at være afsted og mødes med en masse dejlige venner. Både dem vi træner med til dagligt og dem vi ikke ser helt så tit. Fantastiske mennesker alle sammen. Tak fordi I findes!

Prøven gik fint for både Jeddi og Dunja. Fine point til begge hunde inden den sidste post, som var en dirigering langs en sø, hvor de havde apporteret tidligere. Jeddi kunne ikke slippe vandet, og fik derfor ikke dummien hjem. Øv for et ærgerligt nul. De andre opgaver havde han løst rigtigt pænt, så det var lidt ekstra ærgerligt.

 Dunja løb fint ud i området, og satte næsen ned det rigtige sted som hun skulle, men kom ikke hjem med en dummy. Hun gik ud af området og var på et tidspunkt nede i søen, hvor hun søgte i sivkanten. Jeg fik hende tilbage i det rette område flere gange, men lige lidt hjalp det. Hun havde overrasket mig positivt på den anden dirigeringsopgave, så jeg håbede til det sidste at vi kunne få dummien hjem. "Close but no cigar" tror jeg englænderne siger i den situation. Ingen dummy og et rundt nul til Dunja og mig. Øv, øv. Jeg roste den lille tøs en hel masse for det flotte arbejde hun trods alt havde udført, og så sparkede jeg ellers i gruset hele vejen op til bilen. 3 x 20 stod der på kortet, men lige fedt hjalp det, når der på sidste post stod et nul. Det er nok ikke sidste gang jeg skulle opleve det, men surt og øv det var det. Og så er det at man aldrig skal sige aldrig. Så er det at man en gang imellem har lidt held i sprøjten. En meget forpustet Povl Raaby, kom spurtende, med Skrållan på 11 år halsende efter, og sagde at jeg skulle tage min hund og skynde mig tilbage til posten, for dommeren og prøvelederen ville tale med mig. Det viste sig at der ikke havde ligget en dummy på stedet, da Dunja blev sendt afsted på opgaven. Hjælperen havde gjort opmærksom på fejlen og nu stod der pludselig ikke 0 mere på kortet, men 20! Sådan kan vinden vende på et split sekund. Kunne ikke dy mig for et lille glædeshop eller 2. Min søde lille Dunja Dundertøs havde bestået en åben klasse for allerførste gang, med 4 x 20 taller, 14 og 16. Herligt! Smilede fra øre til øre resten af dagen. Hun blev 2.WT på dagen, og det var en dejlig fjer at få i hatten. Jeg var meget taknemmelig for at hjælper, dommer og prøveleder gjorde en upåklagelig indsats for at løse en træls situation, til hundens fordel. Dunja blev ikke sendt på opgaven igen, men blev bedømt på det dirigeringsarbejde hun trods vilkårene havde vist. Povl og Skrållan har naturligvis en særlig plads i mit hjerte. Man skal jo ikke skyde en budbringer, men man kan vel godt synes han er en helt, når han kommer med gode nyheder ;).

14. juni - UWT Region Østjylland Fjellerup

Durin's Listige Lilli og Durin's Listige Dixie var til deres første WT i hvalpeklassen, sådan ganske uofficielt. Anette havde vist glemt at melde til, så hun kom ikke med på startlisterne, men det vidste de to små jo ikke noget om. De skulle ud og have det sjovt. Dixie bestod klassen, mens Lilli ikke nøjedes med at bestå klassen, men scorede 59 point ud af 60 og blev dermed dagens bedste. En meget glad Anette ringede og fortalte den gode nyhed og var lidt ked af at der hverken var billede (de holdt præmieoverrækkelse mens Anette var i vinderklasse med anden hund) eller noget navn på resultatlisterne. Pyt, pyt siger vi og føjer et "TILLYKKE!!" til. En fin præstation af de to små i nord ;).

 

29. maj - Skue i Region Nordsjælland.

Kristi Himmelfartsdag var der skue i Frederikssund, og der havde jeg Dunja og Hella med. Vores gode venner, Ann og Thorvald havde deres unge han Bosse fra Kennel Bjugel's med for han skulle ha' sin brugsprøve. Så skulle han selvfølgelig også lige prøve det der med at løbe rundt i en ring, hvilket betød at Ann var kommet på arbejde. Det gjorde de nu begge fint, og Bosse fik en flot kritik og blev 2.bedste han (der var 2). Dunja gjorde det også pænt og fik et excellent i brugsklassen, mens Hella skruede op for den vanlige charme og futtede afsted med den fine roset til bedste veteran. Hun var den eneste veteran på dagen, så det var jo ikke konkurrencen det handlede om, men hun hyggede sig gevaldigt i ringen og showede for fulde gardiner, så det var en sand fornøjelse at vise hende. Hun endte som BIS3 på dagen, og vandt en masse fine sponsorpræmier med hjem, bla en ny sammenklappelig stol, med kopholder til Øivind. Det kan man da bruge til noget ;). Hundemaden delte vi ud til vores gode venner. Her i huset holder vi ikke af at blande tingene for meget sammen.

 

17. maj - UWT i Region Centrum.

Lørdag tog vi fra Nordjylland til Kulsø for at være med på en uofficiel WT. Fantastisk terræn og fine poster. Idag var niveauet for højt til Dunja og jeg, så det blev til et par nuller på scorekortet. Jeddi klarede sig bedre igennem dagen, men måtte også indkassere et nul, så ingen jubelscener i bilen på vej tilbage nordpå. Erfaringer er jo ikke at kimse ad, så der røg såmænd noget værdifuldt ind på kontoen alligevel. Lauerbærerne venter, men vi havde en dejlig dag alligevel.

 

16. maj - Hvalpetræf for L-Kuldet i Nordjylland

Vi var rigtigt glade for at se alle 5 hvalpe og deres ejere til hvalpetræf i Nordjylland. Det blev en herlig dag, med masser af snak, gode grin og med de "små" i fokus. Ja små kan de vel ikke kaldes. De er nået til "fætter højben" - stadiet, hvor rammen formes, men hvor resten ikke rigtigt følger med. Dejligt at se at de alle udvikler sig i den rigtige retning brugsmæssigt. Det er ekstra dejligt, når nu vi har solgt dem til folk der gerne vil bruge dem til retrieverarbejde og andet sjov. Vi var begge glade for at se at det rolige temperament, som vi oplevede i hvalpekassen herhjemme, stadig er udtalt hos dem alle sammen. De vil gerne løbe på de lange ben, men hjernen er med, og de er kvikke i pæren. Så tilbagemeldingerne lød på at man var nødt til at spænde tænkehjelmen på hvis man skulle følge med der. Herligt!

Hvalpene havde en hyggelig dag i hinandens selskab, og de fik lov at lave lidt forskellige øvelser på det dejlige terræn ved kennel Birkebo. Jeg demonstrerede lidt klikkertræning med Dunja, og det vakte interesse hos flere. Positiv forstærkning er bare en god måde at træne hund på, også når man skal være jagthund ;).

Tak til Jens og Anette for at lægge terræn og grill til hvalpetræffet. Det var jo nemmere for de fleste at køre til Nordjylland, end at suse over broen til Sjælland.

Her er et par fine skud fra dagen. Se flere billeder her.

"Det med lineføring, det har vi altså tjek på!"

 

Bunke var en gennemgående formation hele dagen.

 

"Se, hvad jeg fandt derude!"

4. maj - B-prøve i Danstrup.

I dag var Øivind og Jeddi i begynderklasse på regionens forårs B-prøve. Det gjorde de flot og snuppede en 1. præmie. Juhuu. Endelig sad den i skabet! Der blev givet 2 stk 1. præmier ud af 25 startende hunde, og den ene havde Jeddi altså med hjem. Som prikken over I'et blev de også "Bedste hund i begynderklasse" så det var en rigtig dejlig dag i det Nordsjællandske. Tak til alle som nød solen sammen med os og gjorde dagen ekstra hyggelig.

 

En glad mand og hans hund.

 

3. maj - Skue i Nordjylland.

Durin's Listige Dixie og Durin's Listige Lilli var på skue og gjorde det godt. Der var 3 flat babyer, og kun 1 af dem var en han, så Dixie blev igen bedste baby han. Hans søster Lilli havde lidt mere konkurrence, men blev alligevel bedste baby tæve. Så skulle de jo så i ringen igen, og her slog Lilli til igen og blev BIR Baby, ganske som for 2 uger siden på Fyn. Lilli blev senere BIS 2 Baby, så det var super flot. Stort tillykke til ejerne Anette og Jens Peter Larsen. Tak fordi I havde dem med på skue og viste dem så fint.

Så gjorde hun det igen den Listige Lilli. - BIR Baby og BIS 2 Baby. Denne gang på skue i Nordjylland.

 

 

20. & 21. april - Flatcoats officielle Forårsarrangement på Fyn.

Vi sluttede en dejlig påskeferie af på Fyn i selskab med en masse dejlige flatfolk. Det er sandt hvad man siger, at hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Det var et herligt og velorganiseret arrangement i et lækkert terræn, både hvad angik søndagens markprøve og udstillingen dagen efter. Herlige mennesker, de fynboer ;). Tak til Anette og Jørgen Jakobsen, som bød på aftensmad søndag aften. Det var rigtigt hyggeligt, og umådelig pænt af jer at byde på mad, nu hvor fællesspisningen desværre ikke blev til noget. Øivind havde Jeddi med på markprøven, og her fik makkerparret endnu en 2. præmie til samlingen. Ja, ja den der 1. præmie må I så vente med til næste gang.

Dunja var i løbetid, så hun måtte blive hjemme. Eller rettere hun måtte på besøg hos Dot og hygge sig med Svea og Chili i Espegærde, mens vi andre var på Fyn. Ivan var også i byen. Ham tog Bent og Annie sig af i Humlebæk. Tak for det! Dejligt at vide at hundene får den optimale pasning, når vi sådan render af gårde ;). Løbetid kan altså være bøvlet når man skal afsted på prøve...!

Med os havde vi Hella, som skulle med i veteranklassen på udstillingen om mandagen. Damen er efterhånden rundet de 10½ år, men hun er stadig fuld af krudt i ringen. En fin BIM roset og bedste veteran tæve med excellent fik vi for vores optræden i ringen. Flot af den gamle tøs. Jeg fik også lov at vise flere andre hunde den dag, så det blev til nogen omgange inden dagen var omme. Bedst gik det da jeg viste Hans Jørgen Bilstrups tæve, Munkhaven Almo Thyra. Hun var blevet 4. vinder på søndagens markprøve og på udstillingen blev hun også 4.v. her var det bare i brugsklassen og så var hun pludselig også vinder af weekendens dual pokal. Stort tillykke til Hans Jørgen og Thyra for den præstation.

Kennelens fineste resultat på udstillingen opnåede de 3 babyhvalpe fra Loas seneste kuld. Her blev Durin's Listige Lilli BIR baby, mens Durin's Listige Dixie blev BIM baby. Begge hvalpe ejes af Anette og Jens Peter Larsen, Kennel Birkebo. Dixie var den eneste han, så det var så som så med konkurrencen, mens der hos tæverne var der 5 tilmeldt. Durin's listige Saga, som ejes af Jesper Braagaard Nielsen, blev nr 4 i klassen og bedst af alt, så fik de alle sammen fine ord med på vejen af dommeren og det er altid godt. Tillykke til alle vores hvalpekøbere og tak fordi I stillede op med jeres hunde. Vi ses til hvalpetræf i maj i Nordjylland ;).

BIR og BIM Baby: Lilli og Dixie

Fine Saga som blev 4.v

Durin's Listige Lilli - Sød som sukker

 

12. april - TILLYKKE til Jens og Malthe

Durin's Kække Melker (Malthe) har bestået DRK's brugsprøve, på region Nordjyllands B-prøve i Mølholt. Brugsprøvedommer var Holger Davidsen. Stort tillykke til ejer og fører, Jens Jellesen. Dejligt at prøven er i hus, så I kan arbejde videre på det der er lidt sjovere. Knæk og bræk med den videre træning.

Durin's Kække Melker (Malthe). Billedet er fra april 2013.

 

 

12. & 13. april - Træningsweekend med Hans Jørgen Bilstrup.

En samling glade flatfolk.

Vi havde samlet en masse flatvenner fra nær og fjern til en hel weekend med hundetræning. Til at styre løjerne og komme med de gode input og oplæg havde vi hyret Hans Jørgen Bilstrup fra kennel Munkhaven i Nordjylland.

Hans Jørgen styrede løjerne i den rigtige retning.

Det var en entusiastisk og festlig flok, som samledes på vores mark til en god gang træning. Temaet var linjer og markeringer, og øvelserne foregik både på vores egen jord og i en nærliggende del af skoven, som vi havde fået tilladelse til at bruge. Det var utroligt spændende at se hvad vores bakkede græsmark kan bruges til, og det var flot at se hvor hurtigt hundene fandt ud af at løse de udfordringer som terrænet stillede.

Der blev markeret op over bakketoppen.

Ikke en helt nem opgave for alle, men de fleste løste det pænt til sidst.

 

Øivind og Jeddi var med mens jeg måtte tage plads på sidelinjen. Dunja gik i løbetid i ugen op til arrangementet, så det blev der ikke noget af for os, denne gang. Frokosten blev lavet på sammenskudsbasis, og aftensmaden stod jeg for, når nu jeg ikke skulle træne hund. Der var masser af hjælpende hænder, og Ann var en god håndlanger i køkkenet, så alt gik som det skulle. Det er jo ingen sag med mange gæster, når det er hyggelige mennesker.

Der var alle aldersgrupper fra små hvalpe til en enkelt vinderklassehund, så man må sige at der var tale om differentieret træning. Det kan sagtens lade sig gøre med en god planlægning. De små hvalpe skulle naturligvis ikke løse de opgaver som blev stillet til de voksne, men de havde gode muligheder for at side og observere de voksne i aktion. Man skal passe på ikke at undervurdere den træning der ligger i den øvelse.

Lille svenske Leka i et opmærksomt øjeblik.

 Der blev snakket og hygget og trænet en hel masse hund, og det er bestemt ikke sidste gang vi laver sådan en weekend. Så på gensyn, og knæk og bræk til diverse prøver indtil vi ses igen ;).

Fra venstre: Kirsten Norberg, Mikael Jørgensen, Hans Jørgen Bilstrup og Henrik Adsersen.

 

Der er flere billeder i galleriet: Træning april 2014.

 

 

5. april - Klikkertræning v/Carsten Druekær.

Vi havde samlet venner fra nær og fjern til en meget inspirerende træningsdag, hvor temaet var klikkertræning. Carsten Druekjær stod for træningen og det gjorde han top professionelt hele vejen igennem. Vi var mange, der fik mere end en aha-oplevelse undervejs, og alle var enige om at dette kun var begyndelsen. Carsten er en travl herre, men vi laver en opfølgning til træningsdagen, når kabalen i forhold til kalendere og øvrige forpligtigelser kan gå op i en højere enhed. Det er helt utroligt at se hvor hurtigt hundene tager klikkeren til sig, og begynder at tilbyde den adfærd vi ønsker. Det var også meget tydeligt at se, at man skal være god til at sætte de rigtige kriterier for succes undervejs i træningen. Timing er essentiel og den bedste måde at blive skarp på timing er naturligvis ved at øve sig. Her i huset har vi flere delmål i øvelserne som nu skal trænes, så fundamentet bliver bredt og solidt. Sådan et man kan bygge en katedral på og ikke et der kun lige rækker til et lille skur i baghaven ;).

Tusind tak til Carsten for en meget spændende og inspirerende undervisning. Tak for dit engagement og din fine tilgang til både hundene og kursisterne. Tusind tak til alle deltagerne for jeres åbne sind og engagerede deltagelse. Nu er det blevet tid til at øve sig og lave lektier ;).

 

 

5. april - TILLYKKE TIL DE KÆKKE med de 2 år.

Så oprandt dagen hvor de små kække blev 2 år. Her blev dagen fejret med klikkertræning, hvor belønningen var hjortepølse. Lige en dag efter Dunjas hoved. Man kan vel næsten sige en rigtig favorit dag ;). Vejret var ikke just strålende, og her må den kække tøs her på matriklen nok påtage sig sin del af skylden for det. Det er jo ikke ligefrem en formildende omstændighed at man har gnavet en havebænk i stykker, at man er hoppet over hegnet et ukendt, men utvivlsomt for højt antal gange, eller når man mener at spisebordet nærmest er at betragte som et elevationsagragat, som er skabt til at give hunde der står på det et bedre overblik. Kæk det er hun i særdeleshed, og jeg fornemmer at det samme gør sig gældende hos hendes søskende. Et dejligt kuld banditter med andre ord. Hittepåsomhed er en positiv egenskab. Det er i hvert fald det mantra der kører i mit hoved, når krudtuglen finder på noget nyt og spændende, omend det ofte ikke lige er noget der står på min ønskeliste.

- Tillýkke til Mio, Cille, Malthe, Molly, Mille, Sommer, Sia og min dejlige Dunja.

 

 

22. marts - Officiel WT for Flatcoats i Frederikssund.

I dag var vi på Officiel WT med både Jeddi og Dunja. Begge blev stillet i åben klasse, og det gik fint for begge hundene. Dunja og jeg klarede alle markeringsposterne, flere af dem med fine point, mens en dirigeringspost var for stor en mundfuld. Med et nul på scorekortet kan man ikke bestå, men det blev dagen nu ikke mindre fornøjelig af. Dunja gik en god prøve og viste meget tydeligt hvad hun kan og hvad hun ikke kan endnu. Nu træner vi videre og vender stærkt tilbage senere på sæsonen.

Øivind og Jeddi gik en rigtig fin prøve og bestod åben klasse for første gang. Juhuu! Dirigeringen var ikke pæn, men den kom hjem, og så var resten af posterne det rene guf for Jeddi Konfetti. De endte med at blive 3.vindere i åben klasse, så også her var det klart hvad man kan og hvad man skal træne videre på. En dejlig dag i solen. Dem vil vi da gerne have mange flere af ;). Tillykke til alle vores venner som også var med på dagen og gjorde det rigtigt fint.

Fra højre: 5.v Keld Fritzbøgger med Birkebo Leizic Kätzu, 4.v Bo Eriksen med Flat-For-Ever Chili,

3.v Øivind Kaas-Larsen med Durin's Alfa Jeddi, 2.v Dorte Larsen med Soya,

Længst til venstre: Den suveræne 1.v (119 point af 120 mulige) Monika Pfeiffer med Coatfloats Toscakaka.

Stort tillykke til alle. Det var nærmest hele træningsholdet der blev placeret i åbenklasse i dag ;).

 

 

8. marts - Klikkertræning med Carsten Druekær

Her er vi i forårshumør, og forår er jo en dejlig tid at træne hund på. Vi har selv gået rundt og forsøgt os med at bruge klikkertræning i forbindelse med retrievertræning, og nu har vi så bedt om hjælp udefra. Det er altid godt at få friske øjne på det man nu går og træner. Vi har inviteret Carsten Druekær til at komme og hjælpe os med klikkertræning d. 5. april, og hvis andre har lyst til at lege med, så er de meget velkomne. Tilmelding nødvendig, da prisen afhænger af deltagerantallet. (Nej, I skal ikke sælge arvegodset for at være med, prisen bliver mere end rimelig). Forplejning aftaler vi med deltagerne.

Dato: 5. april

Tid: 11.00

Sted: Kildevej 23, 3200 Helsinge.

Tilmeldingsfrist: Tilmelding til durins@mail.dk inden 30. marts.

Carsten Druekær har arbejdet meget med klikkertræning i sit virke som blindehundeinstruktør, han har været instruktør i DRK, træner og fører hund i åben/vinderklasse og så blev han Unghundemester med Gizmo (en lab, men det tilgiver vi gerne) i 2011. Vigtigst af alt er han en flink fyr, som også hjælper med at samle fugle op i jagtsæsonen på Christinelund.

Kom og leg med - Hvalp eller voksen? Alle kan være med. Eneste krav er at man skal være åben for at bruge klikkertræning, og man skal være indstillet på at lave lektier, hvis vi vælger at lave opfølgende træninger. (Man er vel skolelærer?? Hi, hi).

Vil man vide mere om klikkertræning, har forlaget Canis udgivet en udemærket bog på området, som hedder: "Klikkertræning for din hund" skrevet af Morten Egtved og Cecilie Køste. Et udemærket sted at starte på bekendtskabet med klikkertræning.

Vi glæder os til at se en hel masse glade hunde og deres førere d. 5. april.

 

 

2. februar - Træningsafslutning Åben klasse.

Vi var hurtige på tasterne, da det første åben klasse hold blev annonceret her i Region Nordsjælland. I dag var der afslutning med et overdådigt kagebord (forplejningen er jo vigtigt at få nævnt), og med en god gang træning med vildt på alle poster. Det gik fint for både Jeddi og Dunja med at få løst opgaverne, så der blev "puttet gode ting i banken". Ole Munch Petersen har stået for træningen på holdet, og vi blev ledt sikkert igennem mange gode og opbyggende øvelser omkring dirigering, som vi helt sikkert vil arbejde videre med. Det er rigtigt godt, når man kan træne dirigeringsmomenter i mange forskellige afskygninger, uden at hunden mister motivationen undervejs (eller føreren for den sags skyld). Både Jeddi og Dunja mangler lidt rutine endnu, før den færdige dirigeringsøvelse er på plads, men entusiasmen fejler ikke noget (hverken hos fører eller hund). Tak for det Ole ;).

 

 

16. februar - C-prøve ved Egehjorten

Så blev prøvesæsonen skudt igang. Jeddi og Øivind stod i begynderklasse og måtte idag nøjes med en 2. præmie. Der var lige lidt småting der skal rettes og med en aflevering på jorden, så var præmiegraden ligesom givet. Så har de også prøvet det. Markeringerne gik fint, og og da Jeddi kom igang i søget gik han et rigtigt fint søg. Der er flere C-prøver i vente, så det ser vi frem til.

Selv var jeg hjælper i begynderklasse, hvor jeg fik set en masse frit søg. Øivind kom og afløste mig, da han og Jeddi var færdige. Med 53 tilmeldte hunde i begynderklassen var prøven delt i to separate områder og jeg fik derfor ikke lejlighed til at se Øivind og Jeddi i aktion, men måtte vente tålmodigt på at Øivind kom tilbage fra prøven. Med små hvalpe i huset så var der ikke tid til, at vi begge var afsted en hel dag, så Øivind overtog min tjans som udlægger og jeg kørte hjem til hundeholdet på Kildevej.

 

 

10. februar - Aktiviteterne er startet.

Jo, der sker andet end hvalpesjov. Vi er i gang med åbenklasse træning i regionen med både Dunja og Jeddi. Her får vi god hjælp af Ole Munch Petersen, der kan en masse om at bygge dirigeringsøvelser op, så det giver mening for både hund og fører. Godt at komme i gang med næste skridt i udviklingen og endnu bedre at vi er kommet på et hold med dygtige hunde og førere der også sætter pris på kaffem kage og hyggelig snak når træningen er ovre.

Årets første C-prøve venter om hjørnet for Jeddi, men Dunja venter med sin prøvedebut til marts, hvor Flatcoat har en officiel WT. Hun er ikke helt klar til åben klasse på WT endnu, men hun bliver stillet alligevel, da prøveerfaring på det niveau, er god hjælp i den videre træning. Jeddi er noget tættere på det krævede niveau, så det bliver spændende at se hvad han og Øivind kan klare den dag.

Øivind er prøveleder for Goldens dagen efter på det samme terræn, så den weekend i marts kommer til at stå i hundenes tegn. Herligt at være igang igen!

 

 

29. januar - Dunja hos fotografen

Så blev det tid til at få røntgenfotograferet Dunja. Helt utroligt så hurtigt tiden går, når man ar det sjovt. Jeg har altid sommerfugle i maven når den tid kommer, og denne gang var bestemt ingen undtagelse. Øivind grinede lidt af mig og alle mine nerver, og det samme gjorde dyrlægen da han så de flotte billeder af Dundertøsens hofter. Resultatet skulle vi heller ikke vente længe på:

HD:A og AD:0.

Glad var jeg, glad var Øivind og Dunja? Ja, hun var vist nærmest mest glad for at den der "snaps" hurtigt fordampede, så hun kunne gå lige igen og hoppe op på havebordet, ganske som hun plejer.

 

 

1. januar - Godt Nytår!

På årets første dag skuer vi fremad og glæder os til alle de dejlige timer, der venter forude med hunde og venner og hundevenner. Vi håber at se jer alle en hel masse, og gid at der også bliver mulighed for at mødes med dem af jer, som vi ser alt for sjældent.